Búnaðarrit - 01.01.1969, Side 239
LANDBÚNAÐURINN
229
þeirra við náttúru landsins liafa gert þá einliverja raun-
sæjustu starfsstétt þjóðarinnar. Bændur em vanir því, að
skiptist á skin og skúrir og laka því áföllum af misæri
með ótrúlegu jafnvægi. Verði bændur liins vegar varir
við, að þeir séu beittir órétti af valdhöfum, jafnt livort
um er að ræða sjálft Alþingi og ríkisstjórn eða forsvars-
menn ríkisstofnana, eru þeir langminnugir og þungir
fyrir. Bændum er Ijóst, enda liggur það margstaðfest
fyrir af Hagstofu Islands, að þeir liafa verið tekjulægsta
starfsstétt þjóðarinnar um árabil, enda þótt lög liafi
mælt og mæli svo fyrir, að verðlag á framleiðsluvörum
jieirra skuli ákveðið þannig, ár livert, að Jieir fái sam-
liærilegar tekjur við aðra, sem stunda líkamleg störf.
Aðeins ef lögákveðnar útflutningsuppbætur nægja ekki,
til jiess að fullt verði fáist fyrir þann liluta vörunnar, sem
út þarf að flytja, verða bændur að bera sjálfir það, sem á
vantar. Til Jiessa liafa útflutningsbæturnar nægt að
mestu, svo það er ekki fyrir of mikinn útflutning á land-
búnaðarvörum, að bændur liafa verið svo tekjulág stétt
og raun ber vitni um, heldur vegna Jiess, að verðlag liefur
oftast eða ávallt verið ákveðið lægra en rétl hefði verið.
Aldrei gekk Jió svo úr bófi fram með verðlag búvöru eins
og bjá yfirdómi 1967. Töldu bændur ákvörðun yfirdóms-
ins þá óraunbæfa, óréttláta og beinlínis brot á gildandi
lögum um verðlagningu búvöru. Gekk svo langt, að Jiorri
fulltrúa bænda taldi ekki búandi við slík lög eða öllu
heldur slíka framkvæmd laganna og töldu að myndi ill-
skárra að semja við ríkisstjómina sjálfa. Sem betur fer
tókst yfirdómi 1968 að starfa og ákveða verð þannig, að
bændur öðluðust aftur traust á löggjöfinni um verðlag
búvöru, Jiótt Jjeir fengju ekki hlut sinn að fullu uppbor-
inn að eigin dómi.
Þessi réttarbót var bændum ómetanleg, ekki sízt Jiegar
syrti í álinn frá öllum hliðum, því bændur vilja með
lögum land byggja.
Enda þótt tekjur bænda á undanförnum árum væru