Norðlýsi - 22.10.1915, Blaðsíða 1

Fsrsío Aargang. Nr. 8. Klaksvig. Frcđag dcn 22. Oktober 1015. Firo Sidor. - Syv Oro
,,Nord!ysi“ udkojæmor livor-
andto Frodag íog|jkoster 1,80 Kr.
om Aarot eller 00 Ore halvaarlig.
Annonccprisfer 10 tíre pr.
Potitlinio
1 £*,. ■ •
□Iøbb fæs*øske Feiksi-
Slínnt, don Folkcdans, vi har,
ikkekan kaldes frcrosk i den I’orstand, at
den har sin Oprindelse' indenfor Ikcro-
erne, saa er den dog i Tidens Løb
blevet hationalicoret,, saaledes at den
kar et r-ærligt færesk Præg over sig.
Folkedaiisen har fra ælđgammel
Tid væi'ðt en yndot Adsprodelse sáavel
blandt, hoje soin lave, og de talrige Fol-
kevisør og .Kvad, som har værot baaret
af Dansons taktfaste Trin, er et slaaende
TJdtryk íor, hvcr ivrigt man dyrkcde
denno Adspredelse. Men Folkedansou
har ej været »bíot til Ly3t«, som det
saa skønlt blov indridsot paa Pórtalen
ved Holbcrgs Skueplađh, dðri har og-
saa haft sin litteræm Betydning. Det
cr imponerende, naar nian ‘sor hen til,
at Færoerne, der ved det nittende
Aarhnndrcdes Begyndoise havde ca
5000 Indbyegere,' kdnde opvise 70,000
Vers færosko Kvædor foruđc-n andre 'dar'-
sUe' cg norske Folkeviser, som er ind-
vanđret hórtil. Der er nrnnge af vore
Kvæder, dcr har en storslnnet Skønhed
baade i Formen og Udtryksmaaden.
()g skønt' Forfattcrne af đo færoskø
Kvæđer saavel som af Folkcviser o-
verfevedet er Os ubekend’t, maa vi bo-
undre don Tidsaand, der har frembragt.
dirse. v'oi; 'J.’id ltender saai-e lidt, til đisse
Fcrti lífíiS Ditteráturfrembringelser, mcn
der 'var en Tid — sejv om đcn nn
liggar l.nngt tilbage — hvor man i
Røgstucn i de lange Yinteraftener fove-
drog det ene Kvad efter dct andet,
uden at et eneste blev gentaget liele
Vinteren igennera.
Saare tarvelig var den aandelige
Næring, som liin Tid bød paa, men
vore Forfædre liar forstaaet at udnytte
den i fulđt Maal, og vore færøske
Kvæder er saa at sigo đet enoste Lys-
glimt vi bar fra den mørke Middelal-
der, dor i Form af Kirkevældø og
Monopol rugcde over Færøørno.
Den ny Tid og do ny Inđtryk
bevirkede, at, vi ikke vedligeholdt
Traditionen paa en værdig Maade,
saaledos at storsto Parfen af vore
Kvædør kejides nu kun spm et duukelt
Frasagn. At dotte er Tilfældet, bliver
man ovorbeyist om vod at kommp i en
færosk Dansestue i vore Dage.
Ligesom Dausestuon i gamle Dage
var et Mødested for garnmel og ung,
lumđe mau vente, at vi havdo vedligo-
holdt Trađitionen, men man oplever nu
det Særsyn, at det er næsten udeluk-
kende ungo Monnesker, der besøger
Danselokalet. Selv om færøsk Dans
er vidt, forskellig fra som ælđre Folk vil
husko don, saa er dcn i sig selv en
eaa uskyldig Adspredelse. Og Forholdet
at kun unge Folk besoger Danseloka-
let, vil sætte en đyb ICløft mellem
Uugdommen og dom, der er gaaet
cvír Ungdomsgrænsen. Paa den anden
Side kau man ikkø fortænko de ælđre
i, at dores Interesso for Dans er ved
at gaa tabt, naar man virkelig har
det Fabtum, at en Del af Doltagernø
ikke danser for Dansøns Skyld. Da
plastisko Bevægolser, som skulde har-
moiiero med Kvadets Indhold, er der
saare lidet af.
Der er meget, som taler for at
færøsk Dans ikke har en ret lang
Lovetid tilbago. Interesscn for den
gaar mer og mcr ovcr i den saakaldtø
»engolsk I)ans«, som er ot af de Go-
der Kulturstrømmeu har íert ovor
Færeeftie. Dør synes, som sagt at være
langt støire Interesso for »engelsk
Dans« end vor egen, og der er do
allerbedste Uđsigter for, at den først-
nævnte vil give vor hjomlige Folkedaus
Dødsstedet.
Vi har hørt Folk komme med
Argumonter — om man vil kalde dem
saaleđes — og sige, at man ikke kau
kaldes for dannet undtageu man kan
dansø Vals, Gaíopade o. s. v. .
Hvad man i Almiuđelighed for-
staar vod DannelBe, er ikke det at
kunne svingo sig ojn i eu Vals. Og-
hvis de Mennosker tror det, har dø en
tornefuld Vej til Dauuelsens Tinda.
I et andet og bedre Øjemed kunde
Thorshavn sende Missionærer ud til
Bygderne end at lære Folk »moderne*
Danse. Det er langtfra den bedste
»Ivhltiirgren«, vi kunđe modtage fra
OmVerdenen.
Det, hører mere til Sjældenheder-
ne, at et gammelt 'færøsk Kvad bliver
forcdi’nget i et Danselokale iiutildags
Man kau đorimod ofto liøro, svulmonde
Elskovsapgo og nyero Viser i Folke-
visestil, soin særlig vort svage Iiøn
synes at liave en stærk Forkærlighed
for.
At der skulde ske en lleuæsanse
paa Folkeđansens Omraade, or der in-
gen Grunil til at antage, da Interes-
sen for frerøsk Daus synes at være
utærkt dalende. Vort stedlige Danse-
lokelo danner ingen Undtagelte. Selv
om dor er kommet en hel Del Folk
til Stodo, synes Dansen ikke at være
baaren af noget særligt Tegu paa In
teresse, og der liengaar ikke saa sjæl-
den lauge Perioder, hvor de tilstede-
værende sidder og stirrer paa hveran-
dre, uđen at der er nogen, der vil
istemme Folkevisens Toner.
Naar nu den færoske Folkedans
engang kommer til at synge sine sid-
ste Toner, vil vore Kvæder staa som
et lysende Minde om den Tid, da den
stod i Flor. Et klassisk Omkvæd som:
»Leiku!u fagurt. á foldum« viser niod
hvilken ukunstlet Livsglæde msm
traadte Dauseni svuudne Tider.