Norðlýsi - 19.11.1915, Blaðsíða 1

F«rete Aargt'Hg. Nr. 19.
SJÆLESOHG PAA
PÆKØEKXE.
Der er for Tiđen i Danraark
Mangel pá Præster, kvilket naturligvis
Yil sige, at der er flere PræBtekald
ledige, end der er Præster til at be-
snette dem med. Dette Forhold har alt
eksisteret i en Aarrække og; har til Tidor
været sá trykkenđe, at det endog har
været p5 Tale at indsretta læge Prre-
đikanter, d. v. s. at gøro til Præstpr
Folk, der ikke har Præstecksamon,
rnásko ikke ensrang har studoret til
Præst, sóm altsá m;\ siges at liave en
ganske . nbestemt, tilfreldig TJddannelso,
om đo overlioveđet har no"on. Demie
TJdvej, som man sikkert nok ikke sh\r
ind pá for Fornojelsens Skyld, im\ ogs5
sipres at ábne TTdsigter, der er alt an,-
det end fornøjolige. Medens ellers i
nresten alle Virksomheder, og særlig
hvor det cælder faste Embeđer, Kam-
pen for Tilvrerolsen raser mer osr min-
đre keftigt, danner altsfi det kirkelipre
Omr&de en Undtagrelse. Uden al Tvivl
har dette sine gode Grnnde, — hvorpi
vi dog i denne Sammonkæng ikke skal
kommo nærmero ind — men hole For-
holdet indbyđer íibenbart i særlig Grad
til alvorlig Eftertanke.
At der virkelig hersker Præste-
manffel, kan iaitfald Færinger sande;
thi Vágoembeđet har nu vreret ledigt i
ot Aar, og med Embedet her pá Nor-
deroerno synes det ligeledes foreløbig
at have lange TJdsigtor.
Sát p;\ Baggrund af dette anførte
kan man ikke andet end hojlig undre
sig over, at 08terøens Sogheprrest. der
tillige er Freroernes Provst, skal rejse
t.il Danmark som Færøernos Pepræsen-
tant i Land8tinget. Hvordan i Alverdon
ltan saadant væro mnligt? At Provsten
allerede lvidtil har tilbragt længere
Tid i Itigsdagen og Lagtinget eh.l Yod
Haksvlg. Frođag don 19. November
sit eget Embeđe, tyder ikke pft
eynderlig kirkelig Interesse; men at der
ogsá nu kan være Tid og Lejlighed
dertil, viser tyđeligt nok, at der intet
sađant Hensyn ekBÍsterer. Man spor-
ger uvilk&rligt sig selv, om da det at
Være Præst er nogøt i den Grad ud-
vortos og ligegyldigt, er i den Grad
on blot Formsag, at store Distrikter
i længere Tid kan være foruđon Præst,
uden at dette i Virkeligheđen medfører
skadelige Følger! Og er det ligegyl-
digt med Præsterne, er det ifølge Sa-
gens Natur eudnu mere ligegyldigt med
Provsten.
Man mátte mene, at det tvært-
imod gjaldt om at uđíólđo en endnu
mere intensiv Virksomhed, for at do
præstolose Distrikter ikke skulde fole
sig altfor stærkt tilsidesat, og at der
s:\ledes var mer end uok Brug for nlle
Kræfter. Det m& p& samme Tid st&
klart for cuhver, at Tanken om An-
sættelse af flere Præstor, đer desvær-
r.e endog delvis er blevet til Virkolig-
hed, liorefter kun kan anses for i høj-
esto Grad urimelig og uberettiget. At
Folkekirken her p& Færøerno mer og
mer er ved at Komrne i en kritisk
Stilling, sável ved den stadigt fortsatto
baptistiske Própaganda som yod forny.
lig iværksatte direkte Angreb p\ den,
skulde fremdeles ikke blot mane enhver
Mand til at forblive pá sin Post, men
fremfor alt lægge đóbbelt Bcslig p<\
den lodende H\nđ, der mindst af alt
kan undværes, og som sidst af alle
m\ svigte, u\r der er Fare p\ Færdo.
— Men hvad sker! Medens đet ikke
er usædvanligt, at Mennesker i det al-
mindelige, borgerlige Liv omfatter do-
ires (ofte meget beskedne) Virksomhed
med Kærlighed og personlig Interesse,
synes en Sjælesorgers Gerning ikke at
bohøve s:\daime fino Hensyn. P,\ Trođs
af alt- sór Provsten sig istand til át
rejso bort fra dot liele, der stilles en
Stedfortræđer til nt betjene hans Kalđ,
—-den one lige god som den anden, og
sá er den Sag i Orden. Men det er
cnJog'ikke altid, at dor cr stillet en
Fire Sider.- Syv Øre
Stedfortræđer, — og det er máske og
saa i sin Orđen? Hvad nu Østringer
angár, er det en kendt Sag, med hvil-
ken rorende Hengivenlied đe i Almin-
deligheđ liar omfattet deres Sjælesør-
gere; —• hvorviđt dot. er og har været
til đeres sauđo Gavn, f\r st\ liou.
En bekendt đansk Læge, Itudo’ h
Bergh, svarede, da man bad ham om at
yde Bidrag til Opfoirelsen af en ny
Kirke, blot dette,. at dersom der sknl-
de blíve Brug for Penge til Nedt'ivnina
nf en Kirko, da skulđe man baro
,komme til Iiam. Denne Læge var en
dygtig og menueskekrerlig Mand; meu,
iom man ser, havdo lian ikke miget til-
overs for Kirker, og utvivlsomt botrag
tede ltan Præster p;\ ganske lignend.i
Mftde. — Hvad var nn Grunden til den-
ne Mands afvisende Holdning overfó"
Kirker og Præster? Jo, han var for
det forsto en grundhæderlig.oprigtig og
samvittighodsfuld 5Iaud, dernæst en vel
begavot, eliorgisk, alsidigt irord og
grundigt erfaren Mand, der ikke slog
sig til Ko p;\ Overfiaden, men ltvis
Blik trængte đybt ned i og bagom
Forholdene, og hvis Meninger oftesi
ikke lod sig modsige, og endelig vog
han ikke tilbage for at udtale sine Me-
ningor, n;\r det var pákrævet, og hvem
der end horte đorpá. Han var mindsr
af alt ligegyldig overfor Kirker og
Præster, han iagttog, s\ og hørte —
indtil han havde fíiet nok.
I Virkeliglieden g;\r det mangfolđi
ge Mennesker p;\ lignende M:\de. Det
er ikke af Mangel p\ god Vilje, ;u
Mennesker vender sig bort fra Kirken
og Religionen, men fordi det or umuligt
at anerkende de roligiøse Forestillingers
Gyldighed og fastholdo dein. Imidlertid
er det jo kun de allor færreste, dor
klart kan begruude detto deres Stanđ-
punkt, medens de fleste, uđen nogcn
egenlig Begrundelse, ganske ligefrein
m\ erklære sig ude af Stand til »'
»tro< de mango mærkelige Ting, der
gor Fordrlng p& at Wlve troade — óg