Norðlýsi - 19.11.1915, Blaðsíða 1

Norðlýsi - 19.11.1915, Blaðsíða 1
Fwwte Aargeng. Nr. 10. K3ttk6T%. Frodag den 18. November 1915. Kre Sider.- Syv flre SJÆL£SOB6 PAA FÆBOEBKE. Der. er for Tiden i Danmark Mangel pá Præster, kvilket naturligvis TÍl sige, at der er flore PræBtekald ledig-e, end der or Præster til atbe- aætte dem nied. Dette Forhold har alt eksisteret i en Aarrække og har til Tider været sa trykkende, at det endog har været pð, Tale at indsrette læge. Præ:' dikauter, d. v. s. at gøro til Præster Folk, der ikke har Præsteeksamen, masko ikke ensrang har,. studoret til Præst, sóm altsíl m;\ sigos at have en ganske . ubestemt, tilfældig TJddannelse, om do overhovedot har nogen, Denne TJdvej, som man sikkert nok ikke slár ilid pa for Fprnojelsons Skyld, má ogsS, siges at ábne ITdsigter, der er alt an,- det end fornøjoiíge. Medens ellers i næsten allo Virksomheder, og særlig hvor det gældcr fasto Eínbeder, Kam- pen for Tilværolsen raser mer og min- dre keftigt, danner nltsa . det kirkelige Omr&de en Undtagelse. Uden al Tvivl har dette sine gpde Grunde,—hvorpS, vi dog i denne Sammenhæng ikke skal kommo nærmore ind — men hele For- holdet indbyder ábenbart i særlig Grad til alvorlig Eftertanke. At der virkelig hersker Præste- niangel, kan ialtfald Færinger sande; thi Vágøerabedet har nu været ledifrt i ot' Aar, og med Embedet her p& Nor- derøerno Bynes det Hgeledes forelobig at have lange TJdsigter. Sát pá Baggrund a'f dette anførte kan man ikke andet end hojlig undre sig over, at Østerøens Sognepræst, der tillige er Færoernes Proyst, skal rejse til Daumark sora Færøemes Repræsan- taut i. Landstinget. Hvordan i Alverden ltan saadant væro mnligt? At Provsten allerede hidtil har tilbragt længere Tid i Rigsdagen og Lagtiiiget eJl.i Yed Bit eget Embede, tyder ikke pa synderlig kirkelig Interesse; men at der ogsá nu kan være Tid og Lejllghed dertil, viser tydoligt nok, at der intet sádant Hensyn eksisterer. Man spor- ger uvilkárligt sig selv, om da det at Være Præst er noget i den Grad nd- vortos og ligegyldigt, er i den Grad en blot Formsag, at store Distrikter i længere Tid kan være foruden Præst, uden at dette i Virkeligheden medfører skadelige Folger! Og er det ligegyl- digt raed Præsterne, er det ifølge Sa- gens Natur eudnu mere ligegyldigt med ;Provsten. Man mátte mene, at det tvært- imod gjaldt om at udíóldo en endnu mere intensiv Virksomhed, for at do præstolose Distrikter ikke skulde fele sig altfor stærkt tilsidesat, og at dcr s/Uedes var mer end uok Brug for nlle Kra;fter. Det iná p^ aammo Tid sta klart for eniiver, at Tanken om An- sættelse af flero Præstor, der desvær- 'rfi endog delvis er blevet til Virkoiig- hed, herefter kun kan anses for i hoj- esto Grad urimelig og uberettiget. At Folkekirken lier pa Færøerne mer og mer er ved at Komme i en kritisk Stilling, sável ved den stadigt fortsatte baptistiske Própaganda íom vod forny* lig iværksatte direkte Angreb pá den, skulde fremdeles ikke blot mane enhver Mand til at forblive pá sin Post, men fremfor alt lægge dóbbelt Beslig pá den ledende Hánd, der ínindst af alt kan undværes, og som sidst af alle má svigte, n&r der er Fare pa Færdð. — Men hvad sker! Medens dót ikke er usædvanligt, at Mennosker i det al- mindelige, borgerlige Liv omfatter de- res (ofte meget beskedne) Virksomhed med Kærlighed og personlig Interesse, synes en Sjælesørgers Gerning ikke at bohøve sádanne fino Hensyn. Pa Trods af altsár Provsten sig istand til át rejso bort fra dot hele, der stilles en Stedfortræder til at betjene hans Kald, —'ile'n one lige god som den anden, og sá er den Sag i Orden. Men det er ondo£'ikke altid, ttt d«r er stillet en Stedfortræder, — og det er máske og- saa i sin Orden? Hvad nu Østringer ang&r, er det en kendt Sag, med hvil- ken rorende Hengivenhed de i Almin- delighed har omfattet deres Sjælesør- gere; —- hvorvidt det er og har været til deres sando Gavn, fár stá hen. En bekendt dansk Læge, Rudol h Bergh, svarede, da man bad ham om at yde-Bidrag' til Opforclsen af en nv Kirke, blot dette,. at dersom der skni- de, blive Brng for Penge til Nedrivninci af en Kirke, da skulde man baro ,komme ti) ham. Denne Læge var en d^-^tig og mrnuoslvokæi'lig Mand; men, ao'm man-ser, havde han ikke -miget til- overs for Kirker, og ntvivlspmt betragr- tede han Præster. pa ganskB lignend.> Miule. — Hvad var nu Grnnden til den- ne Mands afvisende Holdning overfír Kirker og Præster? Jo, han var for det første en grundhæderlig.oprigtig og samvittighedsfuld Mand, dernæst en vel begavot, enorgisk, alsidigt lrord og gi-undigt erfaron Mand, der ikke slog sig til Ro pá Overfiaden, men hvis Blik trængte dybt ned i og bagou' ¦ ' Forholdene,. og hvis Meninger oftesi ikke iod sig modsige, og endelig vog han ikke tllbage for at udtale sine Me- ningeiy nar det var pakrævet, og hvem der end horte derpá. Han Var mindst af alt ligegyldig overfor Kirker og Præster, han iagttog, sa og herte — indtil han havde fáet nok. I Virkeligheden gar det raangfoldi ge Mennesker pa lignende Made. Det er ikke af Mangel pá god Vilje, at Mennesker vendar sig bort fra Kirken og Religionen, men fordi det er unmli'ji at auerkende de religiøse Forestillingers Gyldighed og fastholdo dein. Imidlsrtid er det jo kun. de allor færreste, i^v klart kan begrunde detto deres Stand- punkt, raedens de fleste, uden nogcn egenlijr Begrundelse, ganske ligefrem m§. erklære sig ude af Stand til a' »tro<. do mango mærkelige Ting, der gor Fordring u^ at pllve troede — 0g.

x

Norðlýsi

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Norðlýsi
https://timarit.is/publication/640

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.