Norðlýsi - 28.01.1916, Síða 2
Slette PostforlLolđ..
Lordagen 12 d. M. om Morgenen
koinf cer med »Ifilands Falk« Post til
TJunhavn fra Udlaiidet, men vi fik ik-
ke vcr Post til Klaksvig- for sent Man-
<íag Aften d. 17, snaledes at den altsaa
ikke knnde bæres omkring for Tirsdag
Formiddag. Saasom Yejret var godt og
jiaa ingen Ma:u!e hindrede Postena
’Transport liortil fra Thorshavn, synea
der her at foreligge en ganske utillađe-
lig Porsemmelighed, dei' formentlig maa
lregges Postkontoret i Thorshavn til
Last. Posteu bnrde været os i Hænđe
betidíi om Søndagen istedenfor forst
Tirsdag, hvilket altsaa vil sige en For-
sinkelse paa hele to Lage. Dersom en
»Smirils« Tur hertil var umiddelbart
forestaaende, knnde man forstaa, at
Posten ventede en Dag og maaske til
Xod to, men đetto var ikke Tilfælđet,
Man kan dorfor ikke se nogen som
holst rimelig Grund íor denne uanstæn-
dige og nforsvarlige Forsinkelse, og
man maa haabo, at lignende ikko vil
gentage sig.
Et andet uhelđigt Forhold har
modt os fra »Tjnldnr«s Side. Dette
8kih skal efior Fartplanen anløbo Klaks-
'vig paa Neđturen saa vel som paa Op-
turen, men baado Kovcmber- og Docem-
ber-Rojse bar Kkibot undladt nt anlobe
páa Nedrejse, hvilket især er til Skađe
for Købmændene, idet det umuliggøv en
fnldt tilfredsstillende Bcsvarelse af man-
go Breve samt Expedition af do ncd-
gaaende Varer, der saaleđes skal inđ-
lades samtidig med eller umiddelbart
efter TTdlosningen. Saa vidt vi skønner,
er Skibets Kaptejn i Eenholđ til Fart-
planen ikke bercttiget til denno Uregel-
mæssighed, cg det var i højeste Grad
ønskeligt, at detíe Forhold blev nojere
undorsøgt og regulcret af rotto Ved-
kommende. — Er det et uretmæssigt
Forhold, bør đet rottes mod Bestemt-
h?d, og er đet retmæssigt, bør vi og-
saa allo udtrykkelig have det at vide
FÆBØSS FOEiITIK. 1915.
(Sluttet).
Da Færøerne jo er en Del af det
danske Monarki, var det en Selvfølge,
at Grnndloven af Bte Juni 1915 og-
saa skuldo gøres gældende hos os.
Amtmanden fromsætter i den Anled-
ning Forslag til Ændring i Lagtings-
loven, der hovedsagelig gik nd paa at
give Kvinder Valgrot til Lagtinget og
TJdvidelse af Valgstedernes Antal.
Paa 8ammo Tid foretog 6 Lagtings-
mænd en Henvendelse til Tinget, som
hovedsagelig gik ud paa
1) at Amtmanden ikke mere skal
være selvskreven som Medlem af og
Formand i Lagtinget,
2) at Provsten ligelcđes ndgaar oom
selvskreven,
3) at Lagtinget b’ivtr lovgivende i
særlige Anliggendcr.
Man skulde tro, at der i en i det
20. Aarhnndrede parlementarisk Forsam-
ling — hvad man tor kalde Færøernea
Lagting — ikke fandtes født Formand
og Næstformand. Men det lađer sig
ikko bestride. Og det mærkelige hændte,
at Lagtingsmedltmmer, der før liavđe
været med til at fromsætte Forslag tll
Ændi'ing i Lagtingsloven, saaledos at
Aintmand og Provst skulde gaa ud
som selvskrevne Medlemmer, denne
Gang, lige efter at Danmarks Iligea
Grnnđlov var gennemfert i frisindot og
demokratisk Aand, af alle Livsens
Kræfter strittede imod, at det af de
6 Lagtingsmænd fromsatte Forslng
Ekulde faa Fremgang. Men aet Siag
var ikke svært at vinđe: thi som det
saa træffenđo staar i Visen: »De sven-
ske (det v. s. Sambandsmænd) vare to
og tre irnod en . . . .« Takket være
EoldateiT.es Tappcrhed kan Færøsrnes
Amtipand og Frovst i 3køn Forening
beklæđo Lagtingets. mestbetroede Hværv,
inqtil đet nyo Slag begynder igon.
.. Al man nede i Danraark ventede
en gennemgribendð Ændrir.g i Lagtings-
loven sos bedst af, at der kom folgen-
de Skrivelse fra Justitsministeriot til
Lagtinget:
Justitsministerist
København don 9. Angust 1915.
Justitsminiíjtcriot skal herved an-
mođe Amtot ora at indhento en TJdtalel-
ee fra Lagtinget i đettes indeværende
Samling mod llonsyn til Spørgsmaalot
om Bortfald af don Stilling, dor nn
ved Lov af 15. April 1854 §§ 1
og 10 or tillagt Amtmanden og Prov-
sten som selvskrevne, slemmeberettigeđo
Modlemmor af Lagtingot og derofter
snnrest inđsenđo Uđtr.lolsen hcrtil l6d-
saget af de Bemærkninger, hvortil De
finder Anledning.
Zalila.
Hvis den skarpe Partistrid ikke
var saa enoraadende i Lag'tinget, vilde
den ovorvejonde Del af Lagtingots
Medlemmer stemmo for at afskaífo
denne miđdelalderligo Indreining, mon
da Forslaget kom fra fjelvetyremænde-
nes Gruppe, var đet stridende mod
Sambandspartiots Princípper at knæsæt-
te, hvad Selvstyrepartiot havde fromfort.
Der blev gennem >Dimma«. gjort
Forsøg paa at skabe et nyt 190G ved
at give Vælgerno đon skrækindjagende
Forestilling, at nn var Tidspunktet
atter kommet, hvor Selvstyrepartiet
forsøgte at levenđegere sine seperatisti-
Bke Iđeer ved at skæro de Baand, der
knyttedo Færøerne til ModeiTanđet,
over. Men denne Agitation mislykkodes
totalt.
Et stort og ansvarsfuldt Arbejde
havde Lagtinget ved Valget af et Med-
lem til Lanđstinget. Forostillingen for-
medø Big som et Pavevalg, hvor man
paa Grund af Uoverensstemmelso maat-
to udsætte Afgørelsen flere Dage. Og
da endelig Valgtimen slog, blev det
Grundlovsmodstanderen, den konservati-
ve Provst Petorsen, der skulđo repræ-
sentere Færøerne i dot danskø Lar.d3.
ting.
Hvilken løjerlig Tildragelse, at
Lagtingsmænd, der skulde værne om
den færøEke Arbejđerbefolknings Intoi-
essor, vælger en ndpræget Højremand
til Landstinget, for at đenne kan støtte
đanske Godsejere og Baroner i Bestræ-
belsen for at hæ/nme al demokratisk
Udvikling. Det er næppe rimeiigt, at
Lagtingsvælgerne har billiget denno
Fremgangsmaade.
EraglæHdeffiEC irrdtfia'S'er
tvMXKC©** VíjersicpEíjj't.
—o—
Man ter sikkert gaa ud fra, nt
đen tvungne Værnepligt i England nq
er en fuldbyrdet Eendsgærnipg. Denne
Bag har været íorbeređt i længero
Tid, og ifølge do sidst modtagne uden-
landske Avisor var dens endelige Ved-
tagelso blot et Bpørgsmil om Dage.
Men det er med triste Folelser, at
man maa se paa donne Udvikling af For-
holdet; thi det betyðer jo intet mindro,
end at det frisindeđe England nedes til
at anerkonde, om ikko Berettigelscn sá
dog Nødvendigheden af, Fasthandota
tvungne Værnepligt, i alt Fald til cn
vis Građ. Det nedes, thi do ledende
Statsmænd hylder lige lidt nn Bom far
Tanken om úen tvungno Væmepligt,
men do mener, at denne Forholdsregel,
sálede3 eoin KrigsEÍtuationen Iiar ndvik-
lot sig, er hlovet tvingende uodvonđig.
—Hvorledes det nu i Virkelighođen har
sig med detto, sca or der dog nogot meget
sørgeiígt dori. Det maa i sig selv for-
undre og paa sin Vis vække dyb Beun-
dring hole Verden ovcr, i&ledes som
den ene Million ofter đen anden af
Storhritanniøna bedste Mandakab frivilligt
er gaaet i Kampen paa Liv og Død.
Desto mere mærkeíigt er det nu, at
mau vjl forlado Frivilligheden, der n-
betinget m& siges at have etáes sin
Prøve pá uđmærket MS.de. Og mS det