Norðlýsi - 10.03.1916, Page 2
fcfr ISElEtÍG^ÍGML&lE.
— o—
I sln Artikol >Kirkens Eetydr.ing-«
i >Nurólysi« for 14. Jan. skriver Hr,
lilieser Olsen en Del ora Eeligiøsitet
i Almimlelighod Og om Religiøsiteten,
sora den opelskos af og paavirkes gen-,
nem >Kirkefi« í Sasrdeleshed. Yed
>Kirken« forstaar lian, som det frem-
gaar af Indledningen, den »kristelige«
Statskirke eller, som Præsterne ynder
at sige, Folkekirke. Denno Udvikling
skal saa belyse »Kirkens Betyđning«,
set fra >det religiøse Synspunkt«.
Imidlertid ser E. 0. aldeles fejl af
denne Opgave, han med denne Overskrift
har paataget sig. Skal »Kirken« be-
tragtes fra et religiøst Synspnnkt, er
Opgaven selvfølgelig den at drage Sam-
menligning mellem »Kirken« og dens
Kristendom, tlieoretisk som praktisk,
paa .den ene Side og paa den
anden Side det, som »Kirken« ndgiver
sig jyir at være, nemlig Kristendommen,
som.denne forkyndteB af dens Stiftør,
Kristiís. Detto er Opgaven; det deri-
raod,. som E. O. fremfører, er noget
helt anđet., nemlig en Betragtning af
Beiigionens Værdicr, baađe i Almlnde-
liglied, og som den praktiseres af »Kir-
ken«. Kej! »Kirken«, set fra et
religiøst SynSpunkt, vil simpeithen sigo:
Hvorledes er »Kirken« i Forhold til
Kristcndommen, udtrykt af Kristns?
Og her er Svaret ovormaađe let: »Kir-
ken«er i Forhold til nytestamentlig
Kristc-ndom, Vrøvl, ja, det, som værre
or; den er, (for at ciiere Kierkegaard),
Affaldet fra Kristendommen. Kristen-
dcmmen er for den enkGlte i Forhold
iil Massen; đen er aimpelthon Frelse
for đen cnkelte, intct ándet. »Kirken«
đerimod cr just det modsatte; den er
det almindelige, at være »som đo an-
dre« (medons Kmtenđommen netop er
at være andcrledes end »de andre«).
Ved nu at r.dgivo sig íur Kristendom
(hvis Modsætning den altid er), er
»Kirken« en Logn, den mest neder-
drægtigo Svindel, der kan tænkes, idet
den'iinder Kavn af at tjene ot Bige,
der »ikke er af denne Yerden«, (Kii-
stendom), i Virkeligheđen netop tjener
et llige, der er af denne Verden
(Præsteskahet3 Fordol, Massens Egoisme).
Ved en enestaaende fræk Forvrængning
og Fortielse af Sandheden er det lyk-
kedes l'ræsterno at íaa Menneskene
til at tro, at de alle er Kristne,
skont de alierfleste selvfølgelig nu
saavel som for 1900 Aaar siden er
Ikke - Kristne, og knn do ganske enkelte
der paa Grund af deres Tro forskydes
af den s.ore, indbildt- kristne Mængde,
de er de Kristne. Og nu er denne sa-
íanisk nedrige Præsteløgn saa indgroet
í Menneskene, at det mest mulige tr
gjort fov at foiLinđre dom í at tlívð
Kristne.
Alt dette er aaa )et at inđse, at
det cr mig uforstaat4igt, hvoifór der
kun er saa faa, som sjhies at forstaa
det; men det komuier nok af, at Bpergs-
maalet om Evigheden ør de fleste Men-
nesker saa inderljg ligogyldigt. Thi det
er da sandelig l'et at se, ai den Kri-
stenđom; der indeholđotf í det nye To-
stamente — og naturligvis er det og
intet andet Kristendomroen —, den ha-
ves kun af de ganske faa, medens den
store Mængde, det er »Verdøn«, der
foragter Kristondommens Frekestilbud.
Fræsterne har imidlertid faaet vendt
Sagen saaledes, at Massen, »Verden«,
det er de Krisítie, og do faa virkelige
Kristne, det er Vorden. Frække Løgn
og Bedrageri, — som đog — ufatWlig
nok — tages for gode Varer af Men-
neskene, der er henrykte over denne
nemme Maade at blíve Kristen paa,
blot at være »som de andre«, og saa
lađe Præsten ordne det med Evigheden.
Saadan forholdev det sig. Gaa f.
Eks. til Lulheranerne her paa Færeer-
ne, og tal med dem om Kristondommen,
og du skftl, hvis đn eliers selv ved,
hvad Kriatendom er, snart erfare, at
de end ikke har mindsto Begreb ora
Kristondoinmen, som denne i Virkelig-
lieden er. Do »tror« kun, at Præsten
liar Ret; men hvad det er, Præstou
forraentlig iiar Ret i, det har de fle-
sto aí dem ikke Idá'oin.
Dette er Hovedsanđhodon ,om
»Kirken«, betragtet fra et »religiøst
Synspunkt«; men det faar vi ikke at
vide af Hr. Olsens Artiksl, der træffer
aldelos ved Siden af.
Forøvrigt er der ogsaa andre Punkter
i E. 0.«s Artikei, der nok lcunđe være
en Imødegaaelso værđ; jeg skal denne
Gang kun standso ved et enkelt, nomlig
den mærkværdigo Paastaacl, at Keligionen
synes at passe bed8t til Søndagsklæ-
derr.e og overhovedot der, livov det
ikke for Alvor gælder, men at aen
đerimod maa trædo i Baggrnnden, hvor
Alvoren kommer frem. Men der er du
Situation, som E. O. ikke omtaler,
skønt den vel nok kan kaldes alvoriig
og det i sandere Betydning eud nogen
anden: .Dodsstunden. »Synes« Religi-
onen mon ikke at passe dór? Og intet
er der, et Mennøsko vád med Sikkor-
hed uden netop dette, at det skal dø.
— — — — At Fo.rretningsvæcen o.
1. skal være Eksenipel, paa Livets Al-
vor, det tyder ikke paa nogcn stor
Alvor — hos dan, der siger đet.
V. D.
Redaktionen finder sig foranlediget til
Jiøfligst at henstiile til Forfatteren at
anlægge en mere urban, Tone, ifald
han fremtidig- yil beæro .»Kordlysi«,
med. sine Artikler.
*
Hvad Hr. V. D. her skriver, vt-
ser først og-fremmest, at harii.i en mæi-
kelig høj Grad har niiaførstket min Ar-
tikel i nærv. Blad for 14. Jan. Dan
Opgave, jeg liar stillet mig, er i ingan
Henseende den at. optræde som Dommn-
niellem forskellige religiøse Opfattelser
men sletiOg ret efter Evne at udrede efc
Forhold, der faktisk er tilstedø indenfor
vort Samfunđ, og som vedrorer sável re-
llgiøse som irroligiose Mennesker. Mi>>
Artikel gør Fordring pá at være fuld-
stændig upartisk, hvad den fórmentlig
ogsá er; og om jeg vilde pástá, at jeg
selv indenfor et ír.uhammeđansk Sam-
fund kunde tænkt mig den solvsamme
Opgave, sknlde đotte ildio modsiges at'
den Máde, hvorpá jeg har behandlot dea
virkelige Opgave. Hvad Hr. V. D. end
forstár ved R e 1 i g i ø s i t e t, stár det
fast, at der gives religioso Memmske.r
háde mellem almiiidolige Kli'kogængero
og Præstor, og det er ora dennø fákt-i-
ske Reljgiositet., jeg taler. Personlig
Sanđhed og Oprigtighed er det nođVóri-
dige Grundlag Og forste Betingelso for
alt frugtbart Samvær og Samhr’oejđø
mollom Menneskei-, og den Prucsí, der
taler ud af et sandt og oprigtigt Siude-
lag,(Drister Hr. V. D. sig til at heiiæg-
te,nt sádanne gives?!)kan roligt retour-
nere Løgn og Svindol ra. rn. dárlíóil,
hvorfra de er kommet. Det theologÍBke
Sporgsmál om Forholilet mellein den
»officielle« og den nytøstamentlige Ivri-
st&ndom sammen med dets tilhøronde
filosofisko Baggrund er iøvrigt ot sá
vidtløftigt Problem, at jeg kan trøste
Hr. V. D. med, at der erlangtendnu til
Bunden; men det er mer end sandsyn-
ligt, at han, om han náede at gaa Vejen
til Ende, fik andre Ting at se og kom
pá andre Tanker end dem, hau nu
drøraraer om. — Døn, der raed Alvor
søger Sjndhodon og liar Evne øg For-
udsætninger for Arbejdet, vád, at han
mnlig't kan komme til at ændre sit
Syn pá mangt og raeget, at skifte An-
skuelser og Meninger, men han frygter
ikke heller for at tago Konsekvenserne!
I det enkeito at omtale denne mærke-
. i
lige »Berigtigelse« er der iugen Anled-
ning til for mig; endnu bíot et Par Bi -
ínæi'kniuger om uogle enkelte Punktor i
Slutningen af V. D.s Artikel. »At Keligi-
onen synes at passe bedsi til Søpdagsklæ-
derne« o. s. v. betyder jo klart nok en
Misbiliigolso af detto srerlige Foi'hold og'
ikkeen Udtalelso om Religionen i.sig selv;
đette er altsá ikke, som[det hurtle vaire,
mon som det efter min Mening, er. En
mig hai'đtad ufattelig Misforstáelso . fra
V. D.s Side! At jøg ikko har omtalt
»Døds8tunden« burde ikke undre Hr. V.
D.; thi »Kirkens Botydning* for et
Menneske ,i Dedsøjeblikket er jeg ikks
vel iatand til at sá, aldenstuud Kirken