Norðlýsi - 10.03.1916, Síða 3

rom Kcgcl fei-Bt tngcr Áftæro, bfter at
•et MenneBko er døđ. 8ker det modsatte,
tíI det bero pá et rer.t Tilfælde. Dersom
Tír. V. D. Bkulde meno, at dette or
mærkeligt og rn&ske nrigtigt, er vi enige;
men, som lian váđ, er »den sidste 01je«
ikke længor noget for os. Mod Hensyn
til »Florretningsvæsen« som »Livets Al-
vor< gælder ganske det samme, som
ovonfor er sagt jeg mener selvfolgelig
ikke, at Forrotningsvæsen bør være Ek-
í-empel pS, Livets Alvor; mcn det fore-
komrnor mig blot, at det i mangfoldige
Tilfælde er det, og i en ondartet Građ.
—Soin sagt, det kan ikke andet end
nndre mig, at Hr. V. D. liar læst min
Artikel med sá ringe Forstáelse; men
gár dot pá samme Máde mcd Læsningen
af Soren Kierkegárd, er jeg bange for,
at Kesultatot bliver værre end nðgatiyt.
E. 0.
Fra SííetB. Det sjæ’doit smukke
\ ejv, vi bar iiaft i nu nnore cml fjor-
ton Dage, |ar bevirket eri travl Beskæf-
figelse ombord i Motorbandene.' Udbvt-
tet bar varieret fra 150- til 300 Kr. pi\
Tur. Flere Fisiíeskibe cr i denuo Ugo
iejlet paa i'iskcii.
Veí fit rm y n tí.
Sumraarnáttin hurtiir svann,
hvort BÓIaibros;
oman milfum skurvut fjell
( i:alt fór veíragos.
Lundi ílcyg og lemvigi
tU bláamanna lond,
grælingur so stúrin sat
og kúrđi fram vid strond:
»Tjaldnr spógvi fliígvu liar,
ei mítt eyga fanu,
tá um bøyst eg fjall sa livítt
sum olđargamlan mann.
Sat eg mær vid sjóvarstror.d
— vetur valdar lond —
siti enn og stúri lier . . . .
— yár er brátt í nánd«!
¥©# ÍTSQ'tf—.
Til oyonstaaende Ovorskrift er
sat eu’dyb Tankestreg, đor gerno skul-
de ramme de to af vore nyoste Blado:
Nordereernes og Suđerøens speciolle Bla-
de. —Navnene er flammende og rammon-
de med Lys og Fædrcndwnd. Mod an-
dre Ord: Mission med Maal, tned Haab
for Uw/dom og Kraft. Maafet- or stort,
meu Ansvaret, for ondt som gndt er
ikke miní’re, tlii Prtssen, Bladonc, or
Nutidens støi'sto Stormagt. Det cr
sikkc-rt nck unødvcndigt at fortællo de
Horrer Bladrcdnktører, at de har en
stor Magt og Indflydelse overfor ‘ deres
■ Blades Læsere, den foie de vist saa
ndmærket, — men om Læserne vód,
1 at Blađeno er en 'uniarlíclig Snrdejg,
der virker paa đeros Aanđsliv, som
god eller daarlig Gjær paa et Btykke
Erøcldeig, er vist mere tvivlsomt cg oin
Eedaktørerne altid tænker paa Ibsens
kendte TJđraab: »Frihed under Ansvar* ,
er der maasko ogsaa Grnnd til at tvivle
om.
De to ovennævnte Blađe benævnes
nu i Alminđo'lighed soni: »teytvey«. Ja,
lad det blivo et berettiget »Slagord«
for dem beggø for al Frenitiđ. De har
en sand og virkolig Mission at udfere,
og liolder de den . rene gyldr.o Farve,
do er begynđt med, vil Yarmen fra
Syd mod Lyset i Nord sæ.tto »Tanto«
og »Kros« i Flor. Ogsaa her er en
Mis6Íon: Lys og Yaime er ncmlig den
forsto Botingclse for Liv og Gređe,
og de to ny Bosenkopper af Pressen
bor licr sætte sig scm Maal at over-
gaa siue rocre alderstegne Koiiepcr i
Kraft, Kenhed og Vælde. — Unge
Memieskor niaa se et slort Maal for
elhrs nar.r de intot —. Men for at
naa Maaiot, skal baado Evne og Yilje
til. Det siđete mangler >t.ey tvey« ikko,
thi cleres Opgavo cr aabenlyst udtalt
í om at bringo Lys over IMndet. Det
bør ograa vrcre al god Ungđoms hoje-
fct.e Maal og til det Stykke Arbejde
erModcrsmgulet det absolut bedste Vaa-
ben. Her er en meget vrosenlig Mangel
ved de to ny Blađe. Er det Sanđheđ, at
do ikke har Typer til eller kan bog-
stavsætte vort Modersmaal, maa det
utvetydigt tlilkendegives gennem flere
Bladnumre, ellers kan de rent nd stenip-
Jes for at scjle under falsk Flag, saa
vist soin en oprejsende, fclkeopdragen-
do og oplivendo Oplysning kun kan ske
genuem Modersmaalet som det dybeste
Grundlag, og det gælder for hvilket
Folk det saa end er, stort eller faatal-
- ligt. — Tier er nemlig en Follceaand
fvr hvcrt enkelt Folk. Det kommer i
taa Henseendo ikke-anpaa hvor mange
der er i *n Flok, rcen cm den Flok
der bor og bygger sammen er Folk,
mcd eget. Sprog og Karalciermærkcr,
, som cr særdeles kendtegnende for det
som Folkesamfund,
At vore Forfrodre har været et
saadant Samfund, igenriem tu6ind af
Aar, som vi ouduu er det den Dag i
Dag, er tróđs ált hvad der fromføres
fra modsat Side, alđeles givet. Yi kau
derfor ogsaa med fiildgod Ket sige om
os, som aridre Rtørre Folk havđe íor Big,
at vi, vi Færinger,, ogsaacjeen Folkeaand
som er vor\ Det !er noget som vi vil
have Lov og- Ret til at liævde og- vær--
ys om, og noget »om inge? skal fratagi'
os — direkte eiler indirckte — — JUr
vil vi have Selvslyret Her drejer dc.
sig ikko om Kroner og Øre, og heroj.i
skal ilcke disputerea i Forbindelse med
det anførte, inen for at undgaa mulig
Misforstaaelso skal đog tilføjes, at. den
fiuauciello Forbindelso mellem det c-
genlige Danmark og Færøerne, er sa i
absolut til stor aarlig Fordel for He-
veđlaudet, at det saa laugt overstiger
do 3—400,000 Kr. som »Dimmalæt-
ting« udrøgnor, at den daiæke Stats-
kasse tilskydor Færøerne. Jeg kan ik-
ke inđse andet end at dot er gri.mt, at
bruge Pcngespørgsmaalet mnllem Dan-
mark og Færøerne som Blaar i Øjnone
paa færøske Vælgere, saalođes som
Biadet »Dimma.« gor, thi det er eu
saa íalsk og usand Forklaring, at sely
don allermest uvidende Skolelærer skul-
de skamme sig ved on 3aadan Adfærd.
Netop hor kan de to ny Blade foro
an ved den Tone de liar begynđi:
Alle Fceringer forlange at anerkendes
som Fceringer, hverkon mer eller miii-
dre, som et Folk af den fællos nordi-
cko Folkestamme i politisk Forbindelso
med en storro Gren af denne.
At anerkende detto, er ot. ufravi-
geligt Ivrav til allo Nutidens Danskere,
og jog ved, at der er mange godo
dnnske Kvindor og Mænd, som fulcl,.
ud gør det, men jeg ved ogsaa at
mange Datiske liavo glerat gárale
Grundtyigs bekendto Udraab »Frihed
for Loke saavel som for Thor«.
Sandheden er imiđlertiđ den, at,
dct danske Folk i sin Holhed staar
fulđstrendig nvldende om Spørgsmaalet
Dansk- Færask, medens onkelte Danskp-
re og vore egne Landsmæađ bruge dct
at jungløve med som Taskenspii-
lere til Formaal, de solv maa kende,
men ukendt for os andre, eller som
Amtslæge Kaj Jenson Ingbøl, der ser
sig selv i Storhsds Luftskyor i »0|ida-
gelsen af Mulegjov«, hvilken Gjov
imidlertid har været kendt i allo Ret-
ninger i Iíundreder af Aar før nævnte
Læge saa Dagens Lys i sit gamle be-
skedne Føđehjem. Vod Foreningsmoder
er Emnet saa udmærket til Grin og
Morskab, at selv i Cirkus Variete
klappos der ikke bodre end eftør »ot
Foredrag om Færøerne«.
Jeg har hort nogle af disss »Foro-
drag«, og jeg kan forsikre paa, at
Skive- Hánsen staar som en ren Skinlce
ved sin Fremstilling af Færøerne, mod
disse. Er vort officiolle Blad »Dim-
iiia«s politiske Fromstilliug mere sand-
færdig? o. s. v. •
Paa đen Maade er det danske
Folks Bevidsthed om Færoorne indflet
tet i et Yæv af Logn, som det ved den
mer eller mindre officidle Fremstilling
*er berettigef ,> til . at ty.o. psta som den
eneste gyldige Sandbed. Det er i San'dked