Norðlýsi - 24.03.1916, Qupperneq 1

Faz'to Ai.Tgs.ng. Ksr. 1!).
1ÍIRKEWS BBTY»3ÍIÍÍ«.
af Elieser Olsen'.
II.
B?.í egenlig kirkeligc Sj'uspunkt.
Kirkeus Iiru'dekoramen af Mecneskers
religiøseBehov má nødvenigfii' »ke pk
vii?80 Máader og niidervisso Forvnef, der
<la iip'øsom et yđre Klædebpn onialut-
ter det inrlrø og væsenlig-e; og det er
i det lielo pa đette yđfe, det formale
Oinraa.de, at Kirkens ogonlig kirkeliffo
Betyđning ligger. Enhver almindelig
Gudstjenesto frombyđer tyđeligt. nok
disso t.o fíidcr. Sidđer man saalodes i
Ivirken og liorer en Pratken, er der fpr-
uđen det liorto Crd ogsfi sá mapg'o andie
'Ping, dor kan faíngslo Opmrerksomheđer,
sásom Præstens Períon, liaris særegne’
Páklajdning', lians Mádo at talo cg værø
pá, Kirkens Udstyr 'og Udsoeiiđe, don
lyttonde Menig'hod (>.■ s. fr.; men lukker
man Øjncne for }>á don Máda at fri'gø-
vó síg for alt đotto uvedkommepdø og
forstyrrende, og' sainlør man sáledos sá
vidt muligt al sin Opmærkfiomhed for
mod et ábent Sínd at modtage og op-
fatto det horte, đa er man i hole den-
ne Oplovelse med dena brydende Tanker
og dens aindsbevægende Stepminger i
sá udpræget Grad sora overhovodot
muligt uuder Inđflydelss^ af Kirkons
religiøse Bctydning. Abner man sá
Øjneno igen og stiller sig modtagondo
ovei'for ethvert Indtryk, er dor áltsá'
r-á meget, der kan læg-go Beslag pá
Opmærksomhedon, sá moget og sá for-
skeiiigartet, iige fra Præstøns Person
og til Kirkeklokkons Klang. Idet helo
dette fárverige Biliede af selve Kirkens'
enkle eller edslo Pragt, Præstens Al-
vorsfulde Skikkelse, Saugon, Musiken,
Skikke og Cereinonier oprniler sig for
os,—- i alle do saaledes fremkaldte veks-
lmide Stemninger er vi under Indfly-
delse af Kirkens lcirkelige Botyd-
ning.
Donnc Kirkens kirkoiigo Betyd-
Kkluv'x'. I'rsCíj? 24. Marís 1818. Fir* Sidrr.- Syv Øre
ning hestár i dcns Evne til af bevæge
Mtnneskers Sind, i dens Stemningsrig-
rigdoni’, i dens Poesi. Allerede selve Kir-
kehuseta særegne Porm og Udseenđo
stemnier alvorligt, Og det betrædes med
JErb.ođighed. Præstens værdigo ,Erem-
træder., hans ejenđoinmelige Klædedragt,
haris afmaalte Stemme, hans rolige
Gang o. s. v., alt sætter ós i en egen
hfjtiđelig Stemning, baígende . her' og
der med de ákiftende Inđtryk,— indtil
de alvorstuíde, stronge, formanende, trø-
fiteinie, ' opmuntrende, forjættende Ord
lydcr, llgofiom kom de fra en andeu
og bcđre Vefđen. Her standses Stom-
ningornes'Leg, og Arbejdet kalder, —-
en stille Tiine i andágtig Lýtten til
de heiiige Orđ, i indro Overyejelss og
fíegen cfier don Sjælefred og Harmo-
ni r.ndci' alla Li'vets Tilskikkólser, dor
er Mnie't. 'Omsider' lýder det sidst.e
Amen’.y og Sindet fálde'r hen i en vol-
kórinntín Hvile' for ot Øjeblik, indtil
Sángen óg MuS'iken tóner frem-fra alle
Siđer óg .pány kajder Opmærksomheden
íinive. Mo'n nu er vi átter inđe i den-
rio Leg af Steriminger, en overvejendo
passiv Tilstarid, hvor Sindet viíjeløst
lader sig bevægo áf Sángens dragendo
Magt. Uer gives i og for' sig 'eh Mang-
íbidighed' af de lierfigste Salmer; nien
hvor skonne de eiiđ otár paa Salmebo-
gons livido Blade, livergang man
slnár deri op,—livad er det dog al't
inmd Kirkená hundredstemmige Kor,
iedot áf do bledp OrgeltoperJ Hvilken
gribende Magt ligger der ikko i dette
Brus af Saug og Musilri En Jule -,'
en Paaskomorgen! Hvilken vidnnderlig
Mangfolđighed af fint nua.ncoredo
Stemiringer raador ikke Kirken over i
gine Salmer! Intet ITnđer da at San-
gen spiller en saa * gemiemgi ibendo
Eoljje saavel ved den egerilige Oudstje-
neste som ved de forskellige kirkelige
Handlinger. Ildet disse efterhaanden
mer og mer liar mistet deres religiøse
Betydning og hlivor til blotte Cemno-
nier, gaar de dermed over til at have.
blot kirkolig, ceremoniel Botydriing og
oger aaaledes Kirkens Poesi. Religios
Botydning kan ikke yainl.idig værø kir-
kelig Betydning; nnder đen religiest
bevægede. Oplev.else er Sind og Tanke
anspændt, der udfoldes en vis Energi,
gøres et vist Arbojde, men hvor den
religioso Botydning . faíder bort, ses der-
med den Bamme. Oplevolse i ot helt anđet
Lys; det der fø.r. banđt Energien, er ikke
lienger, og ved Hjælp af denne før
bnndne Euergi ppfattos Ceremonien ri-
gero og rígore i sin hsle Stemningsfylde.
Det religiøst bevægede Menueske f. Eks.,
dor under đon skpnna og Iiojtidelige
Messesang sicler liensunken i Bon, kan
ikke næ'r paa Bammo , Maade opfatto
Situationens Poosi som đen, der i
Øjebii.kket giver sig đens rige Stem-
ninger i Vold. Og saslsdes i dot helo
taget; for đen ene er f. Ek*. en Vielso
fø.rst og froinmast on vigtig religiøs
Handling, for den anden -en fostlig’
Olædtuwv (Jcrempnl; Alteíg.ingen íor den
ene et. Trin, paa Vejon ti! Salighedan,
for den anđen aander deu al Kirkens
Hemmeligiied&fniđhed og Síystik.
SÍRii aer sálodes, at der e-r eu uđ-
præget Porskd mellem det religiøse og
det kirkelige. De religiøse Porestillinger,
eller Lærdopime kan vel, ,være íor-
skellige for do fprskellige Maanc-
sker, endnu mere for . forøkellige
Grupper af Mennesker,. atter end-
nri møre for fórskellige .Samfuud, Fol-
keslag, KuUuror .o. s. fr.; men, far
hvert enkelt troende. Merineeke etár clc^
som uhetingede SaiKlhedpr, de st.ár lige
sá fast som 'aplve Virkelighe.ien. Omen.l
disse Lærdonnne mærkeligt nok I: m
ændres betydeligt i Tidens Lob og end-
og lielt opgives, stár de — i det erricelt.e-
givne Øjeblk — boíh npget u f o r a n
d e r 1 i g t, soin » Sandheden «, do r gæl -
der for Livet og ef tor dette. Det k i r -
k e 1 i g e derimođ er ikke præget af
nogen Nødvenđigheđ, det er i Forliold
til det religiøse, om man sá má sige,
rønt Menneskeværk og er som sáđant
tilfældigt og f o ran d o r 1 i g t. U-
den Tvivl gives der sá ándsbuudne og
ufri Mennesker, at do i deres Præst.
og, deres Kirko tor noget sá ophojet og