Sagnir - 01.06.2000, Blaðsíða 70

Adam Wagner
ER FÆDDUR ÁRIÐ 1975- HANN LAUK BA PRÓFI FRÁ
KAUPMANNAHAFNAR HÁSKÓLA SUMARID 2000.
Adam stundar nú meistarnám vid sama
SKÓLA OC HEFUR VERIÐ SKIPTINEMI VIÐ HÁSKÓLA
ÍSLANDS VETURINN 2000/2001.
DaNSK IDENTITET I DEN
TIDLIGE MIDDELALDER
I 1991 udkom Dansk identitetshistorie' som var det
forste egentlige værk, der forsogte at indkredse
emnet „national identitet" i Danmark gennem
tiderne. Behandlingen af emnet rakte dog ikke
længere bagud i tid end 1550. Siden har flere danske
og udenlandske historikere beskæftiget sig med
forekomsten og karakteren af dansk, national
identitet i forskellige historiske perioder; sáledes
ogsá i middelalderen. Det forelobige resultat má
siges at være, at der i en eller anden forstand har
været en dansk identitet i middelalderen, uden at
emnet dog kan siges at være færdigbehandlet eller
udtomt.
Emnet „national identitet" har de sidste ti árs tid
ogsá været populært i fx aviserne, hvor debattorer og
meningsdannere gerne udbreder sig om den
nationale identitets historiske udvikling. I sádanne
populære eller polemiske fremstillinger ser den
fremherskende opfattelse dog meget entydigt ud til
at være, at nationer i det hele taget - og dermed ogsá
den danske - er moderne konstruktioner opstáet efter
den franske revolution. Sáledes ser billedet, der
præsenteres i offentligheden, ikke ud til at
harmonere med de forsigtige konklusioner, man
ellers forelobigt má drage af forskningens resultater.
Typisk var fx udstillingen „Mythen der Nationen",
der blev vist i Deutsches Historisches Museum i
Berlin forste halvár af 1998. Her præsenteredes EU-
landenes samt enkelte ansogerlandes nationale
myter fra forrige árhundrede. Selvom mange af
myterne er af langt ældre dato, hævdede udstillingen
og den tilhorende katalog,2 at myterne forst sent var
blevet formet som „nationale myter" som led i en
moderne nationsbygningsproces. Som et eksempel
pá en dansk national myte var medtaget en
romantisk afbildning af opforelsen af Danevirke
under Thyra Danebods ledelse.
Fagligt set er behandlingen af sporgsmálet om
dansk nationalbevidstheds rolle, karakter og
udbredelse i tidlig dansk middelalder endnu langt
fra tilstrækkelig. Opfattelsen i offentligheden er
tilsyneladende, at en sádan ikke eksisterede i formoderne tid.
Dette og hint sammenkoblet med en ellers i tiden udbredt
interesse for emnet giver altsá god grund til at soge yderligere
afklaring af sporgsmálet om danskhed i den tidlige
middelalder, hvilket denne artikel vil forsoge at bidrage til.
Nedenfor vil problemstillingen formuleres nærmere, og en
losning pá denne vil derefter soges ved gennemgang af to
danske kroniker fra den tidlige middelalder, hvilket vil
efterfolges af en sammenfatning og en konklusion.
Eksisterede der et dansk folk i middelalderen? For at kunne
besvare dette skal det opklares, om folgende ud fra datidens
kilder at domme var til stede: En dansk navngiven gruppe, med
opfattelse affælles byrd og herkomst, der besad en fælles erindring
eller historie, havde fælles sprog, tro og skikke og havde
tilknytning til etfælles historisk omrade, hjemland ellerfædreland og
dertil havde en fællesskabsfolelse eller nationalbevidsthed for
afgorende dele af befolkningsgruppens vedkommende.
To kroniker fra den tidlige middelalder
I det folgende vil to kroniker fra Danmark blive behandlet:
Ælnoths Kronike og Saxos Danmarkshistorie. Da pladsen er
begrænset, kan der ikke behandles flere, og de to er da udvalgt
ud fra onsket om at favne nogenlunde vidt for at sikre
udsagnenes bredde. Meget kort sagt er Ælnoths Kronike skrevet
af en engelskfodt præst og Saxos Danmarkshistorie kendt for sin
forherligelse af kongeslægten.
Man má gá ud fra, at forfatteme, hvilke mál de end mátte
have med deres kroniker, i en eller anden grad afspejler
holdninger, der ogsá har været delt af andre i deres samtid. Man
má naturligvis vurdere hvilke, der har været del af en mere
almen forestilling og hvilke, der er specifikke for det enkelte
værk. Hvad forfatteren uudtalt og som en selvfolge antager at
være alment akcepteret og ukontroversielt, har sandynligvis
ogsá af andre samtidige været opfattet sádan. Nár en forfatter fx
nærmest refleksagtigt benytter sig af pronomenet „vi" om et
bestemt etnisk fællesskab, viser det, at han som en selvfolge gár
ud fra, at i hvert fald et bredere samfundslag vil forstá
pronomenet pá samme máde som han.
68