Sagnir - 01.06.2000, Blaðsíða 73

ledemotiv er Saxos onske om at sidestille Danmark og
Romerriget; Danmark skulle fremstilles som en ældgammel
kulturnation pá hojde med Rom. Helt konkret afspejles dette i
Danmarks konkurrence med det Tysk-romerske Rige, som blev
set som en forlængelse af Rom.31 Sáledes bliver den stadige
kamp mod tyskerne ogsá en del af kompositionen. Et andet
gennemgáende motiv er patria, fædrelandet, selv, som Inge
Skovgaard-Petersen kalder værkets „egentlige hovedperson".32
For Saxo betegner patria forst og fremmest Danmark men kan i
enkelte tilfælde betegne kongen og hans folge.33 Et tredie motiv
er kongen og hans slægt. Saxo nævner selv i fortalen, at det er
kongens, Valdemar Sejrs, forfædre, han her vil berette om. Men
han nævner ogsá, at det er danernes bedrifter, han vil fortælle
om.34 Sáledes er Danmark, kongen, kongeslægten og det danske
folk tæt forbundne storrelser og er det teksten igennem.35 Sverrir
Jakobsson hævder dog, at Saxo med sit værk ikke forsoger at
genspejle den almindelige mentalitet men at forme den ved at
opmuntre til enhed blandt kongens undersátter pá et nationalt
grundlag. Saxo formidler altsá en kongepatriotisme.36 Sverrir er
derfor skeptisk over for brugen af Saxo som kilde til det han
kalder popular identity,37 Sverrirs indvendinger mod Saxo som
kilde til samtidens opfattelse, hvad angár nationaliteten og
tilknytningen til kongemagten, má naturligvis tages til
efterretning. Der kan da heller ikke være nogen tvivl om, at
Saxo forsoger at styrke kongemagten og kirken og vel heller
ikke, at fædrelandet er af hojeste vigtighed for ham. Men at
dette skulle udelukke en nationalbevidsthed, ogsá i bredere lag
af befolkningen, er vel ikke givet pá forhánd. Muligvis er Saxo
propagandist; men det er en dárlig propagandist, der ikke slár
pá noget i forvejen akcepteret - det nye skal ind ved hjælp af det
gamle. Man kan sporge, hvorvidt det er ideen om Danmark og
danerne som eet rige og eet folk, der skal sælges ved hjælp af
kongeslægten, eller om det er den siddende kongeslægt, der
skal legitimeres ved sammenknytning med danerne og
Danmark. Vist er den rode trád i værket kongefolgen, men
kongen er ikke en losrevet storrelse: Han er danernes konge.
Hans legitimitet er danerne og Danmark - disse er henholdsvis
hans fundament og ramme.
I ovrigt ser det ud til, at Saxo ganske enkelt har set verden
som inddelt i folkeslag med disses lande og konger; og eftersom
det nok ikke er sandsynligt, at Gesta Danorum er skrevet for at
udbrede selve ideen om nationers eksistens, má man gá ud fra,
at det vitterlig er en del af Saxos verdensbillede - dermed má
forestillingen om danerne med Danmark og danernes konge
som noget naturligt ogsá være en ærlig, ukunstlet
overbevisning fra Saxos side. Har han virkelig stáet alene med
dette syn pá verden? Selvom det ganske givet ikke er Saxos mál
at afspejle samtidens mentalitet, virker det usandsynligt, at han
ikke alligevel skulle komme til det. I det folgende har jeg af
pladshensyn kun behandlet et lille udpluk af alle de saxocitater,
der ville være relevante for emnet.
Fædrelandet
Saxo nævner fædrelandet (patria) utallige steder. For at fá vished
for, hvad der mere præcist ligger i begrebet, kræves en nærmere
undersogelse. Det forste sted, det nævnes, er i begyndelsen af
Fortalen: „Eftersom andre nationer [nationes] plejer at bryste sig
af deres store bedrifter og fryde sig ved mindet om deres
forfædre [maiores], kunne den danske ærkebiskop [Danorum
maximus pontifex] Absalon, der altid glodede af iver efter at
forherlige vores fædreland [patria nostra], ikke bære tanken om
at dette land skulle snydes for den form for berommelse og
eftermæle."38 Ordet natio anvendes her tilsyneladende om de
organiserede samfund og ikke om folkeslagene. Fædrelandet
karakteriseres som „vores", hvilket viser Saxos
tilknytning. Men hvem „vi"dækker over, fremgár
ikke af denne sammenhæng; det kunne være
indbyggerne i det hele taget sá vel som danerne som
folk. At ærkebiskop Absalon derimod kaldes „den
danske ærkebiskop" (eller máske snarere: Danernes
ærkebiskop) er bemærkelsesværdigt.39 At
fædrelandet er Danmark, fremgár dog i ovrigt af
Fortalen; yderligere fremgár det ogsá, hvad
fædrelandet Danmark dækker over. Saxo beskriver
nemlig „vores fædreland" (nostra patria) og dets
beliggenhed.10 Jylland beskrives forst og fortælles at
strække sig helt til „det tyske omráde" (Theutoniæ
fines (vel egentlig: „Tysklands omráde")), hvorfra det
er adskilt af Ejderen. Herefter nævnes Lille Frisland
(i.e. Nordfrisland), som tilsyneladende ikke er en
integreret del af Danmark heller, selvom det ligger
nord for Ejderen. I hvert fald skelnes der mellem
Jylland og Lille Frisland. Herefter nævnes Fyn,
Sjælland, Skáne, Halland og Blekinge.41 Danmark er
ikke defineret af den danske konges magtomráde,
idet Saxo just forinden har rost Valdemar Sejr for at
have udstrakt „riget" ([regnum) helt til Elben42 - og
fædrelandet Danmark gik jo kun til Ejderen. Derfor
betegner regnum i denne forbindelse snarere
kongemagt eller herredomme; i hvert fald er regnum
her ikke sammenfaldende med nostra patria eller
Dania.
Danske landsmænd
Dette fædreland burde man være tro imod ligesom
mod sine landsmænd: Saxo refererer Frode
Fredegods love, der stod som toppen af visdom,
mytiske som de var. En af bestemmelserne heri hed
ifolge Saxo: „En landflygtig der blev en fjende af sit
eget fædreland [patria sua] og bar skjold mod sine
landsmænd [cives], mátte bode med liv og
ejendom."43 Forbrydelsen var altsá det, at man blev
fjende af fædrelandet og landsmændene. Hvem disse
landsmænd er, kan man ikke se herudaf, andet end at
de altsá var borgere i riget. Af en anden af Frodes
bestemmelser hedder det imidlertid ifolge Saxo:
„hvis en dansker [Danus] blev dræbt af en udlænding
[alienigena], skulle to udlændinge [extranei] bode med
livet for hans dod."44 Alienigena kan ligesom extraneus
ogsá kun oversættes med en udlænding eller en
fremmed, sá betydningen er klar. Denne tankegang
afspejler jo ikke sá meget direkte retfærdighed som
den afspejler gruppeidentitet, eftersom
bestemmelsen jo ikke engang siger, at det er de
skyldige, der skal slás ihjel; to udlændinge for een
dansk.
Men hvem regnedes da som daner? En
bemærkning i fortællingen om Brávallaslagets
efterspil giver et fingerpeg: Den svenskindsatte kong
Ole viste sig brutal, hvorfor 12 fyrster heriblandt
Vithne forberedte et attentat mod ham: „Den sidste
[VithneJ var ganske vist sat til at herske over
venderne, men horte alligevel til danskerne af fodsel
[Danos tamen origine contingebat].",s Dansk var altsá
noget man var af fodsel. Endvidere giver Saxos
fortælling om Erik Ejegod (1095-1103) pá besog i
Konstantinopel et uddybende indblik i, hvem der
regnedes for daner. Da kongen besoger den græske
kejsers livvagt, væringegarden, der jo bestod af
71