Sagnir - 01.06.2000, Blaðsíða 78

Sagnir - 01.06.2000, Blaðsíða 78
Men efter at have fáet nogle frynsegoder og undtagelser i forhold til andre lensmænd aflægger han dog ed. Kongen bliver lovet vendernes land og slipper ekstraordinært for at skulle stille tropper og lignende. I ovrigt: „Hans son og umiddelbare efterfolger pá tronen ville det stá frit for at fraskrive sig de betingelser der havde bundet hans far, for der skulle ikke være tale om et arveligt lydighedsforhold som skulle binde det danske folk [Danorum gens] for tid og evighed."69 Kongens binding ses altsá som det danske folks binding. Kongens lensforhold til kejseren opfattedes sáledes ikke som personligt men som folkets. Kirkens danskhed En lignende ulyst til at ligge under for udlændinge ogsá hos kirken i Danmark ses af Saxos omtale af biskop Asser (ærkebiskop 1104-1137), der tager affære efter Erik Ejegods bandlysning: „Nu var han [Asser] sá forbitret pá sin modpart at han ikke kunne finde sig i at den hjemlige kirkes værdighed var underlagt en udenlansk kirkes myndighed [extemum sacerdotium]. Derfor vendte han tilbage til Rom og ansogte om at han selv sável som hans rige og dets kirke [tum etiam patriam ac domestica sacra] blev befriet fra den sachsiske overhojhed, sá han ikke var tvunget til at rette sig efter fremmede folk [exteri] i kirkelige sager eller nodvendigvis skulle hente kirkens forskrifter fra udlændinge [ab alienigenis]."70 Erik Ejegod fulgte sagen om uafhængighed af Hamborg op: „For at danskerne [Dani] kunne blive fri for at forvalte deres kirkelige opgaver under en udenlandsk biskop [externus pontifex], sorgede han nemlig for at der blev sendt en delegation til den pavelige kurie for at anmode om det ærkebiskoppelige værdighedstegn der skulle smykke vores hjemlige [domestica] kirke. ... Og han [kuriens udsending] nojedes ikke med at losrive kirken fra den sachsiske overhojhed, han lagde ogsá den svenske og den norske kirke ind under den. Det er faktisk ikke sá lidt Danmark [Dania] kan takke Roms velvilje for, ikke alene selvstændighed, men ogsá herredomme over andre lande."71 Kirkens frihed for „sachsisk overhojhed" er altsá lig Danmarks selvstændighed. Sáledes opfattedes ikke kun kongens uafhængighed af kejseren men ogsá kirkens uafhængighed af Hamborg som garant for det danske folks frihed. Opsummering i hovedtræk: For at lette opsummeringen vil de behandlede tilfælde og resultater blive delt ind i grupper defineret ud fra problemformuleringen. En navngiven dansk gruppe: Begge de her behandlede kroniker opererer meget tydeligt med den navngivne gruppe danerne. Danerne optræder som en fast enhed, der handler pá egen hánd. Hos Ælnoths behandling af Harald Hen var det fx daneme, der valgte og udpegede kongerne. Hos Saxo sá vi fx, hvordan Frode Fredegods love krævede to udlændinge sláet ihjel for hver dansk, der blev dræbt af een udlænding, og vi sá, hvordan han lod kong Ring skelne mellem kvindagtige tyskere og vendere v 1 Domkirken i Lund. Blev 1104 gjort til Nordens ærkebispesæde. pá den ene side og daner pá den anden, selvom de kæmpede i samme hær. Opfattelse af fælles byrd og herkomst: Báde Ælnoth og Saxo gár tydeligvis ud fra, at danerne (og folkeslag i det hele taget) er internt beslægtede, og at man var dansk af fodsel. Ælnoth fortæller, hvordan danerne skelnede skarpt mellem sig selv og de tilrejsende; Ælnoth er selv et eksempel pá en sádan, idet han jo ikke regnes for dansk efter 24 árs virke i landet. Han regnede ogsá sig selv for udlænding og omtaler det danske folk som „deres folk". Saxo havde historien om Vithne, der nok var vendernes hersker men var dansk af fodsel. Endvidere modte vi danerne i Konstantinopel, der stadig var daner p.g.a. deres oprindelse, og hvis tilhorsforhold altsá ikke bestemtes af, hvilken hersker de tjente. Endelig opererer Saxo meget tydeligt med danemes „forfædre", hvorfor danerne folgelig er beslægtede. Fælles erindring eller historie: Alene kronikernes opbygning viser opfattelsen af en fælles dansk historie, og de giver hver især deres udlægning af denne erindring. Ælnoths mál er dog ikke at fremstille historien, men han gár dog alligevel tilbage til Magnus den Godes tid. Saxo starter sin fremstilling langt tilbage i den tágede fortid; hans fortælling startes ved danernes samling under kong Dan og er altsá helt tydeligt en fælles dansk historie. Herudover sá vi Saxos eksempler pá fælles erindring og dens betydning i kamp. Saxo fortalte om den fremmede brite, der kunne opildne „vore folk" ved at fortælle om „de gamles bedrifter". Saxo soger selv at benytte sig af dette opildnende kneb ved direkte at sammenligne Thyras Danevirkebyggeri med Valdemars og Absalons. Fælles sprog: Báde Ælnoth og Saxo viser, at de er opmærksomme pá et fælles sprog. Ælnoth betegner fx islændingene som gruppe med eget sprog, der var forskelligt fra dansk og norsk. Saxo definerede bl.a hos kejseren i Konstantinopel danerne som dem, der talte dansk. 76
Blaðsíða 1
Blaðsíða 2
Blaðsíða 3
Blaðsíða 4
Blaðsíða 5
Blaðsíða 6
Blaðsíða 7
Blaðsíða 8
Blaðsíða 9
Blaðsíða 10
Blaðsíða 11
Blaðsíða 12
Blaðsíða 13
Blaðsíða 14
Blaðsíða 15
Blaðsíða 16
Blaðsíða 17
Blaðsíða 18
Blaðsíða 19
Blaðsíða 20
Blaðsíða 21
Blaðsíða 22
Blaðsíða 23
Blaðsíða 24
Blaðsíða 25
Blaðsíða 26
Blaðsíða 27
Blaðsíða 28
Blaðsíða 29
Blaðsíða 30
Blaðsíða 31
Blaðsíða 32
Blaðsíða 33
Blaðsíða 34
Blaðsíða 35
Blaðsíða 36
Blaðsíða 37
Blaðsíða 38
Blaðsíða 39
Blaðsíða 40
Blaðsíða 41
Blaðsíða 42
Blaðsíða 43
Blaðsíða 44
Blaðsíða 45
Blaðsíða 46
Blaðsíða 47
Blaðsíða 48
Blaðsíða 49
Blaðsíða 50
Blaðsíða 51
Blaðsíða 52
Blaðsíða 53
Blaðsíða 54
Blaðsíða 55
Blaðsíða 56
Blaðsíða 57
Blaðsíða 58
Blaðsíða 59
Blaðsíða 60
Blaðsíða 61
Blaðsíða 62
Blaðsíða 63
Blaðsíða 64
Blaðsíða 65
Blaðsíða 66
Blaðsíða 67
Blaðsíða 68
Blaðsíða 69
Blaðsíða 70
Blaðsíða 71
Blaðsíða 72
Blaðsíða 73
Blaðsíða 74
Blaðsíða 75
Blaðsíða 76
Blaðsíða 77
Blaðsíða 78
Blaðsíða 79
Blaðsíða 80
Blaðsíða 81
Blaðsíða 82
Blaðsíða 83
Blaðsíða 84
Blaðsíða 85
Blaðsíða 86
Blaðsíða 87
Blaðsíða 88
Blaðsíða 89
Blaðsíða 90
Blaðsíða 91
Blaðsíða 92
Blaðsíða 93
Blaðsíða 94
Blaðsíða 95
Blaðsíða 96
Blaðsíða 97
Blaðsíða 98
Blaðsíða 99
Blaðsíða 100
Blaðsíða 101
Blaðsíða 102
Blaðsíða 103
Blaðsíða 104
Blaðsíða 105
Blaðsíða 106
Blaðsíða 107
Blaðsíða 108
Blaðsíða 109
Blaðsíða 110
Blaðsíða 111
Blaðsíða 112
Blaðsíða 113
Blaðsíða 114
Blaðsíða 115
Blaðsíða 116

x

Sagnir

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Sagnir
https://timarit.is/publication/1025

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.