Sagnir - 01.06.2016, Side 276
textann — sem gæti haft allt annan þekkingar- og menningarbakgrunn en lesandinn.
Hér komum við að kenningunni um þætti tungumálsins í því milda samhengi sem
kallast mætti raunveruleiki.4 Engan veginn er þó hægt að útiloka að einhvers konar
merking gæti verið til án mngumálsins, t.d. þekkir ómálga hvítvoðungur mikilvægi
móðurbrjóstsins, en dýpri skynjun — skilningur - verður dl með fulltingi málsins.
Kröfunni um að segja sögur hefur þó einnig vaxið fiskur um hrygg, þeim sem
ekki áttu sér rödd áður hefur gefist tækifæri til að segja sínar sögur, sem jafnvel
þurfa ekki að vera algerlega sannleikanum samkvæmt, enda aðferðirnar við að afla
þeirra um margt gerólíkar heimildarýnihugsun Rankes og Niebuhrs. Krafan um að
tekið yrði tillit til sífellt fleiri og fjölbreyttari hópa varð sífellt háværari. Meðal þess
sem blasir m.a. við í hugarheimi þriðju bylgju femínista er áherslan á fjölbreytileika
veraldarinnar sem veldur því að baráttan þarf að vera fyrir alla þá sem á einn eða
annan hátt eru undirokaðir eða jaðarsetdr.5 Hugmyndafræði feminista snýr því ekki
lengur aðeins að konum, enda viðurkennt að þær geta verið mismunandi. Því hefur
fjöldi viðtekinna hugtaka eins og kyn, kona, feðraveldi o.fl. verið endurskilgreind
enda skipta þættir eins og kynstofn, kynhneigð og hæfi sömuleiðis máli. Ef við
færum sh'ka hugsun inn í mögulegan raunveruleika er óhætt að fullyrða að nánast
allir séu á einhverri stund eða stað í þeirri stöðu að tilheyra minnihluta eða vera
rækilega settir til hliðar.
Textanum eða samhenginu sem fjallar um þessa heimsmynd mætti h'kja við
vefnað — við langrefil ofinn af fjölda spunameistara — úr ótal orðum og orðræðu
í bland. A reflinum gefur einnig að h'ta atburði, endurtekningar, ummyndanir og
endurraðanir - sífellt ghttir einnig í höfundinn.
Fyrir fjórum áratugum voru hugtök á borð við póstmódernisma og síðnýlendu-
fræði varla til í orðaforða hug- og félagsvísindamanna en hafa öðlast sterka stöðu
meðal þeirra síðan, ekki síst innan bókmenntafræðinnar.6 Það sést best í miklum
fjölda ritverka sem endurspegla áður ókunnan veruleika í löndum sem áður voru
undir handarjaðri Evrópumanna. Þó virðist hluti kenningar síðnýlendustefnunnar
snúast um hnignun/hrun þjóðlegra bókmennta, sem virðist þó ekki blasa við.7
Hugarfar, sem á rætur sínar í síðnýlendufræðum, hvetur vísindamenn til að horfast
í augu við framkomu þeirra forðum og ýtir undir endurmat á meðferð muna
sem þá fundust. I hugarheimi póstmódernista er flest dregið í efa og afbygging,
afmiðjun, rof og sundrun eru meðal einkunnarorða þeirra, samhengi er tortryggt
og einfaldleika tvíhyggjunnar er hafnað alfarið. Gráir skuggar heimsins eru feikna-
margir, ekki aðeins fimmtiu. Raunveruleikinn er ekki einn og heildstæður heldur
skapar orðræðan hann. Hin vísindalega skoðun hvetur sömuleiðis til þess að
4 Franski sálgreinirinn Jacques Lacan, samtímamaður Michel Foucaults, talaði í þessu samhengi um
„raunina“ (f. réet) — mætti kannski allt eins nota orðið „reynd“?
5 Sjá Susan Hekman, „Feminism“, Tbe Routledge Con/panion to Criticaland Cultural Tbeory (2. útgáfa),
ritstj. Paul Wake og Simon Malpas (London 2013), bls. 104-106.
6 Apollo Amoko, „Race and Postcoloniality“, Tbe Routledge Con/panion to Critical and Cultural Theory,
Ritstj.: Simon Malpas og Paul Wake, 2. útg (New York 2013), bls. 140.
7 „Race and Postcoloniality“, bls. 140.
276