Dansk-Islandsk Kirkesag - 01.04.1936, Blaðsíða 9

Dansk-islandsk Kirkesag
9
lovende Begyndelse i Vartov og andre Steder, men
som nu ofte synes at være mere udartet end fortsat.
Ikke at Islænderne bør blive »Grundtvigianere«!
Nej, de maa helst vedblive at være sig selv, have deres
egen Folkelighed og deres egen Folkemenighed. Skønt
Grundtvig er nordisk som faa, er der dog ogsaa ved
ham noget særlig dansk, ja sjællandsk, ja, rent per-
sonlig ejendommeligt, desuden noget tidsbestemt, saa
vel kan Islændere lære adskilligt af hans folkelige
Syn, men ingenlunde alt. Det samme gælder hans
Salmedigtning, af hvilken vel mere kunde omplantes,
men ikke alt.
Derimod kan jeg uden Forbehold ønske hans Me-
nigheds-Syn, hans sakramentale Kristendom, videst
mulig Udbredelse over hele Kristenheden, og af den,
tror jeg,Island kan lære mest.
Med stor Kraft har han selv vidnet om den, og
med et vidunderligt profetisk Klarsyn har han her
skuet tilbage gennem Tidernes Taage og set, hvad
der bar den første Menighed: Troens Ord som selve
Daabens Pagt, oprettet ved Tilspørgsel og Svar, som
selve Herrens Livsord; Nadveren som den himmelske
Ernæring af Livet, saa det ret kan drage Aande i Bøn-
nen i Jesu Navn og finde hjertelig og aandelig Livsop-
lysning, naar dette Naadens Lys kastes over den hel-
lige Skrifts Bogstaver. Alt dette saa han i en saa umid-
delbar Skuen, at han aldrig tvivlede derom.
Dette er ogsaa det største, jeg har skuet og i nogen
Grad oplevet, ikke blot som en af hans smaa Di-
sciple, men ogsaa helt ad mine egne Veje, og efter
Oplevelsen har jeg tilmed naaet den store Lykke at
se med mine egne Øjne, at dette »grundtvigske Dog-
me«, som det med Urette er blevet kaldt, paa ingen
Maade er paa Trods af den gamle Historie, hvilken
tværtimod langt mere, end de fleste aner, bekræfter
det.
Derfor kan jeg jo umuligt fortie mit Ønske om,
at Island i Fremtiden maa faa mest mulig Del i denne
rige sakramentale Naade, saa meget, at det faar sit
eget Vidnesbyrd derom, med sit eget Tonefald, saa vi
Danske kan lære ogsaa deraf.