Dansk-Islandsk Kirkesag - 01.08.1936, Blaðsíða 12
36
Dansk-islandsk Kirkesag.
at bestaa af de mest ansete evangeliske Prædikanter og
udvalgte Medlemmer af de endnu bestaaende Dom-
kapitler. I Begyndelsen af 1537 mødtes dette Concilium,
først i Odense og senere, idet det blev udvidet med
nogle evangeliske Prædikanter fra Slesvig, i Haders-
lev. Resultatet af »Konciliets« Arbejde blev et Udkast
til en Kirkeordning, paa Latin. Udkastet fik Kongen
til Gennemsyn og forsynede det med sine Ændringer
og Tilføjelser, hvorefter han sendte det til Wittenberg
til Gennemsyn af Luther og de andre Reformatorer. I
Juli kom den pommerske Reformator, Dr. Johannes
Bugenhagen, som Chr. III havde ladet hidkalde til at
bistaa ved Reformationsværket, til Danmark, medbrin-
gende Udkastet, som var godkendt af Luther. Efter en
fornyet Revision modtog Ordinansen endelig kgl. Stad-
fæstelse 2. Sept. 1537.
Imidlertid var denne latinske Kirkelov ikke altid
lige nem at føre ud i Praksis. Derfor blev den 1539
oversat til Dansk og vedtaget paa Herredagen i Odense
1539. I Trykken udkom den 1542 under Titelen: »Den
rette Ordinants, som nu sist paa Herre dagen y Ottense
bleff offver set oc besegelet, Huorledes Kircketienni-
sten skal holdis udi Danmarckis oc Norges Riger, oc
de Hertugdomme Sleswig Holsten«.
Vi vil i det følgende lade Ordinansen saa vidt mulig
tale med sine egne Ord. Hvad Reformationen ønskede
at være — ganske bortset fra, i hvilken Udstrækning
Ønskerne blev virkeliggjort — kan ingen andre sige.
Det maa vi høre af Ordinansens egne Ord. Og skal vi i
400-Aaret paany lade os vække og sætte i Gang ved
vor Arv fra Reformationen, er det en af de første For-
udsætninger, at vi simpelthen ikke glemmer at lade
vor danske Reformations egne Dokumenter komme til
Orde og blive hørt midt i alle Mindetalernes Vrimmel.
»Efter at Gud vor Herre haver vel stillet denne
Orlog og Bulder, som nu paa nogen Tid været haver,
og givet Os Vor Herre Faderfaders og Herre Faders
Bige til at styre og regere, da er det vor alle ypperste
og største Vilje1) og Begæring, at vi maatte ophjælpe
*) Heri holder Kongen sig til sin Haandfæ^tning, hvori han havde
lovet »først over al Ting at elske og dyrke den almægtigste