Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1922, Blaðsíða 7

5
Aar kom der en endnu større Flok til Quebec; de fleste af
dem tog Ophold om Vinteren i Byen Kinmount i Ontario;
men mange af dem flyttede om Foraaret til Nova Scotia,
hvor Provinsens Regering havde tilbudt dem Land. Hver
Familie skulde have 100 Acres, hvoraf Regeringen allerede
havde ryddet én og bygget et Bjælkehus. Dette var i det
saakaldte Moosland, som ligger i det Indre af Provinsen.
Det blev beskrevet som en god og frugtbar Egn med
godt Fiskeri og Jagt. Det var bakket og med tæt Skov;
men saa snart Skoven blev ryddet, viste Jordbunden sig
at være stenet og ufrugtbar, og med Jagten og Fiskeriet
var det ikke stort bevendt, de var begge for længe siden
udtømte. Det antages, at der her boede henved 200 Is-
lændere, da der var flest. Kolonien kaldte man Markland,
og' de fleste af Stednavnene var islandske. Regeringen
byggede et Skolehus, og Undervisningen foregik paa En-
gelsk; men der var ingen Præst, saa at præstelige Gærninger
oftest blev udførte af en Lægmand; i de sidste Aar kom
der dog tyske lutherske Præster fra Lunenborg for at for-
rette Gudstjeneste. 1 Begyndelsen var der Arbejde nok ved
Vejbygning og endog i Miner, som laa der i Nærheden;
men det slap op med Tiden, og Nybyggerne blev henviste
bl Oprydningen af deres Land, som gav et meget lille Ud-
bytte. Skønt skuffede og misfornøjede opholdt de fleste sig
dér, indtil de havde erhvervet sig Ejendomsret til det Land,
de boede paa; men saasnart de fik den, solgte de alt, hvad
de ejede, og fulgte deres Landsmænd, som var rejst længere
mod Vest; i 1881 drog de sidste derfra. Ellersvar Klimaet
meget behageligt, og i Grunden befandt de sig meget godt
der, blot der havde været nogen Udsigt til bedre Kaar.
GuQmundur Erlendsson har i sine Erindringer og Forfatte-
ren Johann M. Bjarnason i sine Fortællinger givet interessante
Skildringer af Opholdet i Nova Scotia.
De, som var blevet tilbage i Kinmount, samt de, som
opholdt sig i Rousscau, havde ingen Tilbøjelighed til at