Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1922, Blaðsíða 20

18
1 de forskellige islandske Bygder er Udviklingen fore-
gaaet paa næsten samme Maade overalt; har man hørt om
én, kan man gætte sig til de andre. Alle de vigtigere og
dyrere Redskaber maatte man i Regelen købe i Fællesskab
og hjælpe hverandre saa godt, man kunde; Samarbejdet i
den Henseende har været godt mellem Nybyggerne, og de
har holdt godt sammen. Efterhaanden, som mere af Jorden
er blevet opdyrket og den begyndte at give noget Udbytte,
blev Nybyggeren naturligvis mere og mere uafhængig af
sine Naboer, ejede selv alt det nødvendige til Gaardens
Drift og blev velstaaende — eller ogsaa fik han aldrig
Lykken med sig, maatte stadig kæmpe haardt for Udkommet
uden nogensinde virkelig at forbedre sin Stilling og maatte
endelig mangen Gang sælge Gaarden. Det er den gamle
Historie, som gentager sig overalt i Verden.
Som det er med Arbejdsforholdene, saaledes er det ogsaa
med de selskabelige Baand. Her er ogsaa alt støbt i den
samme Form, og i Regelen følger man det nye Lands Skik
istedetfor Fødelandets. Saasnart Nybyggerne nogenlunde
havde sat sig til Rette et Sted, begyndte de at tænke paa
Opførelsen af et Forsamlingshus, hvor de kunde mødes og
more sig. Ti! Forlystelser stillede man ikke store Krav, det
var lidt Dans, Sang og Lege. Man stiftede Foreninger,
mandlige og kvindelige, alt ifølge Landets Sæd, og skønt
Islænderne ofte har faaet Ord for at være noget uselskabe-
lige, har de i Amerika vist sig meget selskabeligt anlagte,
og i mange Bygder skal de have været førende i det sel-
skabelige Liv, hvor de har boet sammen med andre Folke-
slag. Senere rejste man et Skolehus eller en Kirke i Bygden,
og saa samledes ofte alle selskabelige Foretagender om
dem; Underholdning og Forlystelser blev Menighedens Sag;
»church socials" er meget populære, men om de er virkelig
morsomme, det er en anden Sag. Afholdsbevægelsen har
været meget stærk blandt Islænderne i Amerika, og Grun-
den dertil er vistnok hovedsagelig den, at man snart har