Dansk-islandsk Samfunds smaaskrifter - 01.09.1922, Blaðsíða 27

25
i Tale bruger man ofte engelske Ord paa en latterlig Maade,
og i Skrift møder man ofte engelske Konstruktioner og
Vendinger. Men jeg tror ikke, at noget Folk vilde have
bevaret Sproget bedre, end Islænderne har gjort, og at de
har kunnet gøre det, er det fordi de, skønt Almuefolk uden
Skoledannelse, har besiddet en litterær Kultur, som næppe
findes hos noget andet Folk i den samme Grad. De kunde
alle læse og skrive, og de bragte fra Hjemmet de Bøger,
de kunde tage med. I sin Tale til Nybyggerne paa Ny Is-
land i 1877 sagde Lord Dufferin: »Jeg har ikke været i et
eneste Hjem i deres Koloni, hvor fattigt og uanseligt det
end var, uden at der fandtes et lille Bibliotek paa 20—30
Bind." Under de vanskelige Aar i det nye Land, glemte
de hverken Litteraturen eller Sproget; men det var lettere i
Ny Island, end det har været siden. De lærte det engelske
Sprog og begyndte at have mere Omgang med de Ind-
fødte. Endog de islandske Navne bliver tit forandrede, en
Jonsson bliver naturligvis Johnson, en Gudmundsson bliver
Goodmanson eller alene Goodman, en Benediktsson bliver
Benson o. s. v., eller man bruger Navne afledede fra Egnen,
hvor man blev født i Island, som Bardal, Bildfell o. s. v.
naar Udtalen bare ikke bliver for vanskelig for Amerikanerne.
Familjenavne er naturligvis nødvendige; man kan ikke i
Amerika holde fast ved det gamle islandske patronymiske
System.
Vilde man bevare Sproget, kunde man ikke nøjes med
bare at tale det og læse islandske Bøger; man maatte ogsaa
frembringe noget i Trykken. Forsøg derpaa lod heller ikke
længe vente paa sig. Den 10. September 1877 udkom det
første Nummer af Ugebladet Framfari, redigeret af Sig-
tryggur Jonasson og ejet af et Selskab, i Lund ved Icelandic
River i Ny Island. Der var to Ting, Islænderne altid havde
anset nødvendige for deres Fremtid i Amerika, at have en
t-'gen Koloni og et islandsk Blad. Nu havde de faaet dem;
men som jeg ovenfor har omtalt, gik det ikke ganske godt