Det Nye Nord - 01.01.1922, Qupperneq 4

Side 2
DET NYE NORD
Januar 1922
at den dog paa nogen Maade er udstyret med Myn-
dighed fra de respektive Regeringer til at optræde
samlet. Men ikke desto mindre er Opfattelsen af et
samlet Skandinavien i de sidste Aar bleven langt mere
almindelig i Udlandet, end vi ofte tænker os her-
hjemme. Det skal slet ikke forstaas saaledes, at der
af den Grund sker uheldige Sammenblandinger i kon-
krete udenrigspolitiske Sager. Spanien kender saaledes
udmærket Forskel paa Norge og Danmark o. s. fr.
Men i større og dybere Sager føler man nu ofte Vægten
af »den skandinaviske Fraktion«s Ord.
Skandinavismen har imidlertid ogsaa haft sine kon-
krete Sager. Naar der er Tale om Opgørelsen af særlig
vigtige Spørgsmaal mellem et af de skandinaviske
Lande og andre Nationer, eller om vigtigere Strids-
spørgsmaal indbyrdes, træder den officielle Skandi-
navisme frem og trækker dem til en vis Grad ind
under sig. Og den Betydning for saadanne Sagers
Løsning, der indebæres i Skandinavismens Stilling
dertil, er ofte ikke ubetydelig. Den skandinaviske
Understrøm i saadanne Sager føles særlig ude omkring
i Verden. Her er Betegnelsen »skandinavisk« egentlig
langt mere brugt end herhjemme. Det beviser Be-
vægelsens ubevidste Styrke. —
Sønderjylland, Spitzbergen og Åland.
Det er den moderne Skandinavismes første tre Prøve-
stene. Ved en Gennemgang af det for en Lægmand
tilgængelige Materiale hersker der ingen Tvivl om,
at man fra Udlandets Side — i større eller mindre
Udstrækning naturligvis — har betragtet disse Sager
som »skandinaviske« eller i hvert Fald ønsket dem
løst til »skandinavisk« Tilfredshed. Betragter man
blot Sammensætningen af den internationale Kom-
mission for Sønderjyllands Vedkommende, slaar denne
Tendens os stærkt i Møde.
Spitzbergen-Sagens rolige Løsning nødvendiggjorde
ikke i den Grad Hensynet til de skandinaviske In-
teresser, et Hensyn der selvsagt først tages, naar ved-
kommende Spørgsmaal træder ind i et vanskeligere
Stade. Ålandsspørgsmaalet var, set fra et skandi-
navisk Synspunkt, egentlig saare indviklet. Var det
en Sag mellem skandinaviske Lande indbyrdes? Eller
var det en Sag mellem et skandinavisk Land og et
udenforstaaende østevropæisk Statssamfund? Dette
Spørgsmaals Besvarelse maatte afhænge af Finlands
Stilling til Skandinavien. — Og her er unægtelig et
Hul, der nødvendigvis maa udfyldes inden længe. —
Denne Uvished om Sagens rette Sammenhæng virkede
i hvert Fald paa Udlandet derhen, at det Hensyn,
der ellers plejede at blive taget til udprægede skandi-
naviske Sager, egentlig udeblev.
Spørges der nu, hvad Skandinavismen har udrettet
i de tre store Sager, der saa levende har interesseret
Befolkningerne, maa Svaret blive forskelligt for hver
af dem.
Sønderjyllands Genforening maatte for mig baade
af historiske og politiske Grunde staa som en udpræget
skandinavisk Sag. Den bar i sig et Utal af Spirer, der,
om de var bievne plejede rigtigt, kunde have vokset
op som Træer, der vilde have vakt Beundring Verden
over. Men det skulde ikke saa være.
Fra dansk Side oversaa man, at netop paa en skan-
dinavisk Basis maatte den stærkeste Løsning ligge.
Man var her for travlt beskæftiget med at bekæmpe
hinandens Standpunkter indbyrdes. Og netop af den
Grund optraadte sikkert vore to Nabolande saa vak-
lende. Vi underkender ikke her i Danmark Norge og
Sveriges stærke moralske Støtte, ejheller Befolkninger-
nes og Pressens varmtfølte Sympatitilkendegivelser,
der i saa rigt Maal strømmede os i Møde. Men
trods alt var Skandinavismens Indsats i det sønder-
jydske Spørgsmaal en alt andet end vellykket Debut.
Aarsagerne hertil kan endnu paa nærværende Tids-
punkt ikke helt paavises, men forhaabentlig vil Hi-
storien inden alt for længe kunne fælde sin Dom i
denne saare interessante Sag. —
Spitzbergens Indlemmelse i Norge gav ikke An-
ledning til nogen særlig Prøvelse af Skandinavismen.
Dette kunde sikkert langt lettere være bleven paa-
krævet under Ålands-Debatten. Men som Forholdene
udviklede sig, maatte man nøjes med at konstatere,
at den skandinaviske Understrøm i hvert Fald ikke
har været helt uden Betydning her, hvor den stærkeste
resignerede udfra en heltud retfærdig, men derfor
udenrigspolitisk set ellers yderst vanskelig, Bedøm-
melse af Sagens væsensforskellige Betydning for Par-
terne. For Finland et Livsspørgsmaal i indirekte Be-
tydning, for Sverige (specielt med de nuværende
Statsgrænser) et nationalt Spørgsmaal af direkte, men
iøjnefaldende mindre Betydning. —
Bortser man fra det nu verserende østgrønlandske
Spørgsmaal, hvor et Par diplomatiske Kluntetheder
har vakt en praktisk Harme i Aalesund, men som
dog sikkert ikke behøver at paakalde Skandinavismens
Mellemkomst, har jeg i det foregaaende helt kort
fremtrukket den historiske Side af Sagen. Som det
vil fremgaa heraf, er det altsaa ikke overvældende
Resultater i saa Henseende, den moderne Skandi-
navisme kan opvise. Men den eksisterer i sin skjulte
Form, og den er alligevel med til at danne vor Hi-
storie. Og netop under denne Form maa vi regne
med den og holde af den, dersom man da ikke som
en Castberg lider af udenrigspolitisk Mareridt — eller
det, som værre er. —---------
Men helt uden ydre Drivfjeder gaar selv en saa na-
turlig og sund Bevægelse som den moderne Skandi-
navisme nu ikke. Den har sine Organer. Her
maa da først og fremmest nævnes de 1919 dannede
tre Foreninger »N orden«, hvis Formænd for Tiden
er Generaldirektør Michael Koefoed (Dan-
mark), Direktør J. Throne Holst (Norge) og
Landshøvding, Friherre L. de Geer (Sverige). Det
daglige Arbejde forestaas af tre Sekretærer, hvilke