Det Nye Nord - 01.01.1922, Síða 9

Januar 1922
DET NYE NORD
Side 7
NORSK-FINSK KULTURUTVEXLING.
Jeg skrev i sommer i »Det nye Nord« en artikel
om flnsk-norsk kulturutvexling. Artiklen, hvis
konklussion var, at der burde bli en livligere kul-
turel rapport mellem Norge og det finske Finland,
vakte — selv om der var tat tilbørligt hensyn til det
svenske elements store indsats i finsk kultur — ad-
skillig forbitrelse i den svenske presse i Finland, hvor
der ikke blev sparet paa grov petit konfekt. Den
motlagelse artiklen fik i den svenske presse i Finland
befæstet mit stærke indtryk fra et par korte ophold
i Finland, at det svenske element i landet indbilder
sig, at det fremdeles har monopol paa det som he-
ter finsk kultur og finsk dannelse. De 20 % svensk
islæt i den finske befolkning har altid hat en ut-
præget evne til at overvurdere sin kulturelle betyd-
ning, og den har klart al dupere de andre nordiske
folk fordi det finske Finland sproglig set var helt
isoleret fra det øvrige norden. Det finske element i
Finland blev altid undervurderet paa bekostning av
det finske, som nærmest blev betragtet som det daar-
ligsle islæt i landets befolkning. Som ung gut lærte
jeg at kjende det finske element i vor nordligste
landsdel, deres sprok og livsvaner, deres tænkesæt og
deres slerke temperament. Det var én race — selv
om den var en fremmed i vort land — som tiltalte
mig med sin friskhed og sin djervhet. Den stod hver-
ken fysisk eller intellektuelt set tilbake for den nor-
ske. Jeg fik en sterk sympati for det finske indflytter-
element i vort land. Da jeg første gang kom til Fin-
land — i 1912 — og fik se, hvilken vældig indsats
det finske element hadde gjort i Finlands kultur og
finsk næringsliv blev jeg — som endnu var av den
almindelige norske opfatning, at svensk og svenskheten
var det dominerende element i landet — imponeret og
forbauset. Jeg mødte et nyt folk midt i norden, et
intelligent, livskraftigt folk med en sterk kulturel og
økonomisk expansionstrang. Det som imponerte mig
mest var at det finske element baade klart at skape
en saa høit utviklet — journalistisk og teknisk set
— presse og en slik betydelig literatur. Det finske
ansigt, som jeg hadde mødt i periferien av vor land,
fik nye interessante træk. Jeg var sammen bare
med svenske under min første Finlandsvisit —
elskværdige, hjerlegode mennesker med en høi kultur,
et varmt fædrelandssind —, men de hadde altid en
viss ængstelse for at komme ind paa det som interes-
serte mig sterkt — sammensmeltningen av det finske
og svenske element. Det vil aldrig ske, var det svar,
jeg som oftest fik. To saa høist forskjellige racer kan
ikke flyte sammen i et homogent raceelement.
Det var et svar som forbauset mig. Fra vor nord-
ligste landsdel hadde jeg set, hvorledes norsk og
finsk element — ialfald i byerne — forholdsvis hur-
tig smeltet sammen til et norsk element. Og jeg hadde
lagt merke til at netop den raceblanding i vort land
skapte et fysisk sterkt og meget intellektuelt element.
Hvorfor kunde den samme metamorfose ikke finde sted
i Finland, hvor de 20 % svensker med saa at si en
naturlovs nødvendighet maalte være tvunget til at
gaa op i fællesfaktoren?
Det gik tilslut op for mig, at det svenske element
betragtet sig som et slags høierestaaende kulturele-
ment som — om det ikke netop saa ned paa det
finske — ialfald betragtet det som den svenske natio-
nalitets plikt at bevare sin race ren, en racebiologisk
pietetsfølelse som jeg fandt fornem, men som stemte
daarlig med den tankegang, jeg var opdrat i. I Nord-
Norge, hvor jeg var født og opvoxet, blev det betrag-
tet som forsimplende at ha nogle draaper finneblod
i sine aarer, og Jonas Lie har jo med slolthet nævnt,
at der var gammelt finneblod i hans familie.
Da jeg engang spurte en ung fortryllende svensk
dame i Helsingfors — vi hadde flere gange meget
ivrigt diskutteret raceproblemet i Finland — om hun
virkelig for fuldt alvor mente, at hun ikke vilde gifte
sig med en genuin finne, svarle hun omtrent: »Det
vilde være at forsimple min race«. Jeg lo av
hendes overdrivelser, som jeg betragtet som et utslag
av en taapelig selvovervurdering, men senere mødte
jeg den samme racebiologiske selvovervurdering hos
andre svensker i Finland. De fleste kunde ikke en-
gang indrømme at finsk var et vakkert sprok — rent
fonetisk set. Den saa sterkt utprægede racehævdelse
blandt de 20 % svensker i Finland, imponerte mig,
men det overbevidste mig ikke om, at den var rigtig,
og jeg kom ofte i ganske heftige disputter med sven-
sker som hævdet, at det svenske element i landet
aldrig kunde forfinskes. Jeg forsøkte at ta’ et para-
lelt exempel fra vort land, hvor vi har 15,000 finner.
Disse blev lilt efter litt et norsk element, hævdet jeg,
og de var stolte av det. Det var en racebiologisk me-
tamorfose, som der i grunden ikke blev lagt merke
til — en proces som tiden fuldbragte uten nogen
friktioner mellem de to elementer.
Ja, det var, blev der svaret, ulogisk, fordi nord-
mændene var et kulturelt set høierestaaende element
som de var nødt til at gaa op i.
Hvorfor er da ikke finnerne i Finland kulturelt
set gaat op i det svenske element, som av dere selv
betragtes som det høiere staaende i landet? spurte jeg.
Det var et spørgsmaal som jeg fik de besynderlig-
ste svar paa. De fleste konkluderte med at svensk-
heten i Finland hadde optraadt altfor passivt mot
finnerne, da deres nationale reisning begyndte, Hadde
Finland dengang været under Sverige, vilde en slik
national reisning aldrig ha fundet sted. Da vilde
svenskheten fuldstændig ha kommet til at absorberet