Det Nye Nord - 01.01.1922, Qupperneq 11

Januar .1922
DET NYE NORD
Side 9
KUNSTcb literatur
EN DANSK DIGTER OG TÆNKER.
Df.t mærkelige — og forstemmende er sket — at
i et fremmed Sprog, paa Tysk, er udkommet en
dansk Digters Selvbekendelser. Bogen er tilsynela-
dende gaaet upaaagtet hen for en dansk Læsekres,
og til en Overførelse paa Dansk er ingen Skridt gjort.
Dens Titel er — for mulige Lysthavende — Karl
Gjellerup: Der Dichter und Denker in
Selbstzeugnissen und Briefen. Bind I er
udkommet hos Quelle & Meyer i Leipzig.
Man mindes uvilkaarligt det gamle Ord, at ingen
Profet er agtet i sit eget Land. Karl Gjellerup, en af
dansk Poesis ældste og ejendommeligste Skikkelser,
syntes godt paa Veja til at glide ud af Bevidstheden
herhjemme, da Nobelprisen tilfaldt ham kort før hans
Død i 1919. Rigtignok maatte Gjellerup dele den litte-
rære Hædersbevisning med en anden dansk Digter,
Henrik Pontoppidan, der unægtelig var mere populær,
men som ifølge Statuterne — Udmærkelsen skulde i
første Række tilfalde en Digter med udpræget ide-
alistisk Produktion — egentlig ikke kunde anses for
særlig kvalificeret. Det vakte nemlig igen lidt Op-
mærksomhed om Gjellerups Navn, men kun for en
Stund. Da den mærkelige og vidtfavnende Aand luk-
kede sine Øjne, græd de fleste med tørre Taarer. Kun
faa forstod, hvor rig og original en Digter der var
gaaet bort.
De ydre Forhold bidrog vel sit hertil. Karl Gjel-
lerup havde siden 1892 fæstet Bo i Dresden, og per-
sonlig stod han fremmed overfor det yngre Slægt-
led herhjemme. Udover enkelte gamle Venskaber
havde han heller intet selv gjort for at holde For-
bindelsen vedlige; han udsendte sine Bøger samtidig
paa Tysk og Dansk, men Udviklingen i Danmark —
Politik og Aandsliv — kunde ikke vække hans In-
teresse. Han læste kun i Ny og Næ en dansk Avis,
og det mærkedes paa Sproget i hans sidste Bøger, at
mange Germanismer havde sneget sig ind.
Gjellerup var bleven den »Germanernes Lærling«,
saadan som han profetisk døbte sig selv i en af sine
Ungdomsromaner. Men mon han ikke blev dette,
fordi han fandt Jordbunden saa lidt egnet for de
store og evige Idéer, der var Basis for hans Digtning,
fordi han i Danmark overvejende fandt et Publikum,
for hvem Poesien frem for alt skulde være Under-
holdning og lettilgængelig? Den Tid vil maaske
komme, da Gjellerup faar en Renæssance i Danmark,
da man forstaar de store Linjer i hans Digtning, da
man lærer at opfatte Suset af et poetisk Vingefang,
der er langt stærkere og dybere end i de Flestes tomme
Virkelighedsskildringer; da man fornemmer, at her er
Saft og Kraft — at man her staar overfor den virke-
lige Digter af Guds Naade. Ikke Tilfældighederne og
de løse Indfalds hurtigt købte Værk, men en Poesi
født i Tænkning, baaret af rene og høje Tanker, en
Arbejdets Digtning, som derfor ogsaa kræver Arbejde
af sin Læser. Men det er smaat med Arbejdsmodet
for Tiden i Danmark, ogsaa hvor det gælder om at
læse noget, der kræver Tankeanspændelse.
Karl Gjellerups Livserindringer blev desto værre
afbrudte ved hans Død. Han naaede kun frem til
omkring 1880, de første 23 Aar af et bevæget Ung-
domsliv. Et senere Kapitel: »Seit ich sie zuerst sah«,
der i fængslende Details fortæller om, hvordan han
vandt den Kvinde, som blev hans trofaste Ledsager-
inde hele Livet igennem, og hvis Træk han saare skønt
har foreviget i Romanen »Minna«, har han kort efter
Begivenheden skrevet paa Dansk. Hans Hustru har
nu oversat det, og det danner Erindringernes Epilog.
Disse Erindringer udgør en sjælden interessant og
fængslende Læsning. Et skønt Billede, baaret af den
største Sympati, giver han af Plejefaderen, Præsten
Johannes Fibiger, ogsaa han er meget af en Digter,
i hvert Fald en Poesiens Troende, en grublende og
dyb Natur. Hvis det er rigtigt, hvad de nye Arve-
lighedsteorier gaar ud paa, at en Menneskes aandelige
Habitus bestemmes vel saa meget ved Opdragelse og
Milieu som ved Arv, der kun bestemmer de rent fy-
siske Forhold, tør det vel siges, at Karl Gjellerup har
taget en betydelig Arv i Eje efter sin udmærkede
Plejefader. En Række henrivende Billeder fremmanes
fra Hjemmet, først i København, siden i den gamle
sydsjællandske Præstegaard. Vi mødes med Faderens
intime Ven, Kunsthistorikeren Høyen, og med Onklen,
den historiske Professor Edv. Holm, et Produkt af fin
københavnsk Overklassekultur, og tilbringer Aftener
baade i kultiverede Hjem og i Studerekamre. Od saa
oplades den unge Students Øren for Musikens Kunst,
og ogsaa her bliver han en begejstret og fanatisk
Troende. Det fører til Bekendtskab med Niels W.
Gade, af hvem ogsaa findes et henrivende Portræt, og
til Indleven i Musikkrese. Men for Musiken glemmes
ikke Poesien. Samtidig med, at den allerede vantro
Student for Honnørens — og sin Plejefaders — Skyld
forbereder sig til theologisk Embedseksamen, digter
han løs i hver ledig Stund, han kan hugge fra Dog-
matiken og Kirkehistorien. Og et halvt Aar efter udsen-
der han under Pseudonymen E p i g o n o s sin første
Bog, Romanen »En Idealist«, en Slags Selvbeskuelse,
en Blanding af Tro og Atheisme. At den unge Digter
troede at maatte sværge til Tidens Program, Realis-
men, der kun ønskede moderne Problemer paa sit
Program, var ikke saa underligt. Men denne Alliance
var en ganske kunstig og ganske stridende mod Gjel-
lerups Naturel, som gav baade Død og Djævel i Virke-
ligheden og kun tilbad Idéerne. Han indsaa da ogsaa
snart Fejltagelsen og flygtede fra Radikalismens Faner.