Det Nye Nord - 01.01.1922, Blaðsíða 13

januar 1922
DET NYE NORD
Side 11
Lad os derfor, hellere end at ærgre os til ingen
Nytte over, at Dumheder nuomstunder grasserer saa
tykt som nogensinde, glæde os over, at det trods alle
Vanskeligheder er lykkedes at slippe helskindet over
de tre første Koncerter, og at det endda ikke har de
værste Udsigter med de følgende. Hvad vi til Dato
fik at høre, taler højt om, at Paul Klenaus Energi
ikke har taget nogen Skade af de udstandne Gen-
vordigheder. Op imod et Dusin Nyheder paa tre
Aftener er virkelig al Ære værd. At alle disse ikke
kan have Evighedsværd, siger sig selv, og det vilde
være ganske urimeligt at stille et saadant Krav. Intet
af det, man fik at høre, var blottet for Interesse, selv
om naturligvis ikke alt var af samme Betydning og en-
kelte Værker nok maatte nøjes med at interessere som
Tidssymptom eller som Led i Udviklingen. Og hvis
der skulde rejses nogen Indvending mod disse Pro-
grammers Sammensætning, saa var det den, at de
udelukkende bestod af hypermoderne Nyheder.
Det er saare vel foreneligt med »Dansk filharmonisk
Selskab«s Formaal (»-----at bringe ny og sjældent
hørt Musik frem«) af og til at byde paa Musik, der
ikke indeholder saa mange Overraskelser, og hvis
Tilegnelse ikke volder Tilhørerne saa mange An-
strengelser, som vor egen Tids allernyeste Nyheder.
Folk trættes let, hvis de altid skal sidde med alle
Nerver spændt for at følge med. Praktisk vilde det
derfor sikkert være, om der ved Valget i Fremtiden
ogsaa af og til blev grebet tilbage, ikke blot fremefter.
Forøvrigt tyder næste Koncerts Program glædeligvis
netop i den angivne Retning. Det lover os to af Bachs
herlige Dobbeltkoncerter for Klaver med to saa frem-
ragende Kunstnere som Ulla Ove-Christensen og
Edwin Fischer i Solopartierne.
Med en »romansk Aften« indledede Klenau Aarets
Koncerter. At Spanien, da det kom til Stykket, for-
uden af en ganske køn, men paa ingen Maade ual-
mindelig symfonisk Digtning: Jacquin Turinas »La
Procession del Rocio«, kun blev repræsenteret af
Violinvirtuosen Joan Manén og ikke ogsaa af
Komponisten af samme Navn, skyldtes at No-
derne til Manéns nye Violinkoncert, som Komponisten
selv vilde have fremført her for første Gang, kom saa
sent, at man maatte se bort fra en Opførelse. Manén
spillede saa i Stedet nogle klassiske Stykker, bl. a.
Bachs Chaconne. Men dette mægtige, storlinjede
Stykke laa ganske udenfor hans blide, ikke saa lidt
sødladne Virtuoseris Rækkevidde. Et Musikcns Stor-
værk som dette kommer man ikke tillivs uden stor
og ædel Tonefylde og dyb Forstaaelse af dette Musik-
arkitekturens plastiske Vidunder.
Saadant noget derimod som Violintransskriptionen
af Chopins Etude i Esdur kan bedre taale Sydens
stærke Sukkerindhold, særlig naar dette som her ser-
veres i de mest forføreriske Pralinés. Publikum raabte
da ogsaa yderst energisk paa mere.
Mest Glæde havde man af Bekendtskabet med
Maurice Ravels »Rapsodie Espagnole«. Disse fine,
sære, lidt slørede Orkesterfarver, disse underligt pa-
steltonede Harmonier, disse raffinerede Rytmer og
blødt svajende Melodikurver, alt lod os — skønt det
aandede Spanien i hver Takt :— se dybt ind i denne
mærkelige nyfranske Musikdigters Sjæl. Og man aner
et vist aandeligt Slægtskab — naturligvis mutatis
mutandis — med en af vore egne Store, med Herman
Bang. For saa vidt det overhovedet gaar an at sam-
menligne noget saa forskelligt som Digtekunst og
Musik, saa forekommer det mig, at der er en vis Ens-
artethed i Struktur og Farvetone over begges sikre,
knappe, ja næsten lapidare Stilkonstruktion, men
ogsaa — og maaske mest — en dyb Beslægtethed i
Følelsens yderliggaaende Sensibilitet og den sære Blan-
ding af sky Melankoli og stille Humor.
Efter Pausen var det Italiens Tur. Alfredo Casellas
italienske Rhapsodie, der sluttede Aftenen, var et flot
og pompøst, men ikke just dybtsindigt Stykke, bygget
over sicilianske og neapolitanske Folkesange. Stær-
kere personlige Træk bag et yderst raffineret og straa-
lende orkestralt Klædebon viste Ottorino Respighis
»Fontane di ftoma«, der som alle de øvrige nyopførte
Orkesterværker havde den symfoniske Digtnings Form.
Denne molluskeagtige Liszt-Berlioz-Strauss’ske Mu-
sikkonstruktion behersker for Øjeblikket næsten ene-
vældigt al nutidig større Orkestermusik. Den er saa
herlig bekvem, stiller til sin Mand ingen af de ube-
hagelige arkitektoniske Krav, der kunde forudsætte
kedelige Fagstudier hos Fortidens Mestre. Den er i
Virkeligheden den tredje uundværlige Dimension til
Øjeblikkets Anarki i Musikens Vertikale og Horison-
tale, Harmonien og Melodien. — Der viser sig dog
stadigt talrigere Tegn til, at Fornyerne snart er ved
at løbe Linen ud i denne Retning. Selve Richard
Strauss har allerede for adskillige Aar tilbage begyndt
at ane denne Strømkæntring og søgt at tage Reb i
Sejlene. Hans numerisk yderst beskedne Orkester i
»Ariadne auf Naxos« og hans tydelige Bestræbelser
for — særlig i Balletten »Josephlegende« — at gen-
give Melodien sin ubetingede Supremati er uomtviste-
lige Skridt ad denne Vej. Ogsaa han har begyndt at
ane, at det store Kaos, der tilsidst konsekvent maa
føre til Personlighedens Udslettelse og ende i al sand
Kunsts værste Fjende, Kedsomhedens Taage, laa tru-
ende nær. Og de, der begynder at søge mod større
Klarhed og enklere Linjer, vil sikkert ogsaa før eller
senere forlade den symfoniske Digtnings Bløddyrs-
former.
Saa hypermoderne Arnold Schønberd er, og saa
bløddyrsagtig hans Musik kan forekomme os, saa
ejer den dog, naar man ser den efter i Sømmene, sin
egen, vel gennemtænkte og vel gennemførte Struktur.
Hans selvopfundne Kvartsystemprinciper er fulgt med
en overlegen Intelligens’ hele Logik og Permanens.