Det Nye Nord - 01.01.1922, Blaðsíða 14

Det Nye Nord - 01.01.1922, Blaðsíða 14
Side 12 DET NYE NORD Januar 1922 Kun Skade, at alt dette forekommer Tilhøreren langt mere gennemf ørt end just gennemf ø 11. I alt Fald fra den musikalske Side betragtet. Forsøger man at lade Schønbergs Musik virke rent umiddelbart og fordomsfrit paa sig — hvad der for mange maaske kan være svært nok — saa gør man den Iagttagelse med sig selv, at man i hvert Fald paa ingen Maade vedbliver at være kold og udeltagende under Processen. Først forbavses man overmaade — er dette Musik? Saa husker man maaske, at dette Spørgsmaal netop bunder i Fordom og lader det fore- løbigt ligge. Saa tirres, ægges og drilles man, men maa dog halvt modvilligt tilstaa, at man føler sig grebet af en mærkelig intens Stemningsbølge. Her er virkelig noget, der bunder dybere, noget, der betager, noget der mere end en Gang giver »Gaasehud«. Vi føler en Personligheds Nærhed, selv om vi ikke for- maar at tyde hans Sprogs sære Runer. Men faar man Sagen lidt paa Afstand, mærker man, at det langtfra altid var M u s i k e n, der i første Række skabte Stemningen under det lange Deklama- tionsnumer, Schønberg har skabt over Guirauds Pierrot lunaire-Digte. Det var andre Led i Helheden, maaske tildels dens Nyhed, dens Dristighed for ikke at sige dens Frækhed. Og for en meget væsentlig Del var det tillige Digtenes Kraft og Originalitet i Forbindelse med den geniale næsten dumdristige Maade, deres Fortolkerske, den vidunderlige Marie Gutheil-Schoder greb den fortvivlet vanskelige Situa- tion an paa. Man forstaar, at der foruden denne højt- begavede Østerrigerinde kun findes een Kunstnerinde i Verden, der magter denne Opgave: Tilla Durieux i Berlin. Og begge har de kun kunnet løse Opgaven efter et indgaaende og møjsommeligt Studium under Komponistens personlige Instruktion. Med andre Ord: en Kunst som denne er kun mulig som Enkelt- fænomen i en paa slige effektrige Abnormiteter ind- stillet Tid. At tænke sig sligt danne Skole og endog vokse ud over sit nuværende Stade i Fremtiden er ganske absurd. Vi er her løbet fast i en cul-de sac. Nogen Udvej mod Fremtiden øjner man ikke. Men hvad man nu end maatte mene om Schønberg, saa er hans Indsats i vor Tids Musik af en saa ube- tinget Betydning, at man bør være Paul Klenau tak- nemlig, fordi han har gjort det muligt for os at danne os et personligt Skøn om hans Musik. Koncerten var helt igennem lagt fortræffeligt tilrette; først hørtes Sekstetten »Verklårte Nacht« — idealt udført af Breu- ning-Bache Kvartetten plus Borup og Louis Jensen —. Her støder Tilegnelsen ikke paa større Vanskeligheder, og den umiddelbare Charme, der aander ud af disse poetiske Nattebilleder, tog Tilhørerne med Storm. Derpaa forberedte Paul Klenau i en lille vel tilrettelagt Tale Publikum paa det, der forestod. Og vel var Stem- ningen ved Koncertens Slutning ikke udelt for »Pierrot lunaire«; men Bifaldets Grad viste dog tyde- ligt, at Interessen var vaagen til det sidste, og at Til- hørerne ønskede at vise deres uforbeholdne Glæde over det store og udmærkede Arbejde, der var sat ind paa Løsningen af denne ualmindelige Opgave. Programmet for den tredje Koncert var dansk- engelsk. Elgars Ouverture »In the South« virkede paa Baggrund af Schønberg ganske klassisk og næsten for tam. Men skønt den ikke helt fyldestgørende ka- rakteriserede sin Komponist, hvis væsentligste Værker er Oratorier og Korstykker, saa gav den dog Indtryk af en fin, sympatisk Personlighed og en sikker For- mens Behersker. Frederick Debus’ »Appalachia-Va- riationer« er et Ungdomsarbe:de og skæmmes i nogen Grad af en vis Selvindtagethedens Bredde og Snakke- salighed. Men det rummer prægtige Naturskildringer og behandler Orkestrets brede Palet med virtuos Over- legenhed. Efter den stolte Korapoteose, hvormed det slutter af, lød Bifaldet varmt og ægte. Det danske Intermezzo indeholdt tre Sange med Orkester, der i Poul Wiedemann havde en musikalsk og forstaaende Fortolker. Ebbe Hameriks »Sommer« til Frederik Nygaards smukke Digt er en afgjort Ta- lentprøve. Men selve Digtets Form gør det ikke sær- ligt egnet til Musikbehandling. Dertil er det for løst af Bygning og for springende i sit Stemningsindhold. Og Hamerik har — maaske af Beskedenhed, maaske af Frygt for at blive for vidtløftig — ikke turdet give sig i Kast med at lade Musiken male de mange Over- gange, som Digteren slipper saa let fra ved sine Tanke- streger. Nu føles de mange Spring i Stemning som lige saa mange umotiverede Kolbøtter. Men Ebbe Hamerik skal nok med Tiden faa Krammet paa sit Stof. Harald Agersnaps lille Melodi til en dansk Over- sættelse af Dehmels »Die stille Stadt« er ganske fin i Farven men udflydende i Formen. Den unge Kom- ponist har næppe vist, at denne Tekst allerede har fundet sin Melodi ved Sibelius’ Mesterhaand, ellers havde han rimeligvis ikke valgt netop denne. Et af Aftenens stærkeste Indtryk fik man af Klenaus Sangcyklus »Gespråche mit dem Tod«. Rudolf Bin- dings dybt alvorlige Digte har øjensynlig rørt ved stærkt beslægtede Strenge hos Komponisten. Aldrig har hans Musik talt saa umiddelbart til Hjertet som her. Og aldrig var hans Form saa knap, koncis og selvfølgelig, og aldrig hans Orkesterbehandling paa samme Tid saa sparsom og righoldig. Disse Sange føjer nyt Land til Paul Klenaus Talent. Viser Vej mod en Dybde og Inderlighed, han ikke før har kun- net finde ind til. Det var kun Ret og rimeligt, at hans Tilhørere viste ham deres Glæde ved en varm og hjertelig Hyldest. Fritz Crome.

x

Det Nye Nord

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Det Nye Nord
https://timarit.is/publication/1307

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.