Det Nye Nord - 01.01.1922, Page 14

Side 12
DET NYE NORD
Januar 1922
Kun Skade, at alt dette forekommer Tilhøreren langt
mere gennemf ørt end just gennemf ø 11. I alt Fald
fra den musikalske Side betragtet.
Forsøger man at lade Schønbergs Musik virke rent
umiddelbart og fordomsfrit paa sig — hvad der for
mange maaske kan være svært nok — saa gør man
den Iagttagelse med sig selv, at man i hvert Fald
paa ingen Maade vedbliver at være kold og udeltagende
under Processen. Først forbavses man overmaade —
er dette Musik? Saa husker man maaske, at dette
Spørgsmaal netop bunder i Fordom og lader det fore-
løbigt ligge. Saa tirres, ægges og drilles man, men
maa dog halvt modvilligt tilstaa, at man føler sig
grebet af en mærkelig intens Stemningsbølge. Her er
virkelig noget, der bunder dybere, noget, der betager,
noget der mere end en Gang giver »Gaasehud«. Vi
føler en Personligheds Nærhed, selv om vi ikke for-
maar at tyde hans Sprogs sære Runer.
Men faar man Sagen lidt paa Afstand, mærker man,
at det langtfra altid var M u s i k e n, der i første
Række skabte Stemningen under det lange Deklama-
tionsnumer, Schønberg har skabt over Guirauds
Pierrot lunaire-Digte. Det var andre Led i Helheden,
maaske tildels dens Nyhed, dens Dristighed for ikke
at sige dens Frækhed. Og for en meget væsentlig
Del var det tillige Digtenes Kraft og Originalitet i
Forbindelse med den geniale næsten dumdristige
Maade, deres Fortolkerske, den vidunderlige Marie
Gutheil-Schoder greb den fortvivlet vanskelige Situa-
tion an paa. Man forstaar, at der foruden denne højt-
begavede Østerrigerinde kun findes een Kunstnerinde
i Verden, der magter denne Opgave: Tilla Durieux i
Berlin. Og begge har de kun kunnet løse Opgaven
efter et indgaaende og møjsommeligt Studium under
Komponistens personlige Instruktion. Med andre
Ord: en Kunst som denne er kun mulig som Enkelt-
fænomen i en paa slige effektrige Abnormiteter ind-
stillet Tid. At tænke sig sligt danne Skole og endog
vokse ud over sit nuværende Stade i Fremtiden er
ganske absurd. Vi er her løbet fast i en cul-de sac.
Nogen Udvej mod Fremtiden øjner man ikke.
Men hvad man nu end maatte mene om Schønberg,
saa er hans Indsats i vor Tids Musik af en saa ube-
tinget Betydning, at man bør være Paul Klenau tak-
nemlig, fordi han har gjort det muligt for os at danne
os et personligt Skøn om hans Musik. Koncerten var
helt igennem lagt fortræffeligt tilrette; først hørtes
Sekstetten »Verklårte Nacht« — idealt udført af Breu-
ning-Bache Kvartetten plus Borup og Louis Jensen —.
Her støder Tilegnelsen ikke paa større Vanskeligheder,
og den umiddelbare Charme, der aander ud af disse
poetiske Nattebilleder, tog Tilhørerne med Storm.
Derpaa forberedte Paul Klenau i en lille vel tilrettelagt
Tale Publikum paa det, der forestod. Og vel var Stem-
ningen ved Koncertens Slutning ikke udelt for
»Pierrot lunaire«; men Bifaldets Grad viste dog tyde-
ligt, at Interessen var vaagen til det sidste, og at Til-
hørerne ønskede at vise deres uforbeholdne Glæde
over det store og udmærkede Arbejde, der var sat
ind paa Løsningen af denne ualmindelige Opgave.
Programmet for den tredje Koncert var dansk-
engelsk. Elgars Ouverture »In the South« virkede
paa Baggrund af Schønberg ganske klassisk og næsten
for tam. Men skønt den ikke helt fyldestgørende ka-
rakteriserede sin Komponist, hvis væsentligste Værker
er Oratorier og Korstykker, saa gav den dog Indtryk
af en fin, sympatisk Personlighed og en sikker For-
mens Behersker. Frederick Debus’ »Appalachia-Va-
riationer« er et Ungdomsarbe:de og skæmmes i nogen
Grad af en vis Selvindtagethedens Bredde og Snakke-
salighed. Men det rummer prægtige Naturskildringer
og behandler Orkestrets brede Palet med virtuos Over-
legenhed. Efter den stolte Korapoteose, hvormed det
slutter af, lød Bifaldet varmt og ægte.
Det danske Intermezzo indeholdt tre Sange med
Orkester, der i Poul Wiedemann havde en musikalsk
og forstaaende Fortolker. Ebbe Hameriks »Sommer«
til Frederik Nygaards smukke Digt er en afgjort Ta-
lentprøve. Men selve Digtets Form gør det ikke sær-
ligt egnet til Musikbehandling. Dertil er det for løst
af Bygning og for springende i sit Stemningsindhold.
Og Hamerik har — maaske af Beskedenhed, maaske
af Frygt for at blive for vidtløftig — ikke turdet give
sig i Kast med at lade Musiken male de mange Over-
gange, som Digteren slipper saa let fra ved sine Tanke-
streger. Nu føles de mange Spring i Stemning som
lige saa mange umotiverede Kolbøtter. Men Ebbe
Hamerik skal nok med Tiden faa Krammet paa sit
Stof.
Harald Agersnaps lille Melodi til en dansk Over-
sættelse af Dehmels »Die stille Stadt« er ganske fin i
Farven men udflydende i Formen. Den unge Kom-
ponist har næppe vist, at denne Tekst allerede har
fundet sin Melodi ved Sibelius’ Mesterhaand, ellers
havde han rimeligvis ikke valgt netop denne.
Et af Aftenens stærkeste Indtryk fik man af Klenaus
Sangcyklus »Gespråche mit dem Tod«. Rudolf Bin-
dings dybt alvorlige Digte har øjensynlig rørt ved
stærkt beslægtede Strenge hos Komponisten. Aldrig
har hans Musik talt saa umiddelbart til Hjertet som
her. Og aldrig var hans Form saa knap, koncis og
selvfølgelig, og aldrig hans Orkesterbehandling paa
samme Tid saa sparsom og righoldig. Disse Sange
føjer nyt Land til Paul Klenaus Talent. Viser Vej
mod en Dybde og Inderlighed, han ikke før har kun-
net finde ind til. Det var kun Ret og rimeligt, at hans
Tilhørere viste ham deres Glæde ved en varm og
hjertelig Hyldest.
Fritz Crome.