Det Nye Nord - 01.01.1922, Page 17

Januar 1922
DET NYE NORD
Side 15
tyrken eller englænderen den stakkels plagede fellah
eller i de trange gaters kvalme luft den handlende
kopter. Disse er efterkommerne, vi kan antropo-
logisk bevise det — efter en Ramses, en Amenhoteps
undersaatter. Svundne menneskers lykke og glans
er forbi.
Hvorfor?
Hvorfor har de fortrinlige arveværdier som drev
hine gamle racer til stordaad ikke frembragt en ny
blomstring? Hvorfor sitier i de skjønhetsberusede
Heleneres land idag fremmedstammede slaver, hvorfor
svandt Roms og Perus, Grækenlands og Ægyptens
storhet.
Vi er nær ind paa hemmeligheten. Vi er det fordi
den allerede har strupetak paa os selv. Uslanselig
forandres en races sammensætning. Normændene av
idag er ikke de samme som i den sang- og kamp-
glade Olavs dage. Omformningens retning kan være
opdrift eller neddrift.
Paa de europæiske kulturracers — og især de nor-
diske racers — skjæbnevekt svaier tungen betænkelig
frem og tilbake. Utover hverdagens larm og politik-
kens kiv ser vore folks beste hoder paa dette vor kul-
turs menelekel. Vi er kommet ut av refleklionsstadiet;
men endnu trænges der meget positivt arbeide og et
fast grundlag. Racehygienen faar hjelp fra 3 sider:
fra arvelighetslæren, fra racelæren, fra medicinen.
De spekulative bøker fra det grønne bord har nu ikke
stort andet end historisk værd. Men endnu manglet
længer vi et verk som leverte den aandelige utrustning
for den dannede lægmand, saa at han kunde vinde et
selvstændig indblik i det største av alle folkeproble-
mer. Dette savn er nu utfyldt: Den fortrinlige bok
av Baur, Fischer og Lenz »Grundriss der mensch-
lichen Erblichkeitslehre und Rassenhygiene«, forelig-
ger i 1ste bind.*)
Det nye verk er inddelt svarende til racehygienens
3 hjelpevidenskaper. Først kommer Erwin Baur, den
langt ulover sit fædrelands grænser kjendte arvelighets-
forsker. Derefter følger Freiburger-antropologen og
anatomen Eugen Fischer: den første som ved sine
berømte reho-bother bastarder fastslog menneskelige
racemerkers arvelighet.
Derefter racehygienikeren Fritz Lenz, Munchen:
om de sykelige menneskelige anlægs arvelighet med
et værdifuldt avsnit om den aandelige begavelses arve-
lighet.
Utfra den for racehygienen saa viktige kjendsgjer-
ning at foreldre og barn aldrig er like, inddeler Er-
win Baur aarsakene til dette fænomen i 3 hoved-
punkter:
I. Individer, som er like efter sit arvede anlæg,
kan forandres ved ydre kaar: Delte kaldes para-
variationen.
*) Forlag J. F. Lehmann, Munchen 1921. Mrk. 50,00 ind-
landspris.
II. Ved kjønslig forplantning pleier 2 arveretnin-
ger aa kombineres,derved opstaar mixovariationen.
III. Der opstaar, omend sjelden, forandringer i ar-
veplasmaels sammensætning som nedarves og bevir-
ker en arvelig forandring av de ydre egenskaper.
Dette blev hidtil betegnet som mutation, i den fore-
liggende bok brukes uttrykket: idiovariation.
Som paravariation — miljøindflydelse — maa
ifl. Baur ansees bl. a. et lyskebrok, likeledes tuber-
kulosens utbrud i hele rækker av generationer. Ti
ikke lyskebrokket selv er arvelig men anlægget til
det, ikke tuberkulosen men den svake legemsbygning.
Ilygiene kan her stifte meget godt men del ulykke-
lige anlæg selv kan den ikke utsletle. Ogsaa lavværr
dige aandsevner kan ikke forandres væsentlig ved
opdragelse. Et efter sit arveanlæg lavværdig folk som
f. eks. negrene i De Forenede Stater kan nok hæves
i sine enkeltfremloninger ved opdragelse og kultur-
indflydelse, racen som saadan forandres derimot
ikke.
Indunder mixovariationen falder de mendelske
reglers underbare lovmæssighet som jeg tør forut-
sætte tidsskriftets læsere er kjendt med. Meget an-
skuelig henviser Baur paa Mendelforskningens van-
skeliglieter. Han selv indlar jo en fremragende plads
blandt dem som experimentelt har paavist at f. eks.
en tilsynelatende ensartet egenskap ofte er avhængig
av flere mendiende faktorer. Ogsaa problemet om
faklorkobling og om kjønsarv hos mennesket behand-
les av Baur. Vi foi beholder os paa et senere tids-
punkt en mere indgaaende omtale av disse viktige
spørsmaal.
Idiova ria tionen (mutationen) er for mange la-
verestaaende organisationer med ukjønnet forplant-
ning, f. eks. alger, den eneste mulighet for dannelsen
av nye racer. Her opstaar altsaa en ny mendelsk
grundforskjel og det langt hyppigere end hidtil antat.
Men aarsakene er vi endnu fuldkommen uklare over.
Vi vet bare at indavl øker idiovariationernes hyp-
pighet (som hos høiere organismer, altsaa ogsaa hos
mennesket er av overveiende ugunstig karakter). Vi
antar ogsaa at der ved kryssning mellem fjernlstaa-
ende racer ulløses uheldige idiovarialioner. Sansyn-
ligvis virker ogsaa sterke forgiftninger i samme ret-
ning. Den kroniske alkoholismes skadelige indflydelse
paa mennesket er jo noksom kjendt, og vi maa visst
regne med at endel av disse tilfælde representerer
arvelige idiovarialioner. Tilslut forklarer Baur varia-
tionernes indvirkning paa et folks sammensætning.
Paravarialionen — altsaa f. eks. det sociale miljø —
har ingen indflydelse paa et folks arvelige sammen-
sætning. Idiovariationen derimot kan bli av stor be-
tydning f. eks. naar legemlig og aandelig lavværdige
individer ved en vidtgaaende hygienisk og social be-
skyttelse holdes forplantningsdyktige saa kan man
let indse at dette maa bety en alvorlig degenerations-
faktor. Mixovariationen vinder særlig betydning saa