Det Nye Nord - 01.02.1922, Blaðsíða 3

Februar 1922
DET NYE NORD
Side 21
Sk^Snavien
MODERNE SKANDINAVISME.
Paa Grundlag af en kort Oversigt i Januar-Heftet
over den moderne Skandinavismes hele Stilling
i Øjeblikket, har Redaktionen henvendt sig til nogle
af Nordens førende Mænd paa Samfundslivets for-
skellige Omraader med Anmodning om en Udtalelse
om deres Syn paa Nutidens skandinaviske Grund-
tanke.
Redaktionen har haft den Glæde at konstatere, at
Interessen for dette Spørgsmaal virkelig er levende,
og har modtaget en Række Besvarelser, af hvilke vi
nedenfor offentliggør Svarene fra Statsminister Hjal-
mar Branting, Professorerne Bredo Morgen-
stjerne og K. A. Wieth-Knudsen, Forfatterne
Johan Bojer og Sophus Michaélis og den island-
ske Museumsdirektør Matthias Thordarson.
Den skandinaviska tanken hargenomgått olika faser,
och det var ej alltfor lange sedan, den forkla-
rades vara definitivt avliden for att ersåttas av varje
folks hela och fulla sjålvståndighet. Men den har kom-
mit åter med den malet, som en grundlåggande sanning
har, och vi, som åven i morka dagar trott på dess
framtid, kunna nu med storre visshet an någonsin
råkna på, att den går mot en tillvåxt i de tider, som
stunda. Ju mera folkens breda lagar komma fram
till beståmmande over sina oden, desto såkrare skal!
kånslan både av broderskap och av rått till full
frihet taga ut sin rått, och desto mindre har man att
befara att tillfålliga misståmningar på grund av mindre
ting skola få någon verklig makt over våra folks
sinnen. Framtiden tillhor en skandinavism, som helt
respekterar varje folks egenart, men forstår, att sam-
manhållning år oundgånglig for att våra till antalet
foga millionstarka nordiska folk skola i den stora
vårlden och i den hårda tåvlingskampen mellan skilda
nationer och raser kunna vinna den stållning, som
de bora intaga, och del inflytande på vårldens al 1-
månna utveckling, vartill vår gemensamma kulturs
kvalitet beråttigar oss.
De spør mig om mit »syn paa nutidens skandi-
naviske grundtanke«. Det er et altfor omfattende
spørsmaal, til at jeg for tiden ser mig istand til endog
kun tilnærmelsesvis at besvare det i dets helhet.
Jeg skal indskrænke mig til i korthet at gjøre to
betraktninger gjældende, som jeg tror det vil være
nyttig at ha sin opmerksomhet rettet paa, naar det
skandinaviske samarbejde er under overvejelse.
Den ene er: ingen solidaritet uten ofre. Det
høres saa ofte av »praktiske« ny-skandinaver: intet
samarbeide uten hvor alle landes interesser tilgodeses
derved. Dette er naturligvis rigtig; det beror blot paa,
hvorledes det forstaaes. Der kan være nærliggende
interesser og mere langsigtige interesser. Og har soli-
daritets-tanken virkelig slaat rot, saa er man villig
til at ofre noget av sin frie selvbestemmelsesret og
av øieblikkets interesser for at vinde de fordele, som
samarbeidets styrke-økning gir.
Det andet er: det uorganiserte samarbeide er
et svakt samarbeide. Navnlig i Norge sitter endnu
saa meget av husmandsrædselen igen, at samvirke-
bestræbelserne stadig møtes med et: for alting ingen
»samrøring«. Men skal dette uttryk omfatte enhver
antydning til faste organer og til fællesbeslutninger,
som — naturligvis i opsigelige former — kan binde
de enkelte parter, saa er det ensbetydende med, at
alt samvirke faar tilfældighetens og usikkerhetens
præg, staar idag og falder imorgen. Eksempel: de
nordiske ministermøter har stadig været samrørings-
protestanterne en torn i øiet. Og er der antydning
til deres gjenoplivelse, ropes der vakt i gevær. Skulde
ikke de nordiske folk meget mere slaa sig paa disse
møters befæstelse og størst mulige regelmæssighet?
Ingen kan tvivle paa, at der altid i internationale
fællesinteresser vil være stof for fælles overlægninger
av intim og uforbeholden natur. Intet vilde kunne
skades, men meget vilcie kunne vindes ved at disse
møter som fast ordning avholdtes mindst engang om
aaret. At de skulde kunne fatte beslutninger bindende
for det enkelte lands statsmyndigheter, er der selv-
følgelig ikke tale om. Det vilde være fremtidsmusik.

V
NORDENS ØKONOMISKE ENHED.
Skønt Tanken om et mer eller mindre omfattende
Fællesskab indenfor Norden almindeligvis mødes
med en vis (dog noget abstrakt) Sympati i alle tre
nordiske Lande, kan del ikke nægtes, at de praktiske
Resultater ialtfald paa det materielle Omraade har
været meget smaa. Den af Krigssituationen frem-
tvungne gunstige økonomiske og handelspolitiske
Støtte er atter traadt i Baggrunden, og af fællesnor-
diske Bestræbelser har praktisk talt kun Foreningen