Det Nye Nord - 01.02.1922, Blaðsíða 17

Februar 1922
DET NYE NORD
Side 35
:
Og det er jo igrunden noksaa naturlig, naar man
tænker paa, at industrien, maskinindustrien og masse-
produktionen næppe kan sies at være mer end høist
tre menneskealdre gammel. — Fjerdestanden er et
produkt av de siste 100 aar. Massebehovene derimod
er saa gamle som verden. Og endda lever vel prak-
tisk talt henimot halvdelen av kulturmenneskene un-
der forhold, som neppe vilde bli synderlig afficeret,
om det utænkelige skulde ske, at hele verdensutvik-
lingen blev skruet 100 aar tilbake i tiden. —
At et land eller en verdensdel mer og mer utvikles
i retning av industrialisme betegner i og for sig hver-
ken nogen økonomisk forbedring eller forværring. Det
maa avgjøres efter de rent konkrete forhold, det vil
si hvorvidt de naturlige betingelser for industri staar
over, hvad der kan betegnes som gennemsnittet i kul-
turstaterne. Og disse naturlige betingelser kan henfø-
res til tre hovedgrupper, de naturlige kraftkilder, raa-
stofTerne og beliggenhet for transport. Er disse tre be-
tingelser ikke tilstede i højere grad paa et sted end
paa andre, vil ogsaa en saadan overgang til industri-
alisme i en eller anden form medføre en forfordeling
av de produktive kræfter, som sænker kapitalen og
arbeidets produktivitet og som særlig gaar ut over ar-
beiderne og massebehovene.
Heri gjør det ingen forandring, at landet — eller
verdensdelen — ikke lønnende vilde kunne beskjæftige
en saa talrik arbeiderflok uten denne industrielle ut-
vikling, saalænge der er andre lande eller verdensdele,
som har bedre naturlige betingelser for baade aker-
bruk, fedrift og industri. Naturligvis kan der være
andre momenter, som gjør sig gjældende, f. eks.
spørsmaalet om, hvilken grad av koncentration der
kræves, for at industrien skal faa sin maksimumsløn-
somhet. alt dette vil imidlertid kun være et grænse-
spørsmaal og rokker ikke ved den kjendsgjerning, at
der er et visst punkt i den økonomiske utvikling, hvor
overindustrialiseringen begynder.
Men gjælder dette for gjennemsnitsproduktiviteten,
saa gjælder det i endda stærkere grad, hvis man læg-
ger en særlig vægt paa tilfredsstillelsen av de egentlige
massebehov. For den store masse spiller det en for-
holdsvis forsvindende rolle, om industrien arbeider un-
der vilkaar, som ikke betinger en absolut maksimums-
produktivitet, hvis til gjengjæld massebehovene kan
opnaa en kvantitativt og kvalitativt rikere behovstil-
fredsstillelse.
Det kan næppe være tvilsomt, at industrialiseringen
særlig i Europa i vor tid har naadd en saadan høide,
at det vilde øke ikke alene tilfredsstillelsen av masse-
behovene, men ogsaa den almindelige gjennemsnits-
produktivitet, om de produktive kræfter blev mere
decentraliseret, — og at vi i altfor høi grad
har manglet den elasticitet i vore økonomiske forhold,
som alene formaar at sprede de produktive kræfter
utover i den rigtige retning.
Hvad hjælper det, om verden er stor og rik paa mu-
ligheter, hvis vi koncentrerer os paa en ganske for-
svindende liten del av den. Rundt omkring os ligger
der umaadelige naturrigdomme ganske unyttet, som
vistnok engang i tiden laa praktisk talt utilgjængelige,
men som de moderne kommunikationsmidler med let-
het kan knytte sammen med den øvrige verden, eller
hvor man ialfald let vilde kunne skape et nyt kul-
turcentrum.
Selv om imidlertid den grænse ikke skulde være
naadd, som fra et rent produktivt synspunkt kan be-
tegnes som overindustrialisering, saa har ialfald den
aktuelle sociale krise vist, at der er en anden grænse,
som sikkert er overskredet. Denne masse, som
samfundet har skaffet sig paa halsen, skaper en utryg-
het i alle forhold, som kan bli skjebnesvanger, hvis
det ikke paa en eller anden maate kan lykkes os at
gjenvinde noget av den suverænitet over vitale sam-
fundsinteresser, som samfundet, saadan som forhol-
dene har utviklet sig, nu skridt for skridt har opgit.
At vort samfund kan gjenvinde meget av den uav-
hængighet (i økonomisk og social betydning), det har
git slip paa, er utvivlsomt. Likesaalitt som man nu
længer forsvarer sin selvstændighet ved hjelp av leie-
tropper, behøver man at la sine vitale indre økonomi-
ske interesser betjene av leiearbeidere.
Selvhjelp og decentralisation maa være retningslin-
jerne i den fremtidige utvikling. Kun derved kan den
sociale og økonomiske krise helt løses, uten at pro-
duktionslivet kommer til at lide under det. — Og
denne decentralisation vil ogsaa være i arbeidernes
sande interesse, fordi den vil lette en rikeligere og
jevnere tilfredsstillelse av de egentlige massebehov,
som en ensidig industriel utvikling let vil komme til
at tilsidesætte. — Industrien kan ikke mætte arbei-
derne. Derimot kan den let bringe dem til at sulte.
Og det ikke mindst, om det skulde være mulig for
dem at »sætte sig i besiddelse av produktionsmid-
lerne«. Dr. K. Schønheyder.