Det Nye Nord - 01.02.1922, Blaðsíða 20
Side 88
DET NYE NORD
Februar 1922
DEN NORDISKE RACES FOTSPOR I DE
KLASSISKE LANDE.
Av Clåre Mjoen.
Iden grå fortid drog Nordlands sønner ut fra de
tåkede urskoge, drevet av længselen efter en let-
tere luft, en klarere himmel, en rikere jord. De drog
sydover til Middelhavslandene, høivoksne, lyshårede,
blåøjede. De satte bo, dyrket åkeren, bygget byer,
grundet riker. Disse riker er idag forsvundne. Haverne
er blit sandørkener. Byerne ligger i grus. Babylon,
Kartago, Troja, Grækenland og Rom gik under. Men
ikke den kultur, som under den nordiske befruktning
fødtes i Middelhavslandene. Den lever og den brød-
føder den dag i dag en efter skjønhet hungrende
menneskehet. Og det er noget andet, som le\er der-
nede og som har overlevet de engang så blomstrende
riker: det sprog vore aner bragte med sig til koloni-
sationslandene og hvormed de beriket sine vertsfolks
sprog. Det lå nedgravet under grus og aske som de
etruskiske vaser og gravenes skjulte skatte. Men nu
har sprogforskerne fjernet støvet fra det gamle guld
og vist os merkelige ting. Ting som bringer beviser,
sammenhæng. Etymologen K. Stuhl *) fører os i en
bok om Nordlands undergang, som er blit kaldt »Et
banebrytende værk på sprogforskningens omraade«,
ind i sprogtilblivelsen i præhistorisk tid og beviser,
at næsten alle tlod- og gudenavne, alle hellenavne,
om de så forekommer i Palæstina, Italien eller Græ-
kenland, er av germansk oprindelse. De er bragt ved
germanske hærtog og vikinger til det land de
valgte som opholdssted, som rydde- og byggeland.
Jeg kan av den rikdom av sprogforbindelser kun
gripe ut nogle få og må også der begrændse mig til
bare å vise det »etymologiske facit« uten å kunne
ta med hele den sindrike utregning, d. e. den møj-
sommelige vei forskeren må gå for å komme til sit
mål og som selvfølgelig er det morsomste av det hele.
Hvem kjender ikke Heinrich Heine’s deilige digt til
grækerhavet, det hav, som Xenophens titusind »hjem-
vesyke« grækere hilste med utropet: »Thalatta, Tha-
latla, sei mir gegrusst du ewiges Meer«. Ordet Tha-
lalta har hidtil været anset som en helt fremmed
sprogformation. Vor forfatter har nu fundet ut, at
det er av nordisk oprindelse. Den germanske urform
for ordet er d’Halacha — die Salzlache, saltlake.
Over makedonisk epiriske mellemformer har dette
ord udviklet sig til Thalassa — Thalatta, idet T-lyden
er den bestemte artikel foran ordet. See — sø —
sevi — salache — talassa, det er veien, dette gotiske
ord har tat for å bli nationaliseret græsk uttryk for
hav. Slik er det med næsten alle de uttryk Homer
bruker om den salte flod. De er av germansk æt.
‘) Nordlands Untergang. Arisch-gertnanische Sprachreste •
im Mittelmehrgebiet, von K. Stuhl, Oberstudienrat. Bo-
dung-Verlag fur Volksaufklårung, Perleberg.
I det græske ord Pontus (Hellespont) skjuler sig
det germanske ord bottn — Boden — bund, som
brukes om havets dyp (jfr. Bodensee). Ordet Pela-
gos, som vi kjender i forbindelsen Archipelagos (d. e.
en masse øer), har hidtil været helt dunkelt for
sprogforskeren. Sluhl gir os-følgende forklaring: Pe-
lagos er det samme som Spelagos (hvislelyden sløi-
fedes gjerne av fonetiske grunde). Spel er det ger-
manske Spiel — spil, som betyr mængde, masse,
overflod av noget. I sydtyske dialekter betyr f. eks.
Fettspiel en mængde fett, Wasserspiel — en stor
vanddam. Jeg tænkte på vort norsk-danske spille
i betydning av ødsle bort: spille lid, spille vin, spilt
møie — om ikke også det hænger sammen med
dette. Et andet eksempel: Tellus, det romerske navn
for jorden som gudinde. Navnet er vokset frem av
T’Hel-Os og betyr die Hel-Asin. Hendes husbond hett
Tellurus eller også Tellumo (hel-asindens mand). Det
svarer til Tyndareos, d. e. T’Undare Os, der Unter-Ase.
Det græske Dorier kommer fra Døringer, Thu-
ringe. Men længe før den doriske indvandring grun-
dedes av frisiske stammer de tre byer: Pylos, Ar-
gos og Sparta. Alle tre navne er germanske: Spyl-
os, Å-værk og Speer-ding. Det siste var den oldfrisiske
betegnelse for målstedet, hvor tingmændene samledes.
Ta — Tia er det samme som Ting = forsamlings-
sted. Menelaos, Agamemnon, Nestor er likeledes
germanske navne. Nestor: Es-Tor eller Asa-Tor. Hip-
pota-Nestor, hestenes gud, er opstået ved feilagtig
orddeling. Det skulde hette Hippotan-Estor. Polan er
Wotan. Wotan og Asa-Tor sammen danner altså denne
underlige ordformation. Stentor, den græske gud, som
skrek som 50 andre, er ingen anden end Stein-Tor,
den nordiske mytologis tordengud, Walhalls mest
frygtede og mest beundrede gud.
Forfatteren lar os også skimte den likeså nye som
underbare tanke, at selve kristendommens vugge, det
hellige land, er gammelt arisk kulturland. Meget
tyder herpå. F. eks. de mange ordforbindelser med
Kir, som Kirjath, Kirjath-Arba, Kirjalh-Jeanu. Kir
er forkortelsen av kirke. Overalt hvor vore forfædre
slog sig ned, grundet de nemlig s. k. kirker eller Ge-
ringe, d. e. Gårten, garder, som var omhegnet med
en snor. fæstet til hasselkviste. De bruktes som en
hellig plass, hvor der øvedes ret og dom efter hjem-
landets skik. Ofte blev disse små fredede plasse be-
gyndelsen til store byer, ja riker. Her feiret de sine
fester, dyrket sine guder. Målstedet, kirken, var det
hellige fred lyste sted for et stort slegts- og frænde-
samfund. Ordet Germanen — Kirkmannen stammer
derfra. Karmelbjerget i Palæstina kommer fra, at
germanske aseger, spelaseger eller pelasger bragte
høide-kulten med sig fra Norden til det kanaanåiske
bjergland. Karmel er Kirkemålsbjerget. Av Kir
har så jøderne tat bort K-lyden og dannet »Ir« (Eire
— folkeforsamling). Jeg vil i denne forbindelse minde
om Irland og Sinn-feinparlamentet Dail Eireann. Det