Det Nye Nord - 01.03.1922, Blaðsíða 18

Side 56
DET NYE NORD^
Marts 1922
lige, kom Kvinderne i Massevis ind i det moderne
Erhvervsliv.
For saa vidt Kvinderne herved har fortrængt
Mændene paa mange Omraader og undertiden maaske
er lidt for glade over denne Kendsgerning, maa det
maaske være tilladt at gøre opmærksom paa, at helt
overflødiggjorte er Mændene dog endnu ikke! Udvik-
lingen i saa Henseende er bedst karakteriseret af den
svenske Dr. Elon Wikmark, der slutter sin Bog om
dette Spørgsmaal med Sætningen: »Als die Franen
die Månner verdrångten, drångten sie sie nach oben!«
Han mener hermed, at Kvinderne under deres Frem-
trængen i Erhvervslivet for Hovedmassens Vedkom-
mende har erobret de mere underordnede Poster,
hvor det gælder jævn Paalidelighed og ensformig
Masseproduktion, medens Mændene for en Del har
trukket sig tilbage til saadanne Arbejder, der kræver
stærkt Initiativ, Ansvar, stor Udholdenhed og Styrke,
altsaa som oftest mere overordnede Stillinger. Jeg
vil med denne Fremstilling langtfra lægge mig ud
med det svage Køn; jeg har blot villet betone, at
Kvindernes Ligestillethed med Manden var bedre
realiseret i ældre Tiders Hjem, hvor hun var den
gamle Husøkonomis Chef og Ansvarhavende, end nu
i Fabrikerne og Værkstederne, hvor den Lighed og
Frihed, hun har fundet, kun er illusorisk. Jeg tror
ikke, at en videre Frem trængen ad denne Vej ligger
i Kvindernes egen sande Interesse, endsige da i
Samfundets*). Vi kender alle denne Udvikling, hvis
Farer og Vanskeligheder jeg ikke her skal komme
nærmere ind paa; jeg skal kun paapege, at ingen har
for hundrede Aar siden kunnet forudse en saadan
Udvikling, ingen har villet den, ingen kan gøres an-
svarlig derfor — det er en social Konsekvens af en
i sidste Instans ren teknisk Aarsag.
IV.
Vender vi os fra de økonomiske og sociale Be-
vægelsers Historie til selve Socialøkonomiens Hoved-
love, saa finder vi, at disse paa vigtige Omraader er
ligefrem fælles for Teknik og Økonomi. Vi har saa-
ledes i Økonomien en for al Raastoffrembringelse
gyldig Lov, der almindelig kaldes det aftagende Ud-
byttes Lov (law of decreasing return, som Enlænde-
ren siger). Den er lettest at forstaa for Agerbrugets
Vedkommende. Der udsiger den, at der trods al
menneskelig Umage er ret snævre Naturgrænser for,
hvad Jordens Udbytte kan drives op til. Naar man
øger sin Indsats af Kapital og Arbejde paa et givet
Stykke Jord til det dobbelte, altsaa med 100 Procent,
maa man i Reglen være glad, om Høstudbyttet, Jor-
dens Afkastning, forøges med f. Eks. 50 Procent. Er
man naaet meget højt op i Dyrkningsintensitet, f. Eks.
til 30 Dobbeltcentner (3000 Kilo) Korn pr. ha, saa
vil en Fordobling af Arbejde og Kapital maaske kun
*) Se sidste Januar-Hæfte af »Sociale Meddelelser«, Kri-
stiania 1922.
give 10 Procent Merudbytte og altsaa sikkert give Tab,
hvis ikke Kornpriserne er vanvittigt høje eller Arbejds-
kraften næsten gratis. Den praktiske Opdyrknings-
grænse er ihvertfald nu snart naaet. Men det er jo
i Principet den samme Lov, som vi indenfor Tekniken
udmærket godt kender f. Eks. fra Læren om Mod-
standen mod Skibes Bevægelser gennem Vandet. Og-
saa denne Modstand vokser jo allerede ved Middel-
hastigheder med Kvadrater og ved meget store Ha-
stigheder med 3 Potens eller mere af Hastigheden,
saa at en Forøgelse af Hastigheden fra 20 til 22 Kvart-
mil undertiden kan koste lige saa meget i Kraft og
Kul som de foregaaende ti Kvartmil (Forsøg i den
engelske Slagskibsflaade). Omvendt vokser Modstan-
den ved ganske smaa Hastigheder kun med 1ste Po-
tens, og det genfinder vi ogsaa, naar vi studerer Jord-
dyrkningens Resultater paa den rigtige Maade. Thi
ved langsom Opdyrkning af ny Jord med meget ringe
Begyndelseshøst kan en vis Forøgelse i Arbejds- og
Kapitalindsatsen godt give en tilsvarende Stigning i
Høstudbyttet. Denne Modifikation af det aftagende
Udbyttes Lov i Landbruget har Agrarer og Økonomer
været meget længe om at opdage, skønt de straks
maatte være klar over den, om de havde draget sig
de tekniske Videnskabers Erfaringer til større Nytte.
Omvendt gælder for de vider eforarbejdende og raa-
stofforædlende Storindustrier det tiltagende Udbyttes
Lov; dog kun saaledes at forstaa, at jo større Bedriften
(til en vis Grad), Produktion og Omsætning bliver,
des billigere kan den paagældende Vare fremstilles og
des større Fortjeneste for Driftsherre og Arbejder,
ihvertfald indtil Bedriftens Maksimums-Ydeevne er
naaet. Hosstaaende Figur illustrerer denne Lov, og
et nærmere Studium, som jeg her ikke kan gaa ind
paa, vil vise, at Lovens Virkninger i stort som i smaat
beror paa vedkommende Bedrifts Natur samt dens
tekniske og administrative Organisation. Dette er
bedst paavist af Ingeniør Jantzen*), en Tekniker, der
forstaar sig bedre paa sand Nationaløkonomi end
mangen Økonom.
Den tekniske Udviklings Indflydelse paa Økonomi-
ens Omraader gælder imidlertid ikke alene i saadanne
større Træk, som vi hidtil har betragtet, men ogsaa
langt ud i det økonomiske Livs Enkeltforeteelser.
Der er saaledes en nøje Sammenhæng mellem det tek-
niske Fremskridt og Arbejdslønnen. Ogsaa dette har
hidtil været ret upaaagtet, skønt Ricardo, hvem jeg
nævnte i Indledningen, allerede for hundrede Aar si-
den har gjort opmærksom derpaa. Den tekniske Ud-
viklings Endemaal er jo gennem Reduktion af Frem-
stillingsomkostningerne at billiggøre alle Ting og frem-
stille dem i saa store Mængder, at enhver kan faa Del
i dem, saaledes at de menneskelige Behov kan til-
fredsstilles lettere end før. Teknikens Tendens til at
billiggøre Produktionen er en almen Arbejderinteresse
*) Lidt Teori om Driftsregnskaber og Produktionskriser.
Kjøbenhavn 1920.