Det Nye Nord - 01.03.1922, Blaðsíða 19

Marts 1922
DET NYE NORD
Side 57
lor saa vidt den reelle Arbejdsløn, Lønnens Købeevne,
jo bliver større, jo billigere Arbejdsprodukterne (nem-
lig Varerne) kan blive. Men Ricardo har allerede i
Nutidsteknikens Morgengry indset, at visse tekniske
Fremskridt undertiden kan indeholde en Fare, for saa
vidt de under nogle Omstændigheder kan bidrage til
at trykke den nominelle Arbejdsløn, Pengelønnen.
Ricardo gør nemlig opmærksom paa det Faktum, som
navnlig den nyeste Tid kender mange Eksempler paa,
at der næsten altid ved Fabrikens Port ligger ny Op-
findelser paa vedkommende Omraade, ny tekniske
Fremskridt, som venter paa at blive indladt. De ligger
der og venter paa, at Arbejdslønnen paa et eller andet
Felt af Produktionsprocessen inde i Fabriken skal
stige, af den ene eller den anden Aarsag. En given
arbejdsbesparende Opfindelse forudsætter nemlig for
sin Anvendelighed et vist Lønniveau. Først naar dette
er naaet, lønner det sig at indføre den ny arbejdsbe-
sparende Værktøjsmaskine, eller hvad det nu drejer
sig om. Et Eksempel hentet ud af Livet tydeliggør
dette Problem for alle. Jeg stod i 1905 i en stor
schlesisk Glasfabrik, hvor de voksne. Arbejdere med
stor Færdighed slyngede den glødende Glasmasse ud
fra Ovnene og pustede den ud, idet de samtidig be-
hændigt tildannede Glasset i Forme, som lukkedes
sammen ved sindrige Pedaler, betjent af Fødderne.
Denne kombinerede Arbejdsproces vakte min Opmærk-
somhed, og Fabriksherren fortalte mig da, at dette
Opfindelsespatent angaaende disse Fodpedaler i mange
Aar havde ligget uanvendt paa hans Kontor. Sam-
mentrykningen af Formene kunde nemlig dengang
endnu billigere udføres ved Haandkraft af Drenge og
unge Mennesker, som oplærtes i Fabriken. Saa kom
den Dag, hvor Fagforeningstarif en lagde nogle faa
Pfennig paa disse unge Menneskers Timebetaling. I
samme Øjeblik kunde Indførelsen af denne ny Op-
findelse betale sig. Resultatet blev nu foreløbig, at de
unge Mennesker vedblev at arbejde for den gamle
Løn hellere end at vige Pladsen for en mekanisk Ind-
retning. Men senere, da Fagforeningen stod paa sin
Fordring om Lønstigning for de unge, blev de afske-
digede til Fordel for Fodpedalerne. De tilstedeværende
Teknikere kender selv den Slags Tilfælde i Dusinvis;
jeg har blot villet fremhæve, at dette Fænomen har
allerede Nationaløkonomen Ricardo for hundrede Aar
siden været opmærkso mpaa.
V.
Bortset fra saadanne lysende Undtagelser som
Ricardo har ialtfald en senere Tids Nationaøko-
nomer ikke forsøgt at faa dybere Indblik i de Fak-
torer, som betinger Arbejdslønnens Højde. Det er i
Reglen blevet ved teoretiske Spekulationer eller lidet-
sigende Almindeligheder, og disse skyldes, saa vidt
jeg kan se, som oftest Mangel paa praktisk Indsigt
og deraf følgende Brist paa den tekniske Forstaaelse.
Lad os blot tage den bekendte Lønningsfondsteori,
som Nationaløkonomien blev staaende ved et halvt
Aarhundrede. I sin bedste Formulering udsiger den,
at kun en vis bestemt Del af Nationens hele Kapital
er egnet og kan anvendes til at efterspørge Arbejds-
kraft. Naar denne Lønningsfond synker, saa synker
Arbejdslønnen, hvis da ikke Arbejdertallet synker i
samme eller endnu stærkere Forhold, og omvendt.
Denne Teori har med Respekt at melde aldrig syntes
mig at være meget værd. Thi den siger jo ikke noget
om det vigtigste, nemlig hvilke Kræfter og Aarsager
der bidrager til at hæve Lønningsfonden eller omvendt
formindske den. Teorien udsiger ret beset ikke stort
mere end at Brøken Xrbejderantal ~T= Arbejdsløn
vokser, naar L bliver større, eller aftager, naar A
bliver større, og omvendt. For at vide dette behøver
man imidlertid ikke studere Nationaløkonomi. Men
er det saaledes smaat bevendt med den klassiske og
senere Nationaløkonomis Bidrag til Læren om Ar-
bejdslønnens almindelige Bestemmelse, saa maa jeg
uden at ville krænke nogen have Lov at tilføje, at
det ikke staar en Smule bedre til med Karl Marx’
berømte Lønningsteori, Udbytningsteorien. Ogsaa
denne lider under Mangel paa teknisk-økonomisk
Underbygning. Tiden tillader selvfølgelig ikke nogen
udførlig Drøftelse, men det er ogsaa nok ved denne
Lejlighed at genkalde i Erindringen Teoriens Kærne,
saaledes som den indeholdes i Marx og Engels Værk:
»Das Kapital«. Det er den, at hver Arbejder ned-
lægger sin Dosis Arbejdskraft i det færdige Arbejds-
produkt, men dette sælges ikke for Summen af de i
Produktet nedlagde Arbejderlønninger, men for en
betydelig højere Pris. Forskellen mellem denne Pris
og Arbejdslønnen opfattes da i Reglen som Drifts-
herrens og Kapitalens Profit eller Udbytte, og denne
Forskel betinger saa godt som altid en større eller
mindre kapitalistisk Udbytning af Arbejderne.
At Driftsherrerne altid maa tage mere for Arbejds-
produktet end Integratet (Summen) af de deri kry-
stalliserede (fastlagte) Arbejdskræfter, udtrykt i Ar-
bejdslønninger, er nu ganske selvfølgeligt. Det maa
enhver Driftsledelse, ogsaa en socialistisk, gøre af
Hensyn til de mange andre Udgifter, der ud over ren
Arbejdsløn hviler paa de fleste Produktionsgrene, og
det skal vi straks betragte lidt nærmere i det følgende.
Men det springende Punkt er aabenbart Spørgsmaalet
om, hvorvidt denne Forhøjelse af Produktionsprisen
ud over Arbejderens Løn (Arbejderens Andel i Ud-
byttet) sædvanligvis er saa stor, at den maa siges at
have Karakteren af en Udbytning. Populært udtrykt
vil dette sige som saa: Hvad tjener Driftsherrerne i
vor kapitalistiske Tid normalt paa Arbejdernes Ar-
bejde, og hvor meget vilde Arbejdslønnen kunne for-
øges, dersom Arbejderne fik tildelt ogsaa hele den Del
af Arbejdsudbyttet, som nu — ialtfald tilsyneladende
— tilfalder Driftsherrerne og Kapitalen: altsaa det,
som Karl Marx og hans Disciple kalder for det fulde