Det Nye Nord - 01.04.1922, Blaðsíða 3

April 1922
DET NYE NORD
Side 61
UDLANDETS POLITI]
DIPLOMATI OG KONFERENCER.
Det 19. Aarhundredes Begyndelse oplever Wiener-
kongressen, og i det Aarhundrede, der forløb
indtil Verdenskrigen, træder Repræsentanter for Stater
jævnlig sammen til Kongresser eller Konferencer, der
i de to Haagerkonferencer synes at skulle lægge
Grunden til et nærmere Samarbejde paa en bredere
Basis end hidtil.
De gamle diplomatiske Former bevaredes dog stadig,
saaledes som de under Anerkendelsen af »Den suve-
ræne Stat« og prægede af Enevældens Regeringsformer
havde udviklet sig i Tiden omkring den westfalske
Fred i det 17. Aarhundredes Midte. I og for sig betyder
en Anerkendelse af de enkelte Staters absolutte Suve-
rænitet Etablering af et mellemstatligt Anarki. Praktisk
kan et saadant ikke eksistere uden stadig Brydning
og Krig. Den ene suveræne Stat maa have Omgang
og Samkvem med den anden. Og særlig det sidste
Par Menneskealdere har vist Nødvendigheden af, at
dette Samkvem bliver stedse inderligere og solidere,
thi i stedse ringere Grad kan en Stat være autarkisk
— sig selv nok.
Desuden fremtraadte nye, store Nationalstater
(Tyskland og Italien), og der mærkedes stigende
Bevægelse blandt nationale Elementer, som følte sig
fremmede indenfor de eksisterende Statsgrænser. Og
hele den politiske (demokratisk- parlamentariske) Ud-
vikling, de sociale Klassebevægelser, den vældige
økonomiske, tekniske, produktionsmæssige, trafikale
Forandring indenfor de enkelte Lande og i Forholdene
mellem disse, samt Kapitalens Koncentration og
Forbindelse med Statsmagternes verdensimperialistiske
Bestræbelser — alt tilsammeu havde det efterhaanden
dels ændret Staternes ydre Opgaver og Maal, dels
opstillet nye, samtidig med, at den indre Basis for
ydre Virken undergik Forskydninger.
Diplomatiets gamle Former og Metoder slog ikke
mere til overfor de Krav, som hele denne Udvikling
stillede. Økonomi og Politik blev i stigende Grad
indvævede i hinanden, saa det endog blev saare
vanskeligt at se, hvornaar selv privat, økonomisk
Ekspansion ikke tillige er Maske for beregnet, politisk
Ekspansion, ligesom »kristelige« Missionsbetræbelser
ofte har været det. Alene Væksten i den Statspolitik,
der søgte at finde Udveje ved Hjælp af Laan til andre
og til Gengæld herfor at opnaa Koncessioner, Leve-
rancer og samtidig en udvidet Magtsfære, stillede
stadig nye Fordringer til Diplomatiets hele indre og
ydre Habitus — og det kan vel her med Sandhed
siges, at Forholdene udviklede sig hurtigere end
Personerne og tillige i foruroligende Grad blev
stærkere end disse.
Tidligere var det ret let indenfor hver Stat at se,
hvor Magten, baade den formelle og den reelle, laa,
altsaa hvem der maatte forhandles med, vindes,
træffes Aftaler med. Nu maa der opereres med langt
flere og mere indviklede Forhold og Faktorer. Hvor
f. Eks. en Diplomat i gamle Dage vilde benytte sig
af Stemningsmomenter og i den Anledning rettede sit
lette og svære Skyts mod en Fyrstes Mætresse eller
Yndling, maa han nu søge at vinde en Presse — og
om end de i begge Tilfælde formaalstjenlige Midler
maaske ikke er væsensforskellige, er Opgaven dog
bleven af en langt mangfoldigere Art. I det hele vil
der af den moderne Diplomat kræves langt større og
bredere Kundskab og Dømmekraft end af den gamle.
Noget andet er, om han altid vil vise sig i Besiddelse
heraf — i hvert Fald relativt set, i Forhold til de i
overordentlig Grad forstørrede og forviklede Krav.
Som paa saa mange andre Omraader, f. Eks. det
kristelige og det kulturelle, har Verdenskrigen paa
det diplomatiske, det mellemfolkelige Samkvems Om-
raade, for den almindelige Bevidsthed sønderrevet et
Slør, flænget Illusioner og — ikke løst noget Problem,
men stillet et Problem op, saa enhver nu kan se, at
det findes.
Diplomatiet, dets Former, Metoder og Personer, fik
selvfølgelig en Hovedskyld for Krigens Udbrud. Og
helt fri er det næppe. Dette viser den Maade, hvorpaa
Tyskland altfor længe gled i det østrigske Diplomatis
Slæbetov, de Afsløringer, der er fremkomne om serbisk-
russisk-franske Makinationer, bl. a. i Samarbejdet
mellem Isvolski og Poincaré, og om de østrigske og
russiske Kredses Optræden umiddelbart før Krigs-
udbruddet samt — ikke mindst karakteristisk — den
engelsk-franske Ententeaftales formelt svage, reelt
vidtrækkende Karakter, som det engelske Parlament
var holdt uvidende om] og som Lord Grey end ikke
gav det, eller Verden, fuld Oplysning om i sin store
Tale den 3. August 1914. Ikke helt ubeføjet hævdes
fra visse Sider i alle jLande, at hvis Folkene havde
vidst Besked, hvis det »hemmelige« Diplomati ikke
havde udfoldet sin lyssky Virksomhed, vilde Krigen
ikke være kommen. Ja, det vilde maaske allerede
have hjulpet, om Diplomatiet selv indbyrdes havde
vidst Besked, og f. Eks. en saa naiv Opfattelse som
den, Bethmann Holweg til det sidste nærede, nemlig
at England ikke vilde gaa i Krig, derved var bleven
afværget.
Men medens det dog ikke er rigtigt, at Diplomatiet
har hele Skylden — dertil drev mangeartede Forholds
Udvikling med altfor skæbnebestemt Magt hen imod
Opgør og Sammenstød — er det heller ikke holdbart,
naar det fra anden Side hævdes, at Diplomatiet havde
udtømt alle Resourcer, og at Krigen derfor var uund-
gaaelig. Under en Præsidentskabskampagne, i en
Tale den 26. Oktober 1916, erklærede Wilson, at