Det Nye Nord - 01.04.1922, Blaðsíða 4

Det Nye Nord - 01.04.1922, Blaðsíða 4
Side 62 DET NYE NORD April 1922 »ingen enkelt Handling har fremkaldt Krigen, men i sidste Instans bærer hele det evropæiske System den dybere Skyld for Krigen, dets Inddeling i Forbund og Forstaaelser, dets indviklede Væv af Intriger og Spionage, der uafværgeligt fahgede den hele Folke- familie i sine Masker.« Han var ganske vist senere med til at indføre en Paragraf i Fredstraktaten om, et én Part havde hele Skylden, men det var utvivl- somt i Overensstemmelse med en i vide Kredse i alle Lande herskende Opfattelse og Stemning, naar det første af hans 14 Punkter — sørgelig Ihukommelse — lød saaledes: »Naar der ad hæderlig Vej er opnaaet en Freds- traktat, maa der ikke træffes nogen privat international Overenskomst af nogen Art, men Diplomatiet skal altid føre sine Forhandlinger aabent og for Offent- ligheden.« Nu var Wilson ikke den første, der opstillede dette Program, hvis Indhold i Virkeligheden er af revolu- tionær Art, idet dets Gennemførelse vil lægge en Torpedo under den Opfattelse af »Statens Suverænitet«, som nu i nogle Aarhundreder har dannet Grundlaget for Statssamkvem og Folkeret. Men Bolsjevikerne havde ikke blot krævet det samme, de havde faaet Tyskerne til at acceptere det under Fredsforhand- lingerne i Brest Litovsk. Resultatet var her blevet en endeløs bolsjevikisk Ordpropaganda, som Sværdet maatte sætte en Stopper for. Men da Wilson drog til Evropa med sine Punkter, som tilmed var god- kendte af de allierede, var han Verdens mægtigste Mand og Folkenes Haab. Det blev imidlertid en tragisk Skæbne, han selv beredte sit Punkt et — ligesom de øvrige. Freds- kongressen konstituerede sig ikke blot som en ene- staaende hemmelighedsfuld Institution, men de besej- rede udelukkedes fuldkommen fra den, hvorved man indførte en Praksis, som selv det »værste« gamle Diplomati ikke har kendt, og de afgørende Beslut- ninger toges af et snævert Raad paa fire. Af disse var den indsigtsfuldeste Italieneren Orlando, men de bestemmende var de tre store Demokrater, Wilson, Lloyd George og Clemenceau, der — som en Englænder noterer — optraadte i ydefste Grad »des- potisk og hemmelighedsfuldt endog overfor deres nærmeste Medarbejdere«, d. v. s. overfor de Kredse af Sagkyndige, som skulde bistaa dem og give dem Oplysninger. Det var ikke engang deres Udenrigs- ministre (som Lansing og Balfour,) men deres per- sonlige Sekretærer (Wilsons Oberst House, Lloyd Georges Mr. Hankey og Clemenceaus Mr. Mandel) der ligesom tidligere Fyrsters »Yndlinge« besad den største Magt og Indflydelse. »Resultatet blev« — som Forthnightly Review nylig skrev — »en Række af Skandaler, som alvorligt nedbrød Tilliden mellem de interesserede Parter indbyrdes, og en Række af Freds- traktater, som det tog mange Maåneder at udforme, og som det vil tage en Generation at udføre — eller at ændre.« De tre Aar, der er fulgt efter, har — selv om man skød det saakaldte Folkenes Forbund nogle af de uløseligste eller farligste Opgaver i Skoene — desværre vist, at de nævnte Traktater hverken har kunnet lade sig udføre, saa de bragte »Fred«, eller ændre. Og under den herved opstaaede, stigende og almindelige Nødstilstand Verden over og den stadig gærende Uro, med dens Udslag i Krige og blodige Sammenstød, har »man« da grebet til et Middel, der kaldes Konferencer, for mulig derigennem at faa udført eller at raade Bod paa, hvad de »fire Stores« diplomatiske Kunst i sin Overfladiskhed og Dillet- tantisme, understøttet af demagogiske, chauvinistiske og militaristiske Strømninger og kapitalistiske Udbyt- ningskrav, har skabt. Under disse Forsøg har der fundet en stadig Bryd- ning Sted mellem den »hemmelige« og den »offent- lige« diplomatiske Metode. Folkenes Forbund har holdt to Delegeretforsamlinger og dets »Raad« en Mængde Møder. Der har her været synlige Bestræ- belser for — uden at Resultaterne dog svarer til An- strængelserne — at lade det optrædende Diplomati agere for aabent Tæppe. Men naar et Spørgsmaal af virkelig penibel Art, som det øvreschlesiske, til hvis »Løsning« Folkeforbundet lod sig bruge, skulde af- gøres i utvivlsom Modstrid med Afstemning og Traktat- bestemmelser, lukkedes Dørene. I 1920 holdt de ledende Ententestaters Premier- ministre ustandselig »Konferencer«. I San Remo i April, i Hythe i Maj, i Boulogne i Juni, i Bryssel i Juli. I samme Maaned naaede man til en større Konference i Spa, hvor Tyskerne for første Gang fik Lov til at fremstille sig for Sejrherrerne. Men noget Resultat kom der heller ikke ud heraf for det bræn- dende Erstatningsspørgsmaals Vedkommende. Dette skulde saa, i Forbindelse med den hele økonomiske Elendighed, behandles af Finanseksperter paa en Kon- ference i Bryssel i December 1920. Der blev her talt og skrevet meget og smukt, ogsaa for aabne Døre, men da der ikke maatte røres ved Erstatningsbeløbene, som disse var opstillede af Ministrene i Boulogne, kom der selvfølgeligt intet ud af denne opreklamerede og kostbare Konference. Men, frisk Mod, Antonius — i Januar 1921 mødtes Lloyd George og Briand i Paris. Tidligere Aftaler kastedes i Ovnen, og de to store Parlamentarikere fandt hinanden — tilsyneladende da — idet, som Mr. Keynes bemærker, Lloyd George opdagede, at Briand var en beslægtet Aand, og at whatever nonsense he might talk in public, he was secretly very sensible. De blev da ogsaa enige om, hvormeget og hvorledes Tyskland skulde betale. Men med denne Enighed var »Uhyret« undsluppet sine Skaberes Kontrol, og Følgen blev, at fra nu af maatte, som Keynes siger, Verdens mægtigste Statsmænd, tvunget af Kræfter, de ikke var Herre over, mødes Gang efter Gang for at diskutere detail- lerede Variationer over, hvad de selv vidste var umuligt.

x

Det Nye Nord

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Det Nye Nord
https://timarit.is/publication/1307

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.