Det Nye Nord - 01.04.1922, Blaðsíða 4
Side 62
DET NYE NORD
April 1922
»ingen enkelt Handling har fremkaldt Krigen, men i
sidste Instans bærer hele det evropæiske System den
dybere Skyld for Krigen, dets Inddeling i Forbund
og Forstaaelser, dets indviklede Væv af Intriger og
Spionage, der uafværgeligt fahgede den hele Folke-
familie i sine Masker.« Han var ganske vist senere
med til at indføre en Paragraf i Fredstraktaten om,
et én Part havde hele Skylden, men det var utvivl-
somt i Overensstemmelse med en i vide Kredse i alle
Lande herskende Opfattelse og Stemning, naar det
første af hans 14 Punkter — sørgelig Ihukommelse
— lød saaledes:
»Naar der ad hæderlig Vej er opnaaet en Freds-
traktat, maa der ikke træffes nogen privat international
Overenskomst af nogen Art, men Diplomatiet skal
altid føre sine Forhandlinger aabent og for Offent-
ligheden.«
Nu var Wilson ikke den første, der opstillede dette
Program, hvis Indhold i Virkeligheden er af revolu-
tionær Art, idet dets Gennemførelse vil lægge en
Torpedo under den Opfattelse af »Statens Suverænitet«,
som nu i nogle Aarhundreder har dannet Grundlaget
for Statssamkvem og Folkeret. Men Bolsjevikerne
havde ikke blot krævet det samme, de havde faaet
Tyskerne til at acceptere det under Fredsforhand-
lingerne i Brest Litovsk. Resultatet var her blevet en
endeløs bolsjevikisk Ordpropaganda, som Sværdet
maatte sætte en Stopper for. Men da Wilson drog
til Evropa med sine Punkter, som tilmed var god-
kendte af de allierede, var han Verdens mægtigste
Mand og Folkenes Haab.
Det blev imidlertid en tragisk Skæbne, han selv
beredte sit Punkt et — ligesom de øvrige. Freds-
kongressen konstituerede sig ikke blot som en ene-
staaende hemmelighedsfuld Institution, men de besej-
rede udelukkedes fuldkommen fra den, hvorved man
indførte en Praksis, som selv det »værste« gamle
Diplomati ikke har kendt, og de afgørende Beslut-
ninger toges af et snævert Raad paa fire. Af disse
var den indsigtsfuldeste Italieneren Orlando, men
de bestemmende var de tre store Demokrater,
Wilson, Lloyd George og Clemenceau, der — som en
Englænder noterer — optraadte i ydefste Grad »des-
potisk og hemmelighedsfuldt endog overfor deres
nærmeste Medarbejdere«, d. v. s. overfor de Kredse
af Sagkyndige, som skulde bistaa dem og give dem
Oplysninger. Det var ikke engang deres Udenrigs-
ministre (som Lansing og Balfour,) men deres per-
sonlige Sekretærer (Wilsons Oberst House, Lloyd
Georges Mr. Hankey og Clemenceaus Mr. Mandel)
der ligesom tidligere Fyrsters »Yndlinge« besad den
største Magt og Indflydelse. »Resultatet blev« — som
Forthnightly Review nylig skrev — »en Række af
Skandaler, som alvorligt nedbrød Tilliden mellem de
interesserede Parter indbyrdes, og en Række af Freds-
traktater, som det tog mange Maåneder at udforme,
og som det vil tage en Generation at udføre — eller
at ændre.« De tre Aar, der er fulgt efter, har — selv
om man skød det saakaldte Folkenes Forbund nogle
af de uløseligste eller farligste Opgaver i Skoene —
desværre vist, at de nævnte Traktater hverken har
kunnet lade sig udføre, saa de bragte »Fred«, eller
ændre. Og under den herved opstaaede, stigende og
almindelige Nødstilstand Verden over og den stadig
gærende Uro, med dens Udslag i Krige og blodige
Sammenstød, har »man« da grebet til et Middel, der
kaldes Konferencer, for mulig derigennem at faa
udført eller at raade Bod paa, hvad de »fire Stores«
diplomatiske Kunst i sin Overfladiskhed og Dillet-
tantisme, understøttet af demagogiske, chauvinistiske
og militaristiske Strømninger og kapitalistiske Udbyt-
ningskrav, har skabt.
Under disse Forsøg har der fundet en stadig Bryd-
ning Sted mellem den »hemmelige« og den »offent-
lige« diplomatiske Metode. Folkenes Forbund har
holdt to Delegeretforsamlinger og dets »Raad« en
Mængde Møder. Der har her været synlige Bestræ-
belser for — uden at Resultaterne dog svarer til An-
strængelserne — at lade det optrædende Diplomati
agere for aabent Tæppe. Men naar et Spørgsmaal af
virkelig penibel Art, som det øvreschlesiske, til hvis
»Løsning« Folkeforbundet lod sig bruge, skulde af-
gøres i utvivlsom Modstrid med Afstemning og Traktat-
bestemmelser, lukkedes Dørene.
I 1920 holdt de ledende Ententestaters Premier-
ministre ustandselig »Konferencer«. I San Remo i
April, i Hythe i Maj, i Boulogne i Juni, i Bryssel i
Juli. I samme Maaned naaede man til en større
Konference i Spa, hvor Tyskerne for første Gang fik
Lov til at fremstille sig for Sejrherrerne. Men noget
Resultat kom der heller ikke ud heraf for det bræn-
dende Erstatningsspørgsmaals Vedkommende. Dette
skulde saa, i Forbindelse med den hele økonomiske
Elendighed, behandles af Finanseksperter paa en Kon-
ference i Bryssel i December 1920. Der blev her talt
og skrevet meget og smukt, ogsaa for aabne Døre,
men da der ikke maatte røres ved Erstatningsbeløbene,
som disse var opstillede af Ministrene i Boulogne,
kom der selvfølgeligt intet ud af denne opreklamerede
og kostbare Konference.
Men, frisk Mod, Antonius — i Januar 1921 mødtes
Lloyd George og Briand i Paris. Tidligere Aftaler
kastedes i Ovnen, og de to store Parlamentarikere
fandt hinanden — tilsyneladende da — idet, som
Mr. Keynes bemærker, Lloyd George opdagede, at
Briand var en beslægtet Aand, og at whatever nonsense
he might talk in public, he was secretly very sensible.
De blev da ogsaa enige om, hvormeget og hvorledes
Tyskland skulde betale. Men med denne Enighed var
»Uhyret« undsluppet sine Skaberes Kontrol, og Følgen
blev, at fra nu af maatte, som Keynes siger, Verdens
mægtigste Statsmænd, tvunget af Kræfter, de ikke var
Herre over, mødes Gang efter Gang for at diskutere detail-
lerede Variationer over, hvad de selv vidste var umuligt.