Det Nye Nord - 01.04.1922, Blaðsíða 5

April 1922
DET NYE NORD
Side 63
Det blev saa til en Konference i London i Marts,
hvor Tyskerne mødte, men som der heller intet kom
ud af, hvorefter der maatte laves en ny Konference
samme Sted i April-Maj. Under Trykket af en —
forøvrigt lawless — Trudsel om Besættelsen af Ruhr-
distriktet og Haab om Bevarelsen af Øvreschlesien
(hvor Mr. George lovede fair play, som ikke blev
holdt) maatte Tyskland her gaa ind paa at præstere
Betalinger, som det ikke kunde udrede.
Og under denne »Afgørelse« har Verden da levet
siden, medens Bestemmelserne stadig er bievne arbi-
trært ændrede af den almægtige Erstatningskommis-
sion, efter som denne vurderede Tysklands øjeblikkelige
Evne. En stigende økonomisk Depression og en
stadig vedligeholdt Demoralisation af den aandelige
Atmosfære, har været den uundgaaelige Følge af dette
økonomiske Anarki i Evropa, hvor nu ogsaa det
russiske Spørgsmaal — efter at Bolsjevikregeringen
havde afslaaet alle Angreb — trængte sig mere og
mere paa, medens det samtidig brændte i Bunden, og
der krigedes paa Overfladen talrige Steder fra Irland
til Indien og Kina, og Arbejdsløshed og Skattetryk
bredte sig i alle Lande.
Altsaa maatte der igen gøres noget. Og det saa
meget mere, som Mr. Georges Stilling i England blev
svagere og svagere, og han, som den opportunistiske
Taktiker, han er — hvilket ikke er det samme som
at være Statsmand — maatte søge sig et Grundlag
for Afholdelse af nye Valg.
Washingtonkonferencen i Efteraaret havde tilsyne-
ladende under Anvendelse af en passende, paa Publikum
beregnet Aabenhed, bragt et Par Resultater, selv om
den af den almindelige financielle Nød fremtvungne
Overenskomst om Flaadeindskrænkning ikke har
nogen større fredsbevarende Værdi. Men et politisk
Hovedmaal, nemlig et bedre Forhold mellem England
og Amerika, var dog naaet ved Hensyntagen til Irland
og paa lidt Bekostning af Japan. Altsaa — so ein
Ding muss Evropa auch haben! Mr. George drog
til Cannes, havde Konference med Briand, aftalte et
Grundlag for en »stor«, international Konference i
Genua, blev sendt hjem, fordi Franskmændene kasse-
rede Briand, maatte møde til ny Konference, denne
Gang i Boulogne, med Poincaré, reddede her ganske
vist Tanken om Konferencen i Genua, men — paa
Betingelse af, at han bedyrede, at Versaillestraktaten
var hellig og ukrænkelig, og at der heller ikke maatte
røres ved Afrustningsspørgsmaalet. Lloyd George har
jo ogsaa selv — efter det berygtede Khakivalg — været
med til at lave denne Traktat, og overalt, hvor han
er mødt frem siden, har den hængt om hans Hals
som en Møllesten.
Og alle Evropas Folkeslag stævnede til Genua —
Jøder og Græker, Kristne og Barbarer. Ogsaa de gule
var repræsenterede. Amerika vilde derimod ikke være
med, men sendte en paalidelig Mand, som skulde
overvaage, hvad der skete, og agere lidt bag Kulis-
serne. Og den hellige Stol var nærværende paa en
noget lignende diplomatisk Maade som de amerikanske
Dollars.
Lloyd George udfoldede — ifølge Referaterne, som
der her ikke er Grund til at tvivle paa — alle sine
glimrende Egenskaber. Han har utvivlsomt ogsaa et
Lighedspunkt med Talleyrand, der engang, da han
blev spurgt om sin Mening, svarede: Ja, ser de, om
Formiddagen har jeg en Mening, om Eftermiddagen
har jeg en anden Mening, og om Aftenen har jeg
slet ingen.
Kærnepunktet i den hele evropæiske Situation —
de mellemevropæiske Forhold og Erstatningsspørgs-
maalet — maatte der ikke røres ved. Det russiske
Spørgsmaal blev det centrale. Russerne blev Scenens
Forgrundsfigurer — økonomisk, politisk og selskabeligt.
Efter Tæppets daglige Fald opsøgtes de af Kurtisører.
Forøvrigt »arbejdedes« der af Kommissioner og Under-
kommissioner. Middage og Frokoster indtoges, og der
gaar vilde Frasagn bare om de Regninger paa Havana-
cigarer, der blev præsenterede, f. Eks. en enkelt paa
6,000 Pd., og som ingen vilde vedkende sig. I det
hele taget burde »Folkene« faa lidt mere at vide om,
hvad deres »Delegeredes« Konferencer koster, baade
hjemme og ude, der vilde saa ikke komme til at staa
saa meget i Historiebøgerne om Enevældsfyrsternes
Ødselhed.
Men, altsaa, der arbejdedes ogsaa. Lad os tage en
enkelt Dag af Konferencens Liv. En af de paalide-
ligste Korrespondenter fortæller i sit Telegram den
12. Maj, Aften: I Aftes gav Barthou en Diner. Denne
Fest skal have været præget af den dybeste Pessi-
misme, og Graavejrsstemningen blandt Deltagerne
varede til langt op ad Formiddagen. Man mente at
Konferencen var redningsløst fortabt. Efterhaanden
begyndte den engelske Optimisme at gøre sig mere
gældende. Lloyd George indbød en Række mere ind-
flydelsesrige Delegerede til Frokost. Der blev ogsaa
planlagt et Møde i den poltiliske Kommission, men
det blev udsat. Man ventede med Spænding paa Af-
gørelsen fra Paris. Den lille Entente begyndte en stærk
Propaganda. Polakkerne erklærede, at de øjeblikkelig
vilde rejse hjem, hvis man forhandlede om deres
Grænsespørgsmaal. Englænderne rettede et voldsomt
Angreb paa det russiske Svar, efterfulgt af en for-
sonlig Meddelelse om, at man vilde forhandle med
Russerne. Lloyd George kom med en kraftig Udtalelse
om, at Franskmændene ikke vilde bryde ud, men
gjorde de det, vilde Englænderne gaa deres egne Veje.
Det var øjensynligt at Franskmændene ikke vilde
have Ansvaret for at afbryde Forhandlingerne, men
hellere vilde vente, til Konferencen faldt sammen af
sig selv. Schanzer har i Aften overfor 250 Journalister
holdt en Tale.
Nogle Dage efter sluttede denne Konference, der af
Lloyd George ophøjedes til »den vigtigste i Verdens-
historien«, men om hvilken det dog vist ogsaa kan