Det Nye Nord - 01.04.1922, Blaðsíða 11

April 1922
DET NYE NORD
Side 69
Ethvert Lands Næringsveje bestemmes hovedsagelig
af dets Naturforhold. Fiskerierne, Faareavlen og
Kvægholdet præger Folkets Liv. Industrien spiller
ingen nævneværdig Rolle endnu. Forfatteren gennem-
gaar omhyggelig begge disse Næringsvejes Psykologi.
Sommerens intensive Arbejde ved Høbjærgningen
veksler med Vinterens Hviletid, hvor Klimaet tvinger
Landbefolkningen til at holde sig meget inden Døre,
og de vanskelige Færdselsforhold og de lange Afstande
gør, at man ikke jævnlig kan omgaas andre end selve
Gaardens Folk. Mange har tilskrevet de lange Vinter-
aftener en Del af Æren for den islandske Almues lit-
terære Tilbøjeligheder, saaledes i sin Tid Grundtvig.
Og i hvert Fald maa det siges, at man i tidligere Tider,
medens Folkeholdet paa Gaardene var stort, her fik
Ro og Lejlighed til saadanne Beskæftigelser. Men na-
turligvis maa Aarsagerne til, at man anvendte Tiden
just paa denne Maade, søges andetsteds.
Jeg kan ikke være enig med Professor Finnbogason i,
at den islandske Almue har vist særligt Talent i at
indrette sig efter Landets Natur. Ganske vist er dette
sket paa enkelte Omraader, saaledes som han anfører
Side 17—18, men som han selv siger: »Folk bruger
snarere det, som Naturen yder, uden at de selv be-
høver at paalægge sig stort Besvær for at faa fat i det,
end det, som der udfordres særlige Kundskaber for
at faa fat i.« — Sagen er, at her staar vi ved et af
de vigtigste Punkter i den islandske Kulturs Historie,
og at vi med Sorg maa tilstaa, at vort Folk her endnu
ikke har gjort sin Pligt helt ud, og at man navnlig i
vore Dage næppe kan tale om nævneværdige Frem-
skridt i denne Henseende, men snarere om Tilbage-
gang. Jeg skal belyse dette nærmere.
Det 18. Aarhundredes store Patrioter Eggert Olafs-
son, Bjørn Halldorsson og deres Kreds blev aldrig
trætte af at indprente Nødvendigheden af, at man ind-
rettede sig paa islandsk Vis, stillede sine Livsfor-
dringer i Samklang med, hvad Landets Natur tillod,
og søgte paa den anden Side at udnytte dets Herlig-
heder paa det bedste. Det skete ogsaa tildels, — og
paa enkelte Omraader tvinger Naturen os dertil. Men
i vore Tider synes man rigtignok at gaa til den anden
Yderlighed. Hvor uhyre lidt er der i Virkeligheden
ikke gjort for at udnytte f. Eks. de islandske Vand-
fald. Og med de voksende udenlandske Kultur-
strømme gaar det ofte saaledes, at indenlandske Varer
fortrænges af billigere og daarligere udenlandske.
Mange Steder spiser man nu indført daarlig Marga-
rine og sælger sit gode Smør til Udlandet. Den island-
ske nationale Hjemmeindustri er saa godt som fuld-
stændig ødelagt af Konkurrencen med indførte uden-
landske Artikler. De hjemmegjorte Klæder erstattes
mere og mere af udenlandske Tøjer, de islandske
smukt udskaarne Trækar af udenlandsk Fajance og
Jeinvarer, de indenlandske Spiser af udenlandske
Retter. Kaffe og Kakao erstatter nu de forskellige
nationale Urtedrikke, som det 18. Aarhundredes Pa-
trioter søgte at indføre. Vor Almue har Trang til Ød-
selhed og desværre meget ofte ringe Sans for Øko-
nomi i det smaa. I et tætbefolket gammelt Kulturland
som Italien eller Kina spiser Almuen saa omtrent alt,
hvad spises kan, og vel at mærke, den har udviklet
den nationale Kogekunst saaledes, at man forstaar at
tilberede alt saaledes, at det bliver lækkert. Men det
islandske nationale Køkken har langtfra været paa
Højde med Udlandets, og man har langtfra udnyttet
alt. Almuen f'. Eks. kender ikke til de spiselige
Svampe, kun meget faa spiser nu de udmærkede spi-
selige Tangarter, enkelte velsmagende Fiskearter anser
Almuen for uspiselige. Krebs og Hummer og flere
Arter spiselige Muslinger udnyttes saa godt som ikke
til Menneskeføde. Brugen af islandsk Mos er meget
i Aftagen; af Kvanrod (archangelica officinalis) ligesaa.
Og noget lignende maa siges med Hensyn til Bygge-
materialerne. Professor Finnbogason omtaler netop
dette særlig Side 18 ff og har mange fortræffelige Be-
mærkninger herom. Men i Virkeligheden kan man
her ikke helt undskylde vore Forfædre. For uagtet de
ikke havde Skovtømmer i samme Udstrækning, som
Norge havde det, og det indtil det 19. Aarhundredes
sidste Aartier har været vanskeligt at indføre det i
stor Stil, saa var der intet i Landets Natur, der kunde
hindre vore Forfædre fra at opføre Stenbygninger i
Island ligesom i Nabolandene. Man skulde ganske
vist indføre Kalk, idet de islandske Kalkbrud er smaa
og vanskelig tilgængelige, men dette var da ikke uover-
kommeligt, ligesom Klostre og Kirker sikkert ogsaa
vilde have haft Raad til det. Men de ældste islandske
Bygninger af Sten stammer først fra det 18. Aarhun-
drede, — naar man da undtager en enkelt mærkelig
Bygdeborg fra Sagatiden (Borgarvirki), af utilhugne
Sten.
Ligeledes er det indlysende, at man i meget højere
Grad, end det nu er Tilfældet, kunde have udnyttet
de varme Kilder. Først i vore Dage er man rigtig
rationelt begyndt at gøre det, og i Fremtiden vil man
sikkert kunne gøre det endnu bedre. Brændselsmang-
len har altid været følelig, navnlig efterhaanden som
de islandske Skove er blevet ødelagte. Men saa meget
mere forbausende er det, hvor lidt — forholdsmæssig
set — de islandske Tørvemoser og Brunkulslejer er
bleven udnyttede. Først de sidste Aartier har set et
rigtigt Opsving heri, og man er endnu meget langt
fra en saa rationel Udnyttelse af dem som f. Eks. i
Danmark, hvor man dog har ganske anderledes rige-
ligt med Brændsel.
Derimod har Professor Finnbogason utvivlsomt
Ret i, hvad han siger om den islandske Almues Man-
gesidighed (Side 26). Gennem Aarhundreder førte
Forholdene det med sig. En stor Del af Indbyggerne
drev baade Landbrug og Fiskeri. Hver Gaard var som
en lille Verden for sig, dens Folk maatte være rede til