Det Nye Nord - 01.04.1922, Blaðsíða 20

Side 78
DET NYE NORD
April 1922
at det bestemmes, hvad der forstaas ved dette, »kan
ernære«. Et skjær av brukbarhet kunde denne be-
klagelig hyppig anvendte regel kun vinde ved, at den
formulertes derhen, at hvert foreldrepar skal undgaa
et barnetal, som kan forutsees aa falde det offentlige
til byrde. Men denne regel vilde for tænkende sam-
vittighetsfulde og med bruk av præventivmidler for-
trolige foreldre være selvfølgelig og derfor overflødig.
Denne regel er derfor likesom 2-barnssystemet i alle
tilfælde aa forkaste, da den betyr samfundets negering.
I dens sted bør en anden regel settes, som sikrer det
nødvendige fødselsoverskud og samtidig muliggør for-
plantningens rationalisering efter racehygienens prin-
cipper og kjønslivets befrielse av pinefulde lænker.
Befolkningsstatistiske og medicinsk-hygieniske syns-
punkter maa være ledende ved dens formulering.
2-barnssystemet og dets stadige vekst er en alvorlig
bebreidelse mot alle de personer og institutioner, som
er ansvarlig for folkets moralske opdragelse. Systemet
er en bebreidelse mot de lærde, som fra medicinens
og hygienens leir paa den ene side og fra socialøkono-
miens og socialvidenskapens paa den anden side ikke
tydelig nok har formulert regler til alment bruk. Det
er en bebreidelse mot alle aandelig førende kredse,
fordi de ikke har provosert og propagert denslags
regler. Det er paa høi tid, at det forsømte indhentes,
og at det samfundsfarlige 2-barnssystem stanses i sin
vekst. Til dette kræves, at forplantningsregler, som
kan erstatte dette system efter videnskapelige prin-
cipper, bringes i en kort, klar, entydig og almen-for-
staaelig form og tillempet for alle befolkningslags
livskaar. Man kunde til en begyndelse tænke paa i
stedet for 2-barnsreglen aa sette kravet om 3 barn.
Men heller ikke dette er tilstrækkelig. 3 barn pr. ekte-
skap vilde selv under forutsetning av, at en tiende
part av ekteskaperne forblev ufruktbare, bare gi et
fødselstal paa 16 pro mille levende fødte. Under de
tenkelig heldigste dødeligsforhold vilde i følge Oth.*)
en befolkning med et fødselstal paa 17 pro mille ak-
kurat kunde holde sig. Men da har man allerede antat
en saa gunstig spedbarn- og barnedødelighet, som vi
ikke kan vente den i overskuelig tid. 20 pro mille
turde derfor for et kulturfolk bety den laveste grense.
Men dette fødselstal vilde endnu ikke bety nogen
ø k n i n g. Til en befolknings opdrift trenges der
mindst 5 å 10 flere fødsler, saa at man altsaa maa
kreve 25 å 30 pro mille for et kulturfolk, selv om det
lykkes aa trykke dødeligheten endnu længere ned end
hittil. Den mest treffende beregning over det til artens
vedlikehold ubetinget nødvendige barnetal gir vel
Grassl.**) Han beregner i den bayerske befolknings-
*) Oth, Fr. Induktives und Deduktives zum Bevolkerungs-
problem. Conrad’s Jahrbucher fur Nationaløkonomie
und Statistik. III. F. B. 43. 1912.
**) Grassl, Das zeitliche Geburtsoptimum. Soziale Medizin
und Hygiene. Hamburg, Jahrg. 1907.
statistik det tal barn, som hver gift kvinde maa føde,
saadan:
a) 1 barn som erstatning for moren.
b) 0,3 barn som erstatning for de kvinder, som dør
før den optimale fødetids indtreden (ev. til 0.2, færre
under gunstige forhold).
c) 0,25 barn som erstatning for de ugifte, men føde-
dygtige kvinder.
d) 0,12 barn som erstatning for de ekteskap, som
ved sykdom er blit underfruktbar. Dette tal kunde
forstørres i tidens løp. Summa 1,67 barn. Dette tal
fordoblet gir pro kvinde 3,34 fødsler. Dertil kommer
det nødvendige overskud av guttebarn paa grund av
den høiere dødelighet blandt disse med 0,05. Vi faar
da 3,39 eller 3,4 barn paa hver gift kvinde. Men selv
ved denne ydelse vilde den nødvendige befolknings
opdrift endnu ikke ske fyldest.
Allikevel turde det være uholdbart aa kræve et
fast tal for hvert ekteskap; meget rigtigere er det
aa opstille en glidende regel, som angir et minstetal,
men samtidig opstiller en økning av barnetallet som
ønskelig. En saadan regel har disse linjers forfatter
opstillet allerede for flere aar tilbake.*) I denne regel
er der indlemmet det økonomiske fortrin hos de av
foreldreparrene, som gaar ut over det absolut nød-
vendige minimum. For det er ikke minstekra-
v e t, men talrike dygtige foreldrepars merydelse
under samfundets moralske og materielle anerkjend-
else, som betyr det væsentlige i denne regel.
Ved aa følge denne regel helt igjennem vilde det
nødvendige fødselsoverskud garanteres samtidig med
forplantningens rationalisering og anvendelsen av ra-
cehygieniske principper. Den forlanger, at hvert for-
eldrepar har den plikt aa fremavle et minstetal av
3 barn utover det 5te livsaar. Dette mindstetal til-
strebes ogsaa der, hvor foreldrenes kvalitet lar for-
mode en uvesentlig mindreværdighet av avkommet.
Hvert foreldrepar, som udmerker sig ved særlig dyk-
tighet, er berettiget til aa øke minstetallet til det
dobbelte.
(Zusammenfassang: 1 Kind als Nachkommen und
Ersatz fur die Mutter. 0,3 Kind als Ersatz der vor
dem Eintritt der optimalen Gebårzeit Gestorbenen
(eventuell bis 0,2 weniger bei gunstigen Verhåltnissen).
0,25 Kind als Ersatz fur den Ausfall der Gebårfåhig-
keit der nicht verheirateten Frauen.
0,12 Kind als Ersatz fur die durch Krankheit unter-
friichtig gewordenen Ehen. Diese Ziffer diirfte sich
in der Folge der Zeit vergrossern.
Summe 1,67 Kind. »Diese Zahl doppelt genommen
in Hinsicht auf die Erhaltung der Månner gibt also
*) Grotjahn, A., Soziale Pathologie. Versuch einer Lehre
von den sozialen Beziehungen der menschlichen Krank-
heiten als Grundlage der sozialen Medizin und der so-
zialen Hygiene. Berlin 1912. S. 674.