Det Nye Nord - 01.05.1922, Blaðsíða 10

Side 88
DET NYE NORD
Maj 1922
bortset fra den Kraftforøgelse, der vil være Følgen
af det snævrere Samarbejde og den stærkere Samling
om de nationale Opgaver.
Fysisk og psykisk maa Arbejdsstaben højnes det
mest mulige, men kun et enkelt af de Problemer, som
staar i Forbindelse med dette Krav (Opdragelse, Ud-
dannelse, de unges Rejser, o. s. v.) skal jeg her be-
røre. Det er Arbejderklassens Vilkaar.
Det er en Sandhed, som ethvert Land og enhver Tid
maa respektere, at Konkurrenceevnen overfor Udlan-
det maa bevares. Lønniveauet kan ikke skrues op
over en vis Grænse, Arbejdstiden ikke bringes ned
under en vis Grænse, uden at Konkurrenceevnen
mistes, og Landets Erhvervsmuligheder i samme Grad
forsvinder. Følgen heraf vil fornuftvis blive en auto-
matisk Regulering af Løn og Arbejdstid gennem Ar-
bejdsløsheden. Her som i saa mange andre Forhold
gælder det, at det er yderst farligt at glemme, at Dan-
mark er en saare lille og saare afhængig Del af Ver-
densøkonomien.
Men det er paa den anden Side givet, at i samme
Grad, som vort Erhvervsliv er Udlandets overlegent
— hvad enten det er en Følge af bedre Teknik og
Organisation, dygtigere Arbejdsstab, billigere Ledelse
eller mindre Skattebyrde — vil vi evne at holde vor
Arbejdsstab paa en Levefod, der ligger over Udlandets.
Hvis Fagforeningerne og Social-Demokratiet altid vilde
holde sig dette Interessefællesskab med »Kapitalisterne«
for Øje, specielt hvad angaar en mindre Skattebyrde
og en dygtigere og flittigere Arbejdsstab — i hvil-
ken Forbindelse Betydningen af Arbejdsroen ikke bør
overses — og samtidig vilde forstaa, at man ved
at give Arbejderens Forbrug og Fritidsanvendelse en
anden Retning kan gøre hans Indtægter dobbelt saa
effektive og samtidig lette den fælles Skattebyrde, vilde
de have udført deres Del af Opgaven. Den resterende
Del vilde i saa Fald paahvile Erhvervslederne i Form
af den yderste Anspændelse af Teknik og Organisation,
den billigst mulige Administration, den samvittigheds-
fuldeste Forvaltning af den Samfundskapital, der er
dem betroet — hvilken sidste Fordring naturligvis i
første Instans maa rettes til Bankerne.
Ogsaa for Erhvervslederne maa det Interessefælles-
skab, der binder Arbejderklasse og Erhvervsledere til
hinanden være indlysende. Arbejderens fysiske, psy-
kiske og moralske Niveau trækker Grænsen for den
Udvikling, hvortil Erhvervslivet teknisk og organisa-
torisk kan svinge sig op, og Arbejderen repræsenterer
samtidig en betydelig Del af Hjemmemarkedet, — et
Forhold, som ogsaa burde interessere den til enhver
Tid siddende Regering om ikke af andre Grunde saa
af Hensynet til Finanserne.
Paastanden om, at Arbejdslønnen og overhovedet
Arbejderklassens Vilkaar maa holdes i Niveau med de
tilsvarende Forhold i de konkurrerende Lande, er
altsaa for saa vidt kun af en relativ Gyldighed, og
baade socialt, kulturelt og økonomisk maa man ube-
tinget ønske, at Udviklingen herhjemme vil komme
til at gaa i Retning af I-Klasses Betaling for I-Klasses
Arbejde.
Til ingen af Parterne kan det endelig siges for ofte,
at de maa se udover Grænserne og Øje-
blikket. Vi har det godt herhjemme, og der er
Grund til at være glade og stolte over det, men kun i
samme Grad, som vi er os bevidst, at vor Velstand
er Udtryk for og derfor afhængig af vor Indsats i Ver-
densøkonomien. Vi leverer Kvalitetsarbejde og faar
derfor en relativ høj Betaling, men vil vi beholde den,
maa vi blive ved med at levere Kvalitetsarbejde, vi
maa holde os i Spidsen af den Udvikling, hvori alle
Lande indenfor Verdensøkonomien er med. Vort nu-
værende Udviklingstrin er et Adelskab, som forpligter,
ikke et Privilegium, paa hvilket vi kan lægge os til
at sove.
Lad mig slutte med et Par Ord om Politikerne,
i hvis skrøbelige Hænder en Indflydelse er lagt, der kan
blive lige saa godt ødelæggende, som velsignelsesrig.
Der maa føres en saglig Politik. Alvoren i den kom-
mende økonomiske Udvikling bør lære de Politikere,
som ikke allerede har indset det, at der er Ting, som
er højere og mere paakrævede end Parti- og Klasse-
interesser. Desværre maa det i denne Forbindelse si-
ges, at de to forløbne Kriseaar har været Vidne til en
Parti- og Klassepolitik, som ikke lader tidligere min-
dre alvorlige Aar noget efter, og at Folket, hvis store
Flertal utvivlsomt ønsker Sagligheden fulgt, hyppigere,
end det selv aner, skubbes til Side for uvedkommende
Interesser.
Jeg tror imidlertid, at man vilde være naaet et me-
get betydeligt Skridt fremad i Evnen til at udnytte
Værdierne i de nuværende politiske Former, hvis man
fra alle Parters Side kunde blive enige om i Praksis
at tage rent sagligt paa de forskellige Spørgsmaal. Lad
mig blot som en lille Illustration fra det praktiske Liv
pege paa de Resultater, Byerhvervene i Skattespørgs-
maalet har opnaaet i indeværende Rigsdagssession ved
indbyrdes Samarbejde og saglig Forhandling med
Rigsdagsudvalget. Jeg tror, der her er lagt Spiren til
en Nydannelse, som kan blive af overordentlig Be-
tydning for vor parlamentariske Udvikling.
Men for at kunne føre en saglig Politik maa natur-
ligvis først og fremmest den Forudsætning være til
Stede, at man fra alle Sider enes om at gaa til Løs-
ningen af de forskellige foreliggende Spørgsmaal uden
forudfattede Meninger, uden overleverede Fordomme
eller Dogmer, hvad enten de er at finde paa det so-
ciale, økonomiske eller kulturelle Omraade. Jeg tæn-
ker i denne Forbindelse særlig paa Forholdet So-
cialisme — Kapitalisme og Landbrug — Byerhverv.
Der er herhjemme intet reelt Grundlag for en Po-
litik, der bygger paa en Kløft mellem Arbejderklasse
og Borgerlige. Socialdemokraterne vil utvivlsomt endnu