Det Nye Nord - 01.05.1922, Blaðsíða 14

Side 92
DET NYE NORD
Maj 1922
Aarhundrede hver Mand for sin Forplejning. England
opretter saaledes først 1550 sit »Victualling Depart-
ment«, og Preussen opretter 1657 Embedet som »Ge-
neralproviantmester«. Herved er man i Virkeligheden
naaet derhen, at Staten overtager Forplejningen af
Hærene (Flaadernes Forplejning var allerede overtaget
noget forud). Og vi stilles atter overfor et Massebehov
for Fødevarer, der ifølge Sagens Natur kun kunde
opstaa fra Statshærenes Side. Der fremtræder et Utal
af Forplejningssystemer, der mere eller mindre
basserer sig paa Statsforplejning. Hyppigst er det
»blandede« System, hvor Staten overtager Forplejnin-
gen paa March og i Felten, medens Soldaterne sørger
for sig selv hjemme i Garnisonen (Ordet Garnison
bruges iøvrigt først som Betegnelse for de Magasiner,
hvori Staten opbevarede Forplejningsforraad).
Paa dette Omraade af Hærenes Økonomi træderl
Soldatens Stilling som Kun-Konsument vel stærkest]
frem. Og Efterspørgselen efter Levnedsmidler til de
efter Befolkningstallene meget betydelige Statshære
giver Stødet til Landbrugets Produktion
for Markedet uden at have Tuskhandelen som
eneste Maal. Man maa i denne Forbindelse erindre
sig, at Hærenes Garnisonering netop er en af de be-
tydeligste Faktorer, der er medvirkende til vore nu-
værende Storbyers Opkomst. Lad os blot herøjté nogle
Eksempler fra det gamle Preussen.- ^Berlin var indtil
Slutningen af det 18: århundrede en ren Garni-
sonsby. 1740 tilhørte saaledes af dens 90.000 store
Befolkning ikke mindre end 21.300 Garnisonen. Mag-
deburg har samme Aar 19.580 Indbyggere med en
Garnison paa oa. 6000. Stettins tilsvarende Tal er da
henholdsvis 12.740 og 5000.
Storleverancerne opmuntrer indenfor Landbruget
atter igen de store Bedrifter. De danner i Virke-
ligheden det økonomiske Grundlag for Ridder-
godserne, der med Føje kan karakteriseres som
de første kapitalistiske Bedrifter. Men Hærleveran-
cerne har ikke alene virket revolutionerende paa
Landbrugsproduktionen. Den internationale
Kornhandel, Handelsgrenenes Nestor, kan føre
sin Opkomst tilbage hertil. Det vil her føre for vidt
at komme nærmere ind paa Kornhandelens saare
interessante Kapitel (jeg maa i saa Henseende henvise
til S o m b a r t). Jeg maa indskrænke mig til at pege
paa dens Tendens henimod Terminshandel og deraf
følgende Terminsspekulationer. Herved faar den atter
den største Betydning for Børsernes Opstaaen. —
Medens Bevæbningen altsaa først og fremmest havde
Betydning for Industriens Udvikling (skønt selv-
følgelig ogsaa i høj Grad paa Handelen med Raa-
stoffer), synes Hærens Forplejning særlig at have ud-
viklet Handelen. Og medens Vaabenfabrikerne
ofte var halv- eller heloffentlige Institutioner, der først
senere gik over paa Privatmands Hænder, blev Han-
delen altid den private Kapitalismes stærkeste Støtte.
Hertil kommer saa til Slut, at der ved de militære
Masseleverancer af Fødemidler (specielt Korn) tjenes
de første »Verdensformuer«. De meget be-
kendte »Hofjøder« skylder først og fremmest Hærleve-
rancer deres Betydning og Indflydelse.
Vender vi os nu til den tredie af den moderne
Hærs økonomiske Problemer, Beklædningen,
viser denne sig ogsaa som en banebrydende Faktor
indenfor den kapitalistiske Økonomiordning. Indtil
Indførselen af Uniformen herskede der blandt
Soldaterne den mest ubeherskede Individualisme med
Hensyn til Klædedragten. Bondehærenes Paaklædning
var selvfølgelig yderst enkelt. Derimod synes Lands-
knægtene efterhaanden at have kastet sig over skri-
gende Farver og alskens Snurrepiberier, saaledes at
man maaske her allerede kan tale om en Slags »Uni-
form« i uegentlig Forstand. Hver Mand sørger stadig
helt og holdent for sin Beklædning.
Det er umuligt at nævne bestemte Aarstal for Uni-
formens Indførelse i de forskellige Hære. Maaske er
det rigtigst at føre Institutionen tilbage til visse Fyr-
sters »Hofdragt«, der hyppigst holdes i vedkommende
Herskers Farver. Disse Hofdragter gaar nemlig gen-
nem Tjejj^rdragter over til bestemte Dragter for Liv-
garden. Her kan dog kun blive Tale om en Slags
privat Pragtsyge fra Fyrsternes Side, og det er da
ogsaa først militære Hensigtsmæssighed s-
hensyn, der skaber den moderne Uniform. Saa
snart dette Hensyn bliver dominerende, maa Soldatens
Selvproduktion af Klæder falde bort. Thi Ensartet-
hedens praktiske Krav jager altid den individuelle og
uensartede Produktion paa Flugt. Herefter har vi atter
Udviklingen af et Massebehov, til hvis Tilfredsstil-
lelse kræves en vis Industrialisering og medfølgende
Storhandel dels med Raaprodukterne, dels med de
færdige Varer. Ligesom Hærenes Bevæbning og For-
plejning gav Stødet til en Række af vort økonomiske
Livs allervigtigste Erhvervsgrene, saaledes ogsaa med
Hærens Beklædning. Den moderne Tekstilindustri,
Uld- og Bomuldshandel kunde aldrig være opstaaet
uden Krigens Medvirkning. Man maa ikke lade sig
vildlede af den Omstændighed, at der allerede tidligere
fandtes store Skrædderier, hvorfra Stormænd af for-
skellig Slags forsynede sig med kostbare Klædninger.
Saadanne Foretagenders Betydning for vort økonomi-
ske System var selvfølgelig helt ringe. Derimod kan
det tydelig paavises, at Ruslands Tekstilindustri udeluk-
kende stammer fra de militære Behov.
De to sidste økonomiske Problemer, Befordringen
og Kaserneringen er af mindre Betydning for os her.
Derimod er det nødvendigt at skænke Flaaden nogle
Linier. Som allerede nævnt glider Orlogsflaaderne
langt før end Hæren ind under Statsmagtens Vinger.
Et Orlogsskib er jo noget andet end en almindelig
Soldaterudrustning. Her bliver ikke Tale om Selvpro-
duktion. Skibsbygningskunsten er derfor