Det Nye Nord - 01.06.1922, Blaðsíða 7

Juni 1922
DET NYE NORD
Side 105
rive til det Udbrud, at »Fjenden (!) staar til højre«,
er det sikkert af dem, der er tveæggede i en Tid, hvor
Landet behandles udefra, som Tyskland nu i snart
fire Aar er blevet det. Thi med al Respekt for den
Iver og det Arbejde, hvormed den nye, tyske Repu-
bliks Mænd har søgt at løse den uhyggeligt vanskelige
Opgave, der er stillet dem, saa er det hele »demo-
kratiske« Styres Resultat hverken indadtil eller udadtil
af den Art, at det skal være utilladeligt eller ufor-
staaeligt — ogsaa hos virkelige Patrioter — at nære
Onske baade om andre Former for Rigets Styrelse og
om andre Metoder i dets Politik, rent bortset fra saa-
danne Ønskers Opportunitet eller Gennemførlighed.
*
I Praksis gav den ved Mordet affødte Bevægelse sig
Udslag i en hurtig Gennemførelse paa Rigsdagen —
niod de konservative Stemmer — af en omfattende
»Lov til Repuhlikens Bes k y 11 e 1 s e, hvortil
knyttedes en særlig »Rigskriminalpolitilov« og en Lov
om »Embedsmænds Pligt til Beskyttelse af Repu-
bliken«.
Den første Lov indeholder en Udvidelse af de over-
for Repuhliken, dens Regering og dens Institutioner
strafbare Handlinger og en overordentlig Skærpelse af
Straffene for saadanne eller for Undladelse af at have
lorhindret deres Udførelse eller givet Meddelelse om
deres Planlæggelse. Særlig tages Sigte paa Sammen-
slutninger eller Foreninger, der tilstræber at omstyrte
Forfatningen eller at bortrydde eller fornærme Rege-
ringsmedlemmer. Hertil kommer udvidede og skær-
pede Bestemmelser overfor Pressen m. m.
De Straffe, der fastsættes for alle saadanne For-
seelser eller Forbrydelser, er meget haarde, og som
dømmende Myndighed efter denne Lovs Paragraffer
oprettes en særlig Domstol (Staatsgerichtshof), der
gælder for hele Riget og bestaar af 9 af Rigspræsi-
denten udnævnte Medlemmer, af hvilke tre skal være
Medlemmer af Rigsretten, men de seks skal være
Lægmænd. Dette Punkt i Loven, der griber ind i
Enkeltstaternes Højhedsret paa Justitsens Omraade, er
Genstand for Kritik, fordi en saadan sammensat Dom-
stol betragtes som en Forringelse af Retsplejens Uaf-
hængighed og som et Redskab, der vil kunne mis-
bruges, ogsaa fordi bl. a. Spørgsmaal om Højforræderi
tages fra den bestaaende Rigsret og henlægges under
den.
Loven om Embedsmænds Pligt til at beskytte Re-
publiken indeholder ogsaa Bestemmelser, der er Gen-
stand for Angreb, idet det kræves, at Embedsmanden
»i sin embedsmæssige Virksomhed skal træde i Skran-
ken for den forfatningsmæssige, republikanske Stats-
magt«. Ogsaa her aabnes der Vej for Vilkaarlighed,
og disse Bestemmelser i Forbindelse med de til særlig
Bedømmelse af eventuelle Forseelser oprettede Disci-
plinarretter har da ogsaa givet en anset Kritiker An-
ledning til at bemærke, at »man maa nære alvorlig
Tvivl om, hvorvidt Republiken i Praksis herigennem
bliver særlig beskyttet, eller om Loven ikke i betænke-
lig Grad kan udnyttes til, ogsaa for de ikke-politiske
Statsembeders Vedkommende, at skabe en ensidig
indstillet Embedsstand«.
Mindre Kritik er der overfor den tredie Lov — om
Rigskriminalpolitiet — der tilsigter at oprette en In-
stitution »til Bekæmpelse af et Forbrydervæsen, hvis
Virksomhed ikke er indskrænket til bestemte Pladser
eller Landsdele«, idet det utvivlsomt har vist sig uhel-
digt, at der ikke hidtil i Riget har eksisteret et ens-
artet og efter sagkyndige Regler uddannet og organi-
seret Kriminalpoliti.
De nævnte Loves Indhold, særlig de to førstes, vilde
jo i Almindelighed kunne give Anledning til Betragt-
ninger over, hvorledes alle Magthavere — de være
bolsjevikiske, socialistiske, demokratiske eller auto-
kratiske — betragter den Tilstand, de repræsenterer,
som den eneste legitime, selv om den er skabt ved
Magt gennem Revolution, som jo ogsaa den nuværende
tyske er det. Hvis en Patriot rejser sig mod et Frem-
medherredømme, men hans Kamp mislykkes, er han
en Oprører og bliver hængt; lykkes den, er han en
Frihedshelt, for hvem ingen Hæder er stor nok. Og
den Tilstand, der indføres ved Revolution eller anden
Magtanvendelse, ejer fra samme Øjeblik »Retten« til
at hævde sig ved de Magtmidler, der staar til Raadig-
hed. Som Menneskene tidligere skulde tvinges til at
have den samme Mening om, hvorledes de bedst kunde
blive salige, maa de ogsaa — naar der synes at være
Fare for den bestaaende Statsform — tvinges til at
have samme Mening om, hvorledes de bør regeres.
Den tyske Beskyttelseslov fremtræder ganske vist
som en Undtagelseslov med 5 Aars Varighed. Men dens
Indhold maatte naturligt give Anledning til Protest ikke
blot fra rent objektive og fra subjektivt monarkiske
Opfattelser. Det maatte ogsaa vække Betænkelighed
hos de Fraktioner, der dels ikke under det nuværende
Styre nærer Tillid til Riget som en Enhed, dels prin-
cipielt er Tilhængere af Bevarelsen af en vis Sepa-
ratisme, en vis Uafhængighed indenfor Rigets Ramme
for de enkelte Lande, der endnu lever paa særlige fol-
kelige og statlige Traditioner og Ejendommeligheder
og ikke føler sig tiltrukne af »preussisk« Overvægt,
hvad enten denne fremtræder i Form af hohenzol-
lernsk Monarkisme eller socialistisk Rigsparlamen-
tarisme. Thi i betydelige Borger- og Bondekredse over-
alt i Riget, og ikke mindst i Bayern, hvor man op-
levede det Kurt Eisnerske Kommunistregimente, ser
man med Mistro paa den socialistisk-demokratiske
Udvikling — ligesom Miinchen, Tysklands »Hjærte«,
altid har befundet sig i et vist baade Modsætnings-
og Suppleringsforhold til Berlin, Tysklands »Hoved«.
Modstanden mod en yderligere Udvidelse af Rigs-