Det Nye Nord - 01.06.1922, Blaðsíða 10

Side 108
DET NYE NORD
Juni 1922
Tid stammer ikke fra Nederlaget 1870, men Krigen
den Gang var ikke mindst Udslag af Frankrigs Forsøg
paa at faa »Revanche« for Sadova i 1866, da Preus-
sens Sejr over Østrig banede Vejen for et samlet Tysk-
land. Det har været Tysklands Svaghed, at det i For-
hold til Frankrig først sent, i 1871, blev en national
Enhed — og dette endda kun delvis og paa Grundlag
af talrige, dynastiske Enkeltheder — medens Frankrig
(og England) allerede i Aarhundreder havde været na-
tionalstatlig konsoliderede.
Trediveaarskrigene var ført paa et i tre Hundrede
Enkeltorganisationer adsplittet tysk Territorium, og
dens hærgende Virkninger, der paa mange Maader
fortsattes under den spanske Arvefølgekrig, Krigene
under Frederik den Store og Napoleonskrigene, spo-
redes endnu i adskillige Henseender, da Verdenskrigen
udbrød. Den af Bismarck skabte Rigsenhed oplevede
vel en Periode af enestaaende økonomisk og civilisa-
torisk Fremskridt, men dette fulgtes ikke af en til-
svarende politisk, der kunde give Rigets Enhedssty-
relse baade Kraft og Smidighed — og Skylden herfor
hviler, foruden i selve den historiske Udvikling, d. v. s.
i »Skæbnen«, ikke blot paa Hohenzollere og »Mili-
tarisme og paa Bismarcks Snæversyn eller Stejlhed i
social og enhedsnational Opfattelse, men ogsaa paa de
tyske borgerlig-demokratiske Elementers splittede og
lidet maalbevidste Optræden og dets Socialdemokratis
Doktrinarisme. Rigets Spaltning i Enkeltstater og i
visse ret adskilte økonomiske og produktionsmæssige
Interessesfærer (Industri- og Agraregne) og Folkets
Deling i Protestanter og Katoliker betød ganske vist i
mange Henseender Fordele for baade materielt og kul-
turelt Fremskridt og i det Hele et rigt indre Liv, men
affødte tillige adskillig rigspolitisk Usikkerhed og
Svaghed.
Det tyske Rige som samlet Nationalstat var derfor
ikke naaet til fuld Modenhed, da Verdenskrigen —
som det i hvert Fald ikke, som paastaaet i Versailles-
freden, har Eneskylden for — brød løs, og Nederlaget
derefter pludselig satte ind over dets, efter en over-
ordentlig samlet Kraftudfoldelse, svækkede og nerve-
rvstede Folk. Og skønt dette gennem Revolutionerne,
der bortfejede Fyrstehusene, søgte at imødekomme det
af en mægtig Propaganda underbyggede Krav fra Sejr-
herrernes Side om Rigets »Demokratisering« som Be-
tingelse for en Fred paa Grundlag af Wilsons Punkter,
kom det til at staa overfor et, forøvrigt i Historien
enestaaende, kynisk Brud paa dette højtideligt tilsik-
rede Grundlag. Det blev stillet overfor en dikteret
»Fred«, hvis Bestemmelser fornufts mæssigt
kun synes at kunne forklares ud fra den Hensigt, at
Folket skulde forarmes, svækkes og forringes i An-
tal, og Riget opløses, idet den ved »Freden«s Virk-
ninger skabte Tilstand skulde vise sig at være socialt
og økonomisk proletariserende, kulturelt demoralise-
rende og politisk splittende.
De forløbne tre Aar har i betydelig Grad imøde-
kommet saadanne Forventninger, om end den fælles
Nød og Ydmygelse ogsaa har virket til at vække en
Følelse af Sammenholdets Nødvendighed for Selv-
hævdelsen og for Fremtidseksistensen foruden natur-
ligvis et fælles og alle Samfundsklasser gennemtræn-
gende Had over at være bedraget ved Fredens Ind-
hold og gennem dette udleveret til en systematisk Øde-
læggelse og Nedværdigelse. Men der er tillige fra fransk
Side gjort stadige ekstra Forsøg paa at vække eller
nære separatistiske Bevægelser i flere af Rigets Dele,
samtidig med at det saakaldte Folkeforbund benyttedes
som Dækning for Saardistriktets, Øvreschlesiens, Dan-
zigs og Eupen-Malmedys Fjærnelse og Østpreussens
Adskillelse fra det tyske Statslegeme, og en haard-
hændet Politik i Elsass søger at rense dette for tyske
Elementer eller holde dem nede i Lydighed mod de
nye Herrer.
De franske Separatistbevægelser har været drevne i
Bayern, i Pfalz og i de besatte Rhinegne, og der har
været benyttet talrige, snart brutale, snart raffinerede,
Fremgangsmaader, som det her vil blive for vidtløftigt
at komme nærmere ind paa, men som bl. a. i høj
Grad har søgt — og søger — at udnytte den alminde-
lige, økonomiske, produktionsmæssige og kulturelle
Nødstilstand. Hidtil maa de dog betegnes som mislyk-
kede, og den franske Optræden i de besatte Egne sy-
nes just heller ikke at være egnet til at virke tiltræk-
kende.
Men efter at »Freden« nu i tre Aar har spredt sine
Velsignelser over det samlede Europa, og den sidste
Londonkonference er strandet paa Versaillesfredens
Uopfyldelighed, gaar Tyskland og det i stigende Grad
proletariserede Folk, hvis Nerver i Aarevis har været
underkastet en Belastning, der ikke i Længden vil
kunne bæres, sin sværeste nationalpolitiske og sociale
Periode i Møde. Vil det komme igennem den? Og
hvis ikke —? Thi en politisk Enkeltstatssplittelse er
næppe tænkelig uden i Forbindelse med almindelig so-
cial Opløsning eller Revolution med dens, ogsaa for
andre Lande, uoverskuelige Forløb og Følger.
Ikke mindst for de nordiske Folks hele Tilværelse
vil Bevarelsen heraf blive af vidtrækkende Betydning.
Thi hvilke personlige Sympatier det enkelte Individ
end kan have, og efter hvilke Stemningstilstande det
end former sin private Opfattelse, saa betyder dette
intet overfor den praktiske Kendsgerning, at de skan-
dinaviske Lande og Folk i højere Grad end til noget
andet har deres Nutidsliv og Fremtidsskæbne knyttet
til de økonomiske, sociale, kulturelle og politiske Til-
stande i det med dem racebeslægtede germanske
Mellemeuropa.
August 1922. CTir. Reventlow.