Det Nye Nord - 01.06.1922, Blaðsíða 12

Side 110
DET NYE NORD
Juni 1022
BEFOLKNINGSPROBLEMET I NORGE.
Det har vel neppe faldt nogen ind at reflektere
synderlig over den kjendsgjerning, at et land
som Norge med sit flateindhold paa over 300.000
kvadratkilometer ikke har mer end ca 2]/2 million ind-
byggere, mens f. eks. Storbritannien med omtrent
samme flateindhold har mer end ti gange saa mange
indbyggere. Man slaar sig let til ro med en eller anden
vag forestilling om de naturlige betingelser, som vilde
umuliggjøre en saa stor befolkningstæthet i et land
som Norge.
Hvis det derimot skulde ha faldt nogen ind at tænke
nærmere over det forhold at en stat som Kalifornien
ikke har mer end vel 10 millioner indbyggere, mens
en stat som Italien med samme flateindhold og meget
nær beslægtede naturlige forhold har 35 millioner,
eller at De forenede stater med samme flateindhold
som Europa ikke har mere end 100 millioner ind-
byggere mot vor verdensdels 400 millioner, saa vil
man ogsaa sikkert ha faat et mere bestemt indtryk
av, at befolkningsspørgsmaalet er et problem, som
spiller en ganske anden rolle i den økonomiske verden,
end i den politiske.
I virkeligheten er jo misforholdet mange gange
værre end en saadan sammenligning mellem De for-
enede stater og vor verdensdel gir indtryk av. I for-
hold til mange andre rike, frugtbare og vældig store
arealer er jo nemlig De forenede stater saa at si gan-
ske tæt befolket. Det er tilstrækkelig i denne for-
bindelse at nævne lande som Kanada og Argentina.
Det er ikke saa svært mange aar siden, Europa i
forhold til Amerika følte sig som den i alle hen-
seender — og ikke minst i økonomisk — fuldstændig
og uten sammenligning overlegne part. Krigsaarene og
kanske endda mere de senere aar tør maaske ha git
denne betragtningsmaate et haardt grundstøt. Krigen
og de nuværende forhold har kastet et skarpt lys over
Europas uhyre raastofhunger og over de uuttømmelige
reserver, som Amerika, og specielt De forenede stater
raar over, rent bortset fra at Europa jo er kommet
i et høist pinlig debetforhold til denne nye verden,
som er vokset op derover praktisk talt i lopet av de
siste hundrede aar.
Forholdene i Europa var jo før krigen i økonomisk
henseende som Gud og hvermand vet ikke synderlig
lysende for den, som ikke hadde andet end sine to
tørre næver at stole paa. Hvordan de er blit efter
krigen er det jo i denne forbindelse overflødig at gaa
nærmere ind paa. Det var trangt og smaat. Men
man visste da ialfald saa nogenlunde, hvad man
hadde. Reiste man derimot over til Amerika — som
saa mange tusener virkelystne kraftige unge menne-
sker —, saa var det jo (selv om de færreste reiste
saa rent paa det løse) mere som et sprang ind i det
ukjendte. Et sprang, som dog for den alt overveiende
lykkedes ganske bra. De slog sig godt op de fleste —
som farmere, som arbeidere, som ingeniører eller som
forretningsmænd. Og de som gik under, de gik som
regel under — enten fordi de kom paa avveie eller
manglet væsentlige forutsætninger for at holde sig
oven vande i kampen for tilværelsen, eller kom paa
et særlig uheldig tidspunkt, — eller hvad der maaske
aller oftest var tilfælde: fordi de manglet det allermest
elementære kjendskap til de forhold, de reiste til, og
manglet evnen til at finde sig tilrette i de fremmede
omgivelser.
Naar Europas folkemængde i den siste hundrede-
aarsperiode er fordoblet (hvad der jo i og for sig er
stridt nok), men Amerika er la os f. eks. si tidoblet,
saa er det naturligvis meget lavt regnet, hvis man
sier, at de 100 millioner av Amerikas 200 millioner
indbyggere direkte og indirekte skyldes indvandringen
fra Europa.
Hvis man saa spør sig selv, om det vilde været
bedre for disse 100 millioner, om de hadde blit eller
kommet til verden i de samme gamle omgivelser som
de 400 millioner herhjemme, saa kan man vel ikke
være synderlig i tvivl om svaret. Og hvorledes det
vilde set ut, om Europa, foruten sine 400 millioner,
ogsaa skulde hat disse 100 millioner sultne munde at
skaffe brød til, eller om man ikke hadde hat deres
jordbruksoverskudd at ty til, det kan det vel heller
ikke være vanskelig at komme til klarhet over.
Spor man derimot, hvorledes det vilde været, om
utvandringen fra Europa i disse 100 aar hadde været
akkurat dobelt saa stor, eller om befolkningen i Eu-
ropa hadde avgit endda 100 millioner til Amerika, —
ja, da er man straks midt oppe i den store strid, —
midt oppe i det egentlige befolkningsproblem, — spørs-
maalet om den i økonomisk henseende relativt hel-
digste befolkningsfordeling.
Indrømmer man imidlertid først, at den økonomiske
jordbund i Amerika er gunstigere for en befolknings-
forøkelse end her i Europa, saa er jo dog allerede der-
med hovedsatsen i det store befolkningsproblem er-
kjendt. Ingen europæisk chauvinisme eller forblindet
nationalisme maa længer faa lov til at fordunkle Eu-
ropas store kulturopgave, — den økonomiske frugt-
bargjørelse av disse vældige »utmarker«, som den eu-
ropæiske kultur hittil i altfor liten maalestok har for-
maadd at nyttiggjøre og befrukte. Hver tomme land
derute bærer i sig en værdi, som engang skal komme
hele menneskeheten tilgode. .Men før disse værdier
kan bli helt utnyttet, kræves der saa meget økonomisk
kraft i form av arbeide og kapital, at alle Europas
hjelpekilder ikke er mere end en forsvindende brøkdel.
Hvad Europa trænger, er derfor ikke kolonier,