Det Nye Nord - 01.07.1922, Blaðsíða 4

Side 122
Si Juli 1922
DE T N YEdN O RDM
ET^SKANDINAVISK TEATER.
Jeg saa engang opstillet et Slags Skema, der rent
talmæssig fastsatte Antallet af Scener, som burde
forefindes i Byer af bestemte Størrelser. Man kunde
altsaa herefter rent statistisk beregne, hvor vidt den
og den By med det og det Indbyggerantal havde for
faa eller for mange Teatre. Saaadanne »Systemati-
seringer« tjener selvfølgelig ikke vedkommende tyske
Forfatter til Ære, og den stakkels Statistik, der i sig
selv er den ædleste Ting i Verden, faar ved at bruges
til saadanne Eksperimenter det Latterlighedens Skær
over sig, der i Længden kan blive yderst farligt for
dens Stilling ude omkring i Befolkningerne.
Jeg er derfor glad over ikke at behøve at tage oven-
nævnte Skema i Brug for at finde ud af, at der i de
tre nordiske Hovedstæder er for mange Scener til, at
disse kan holdes paa et tilfredsstillende kunstnerisk
— og økonomisk — Plan. Forholdet er selvfølgelig
ikke lige grelt i alle de tre Byer. Det er vel værst i
Stockholm og bedst i Kristiania.
Nu er det jo ikke saa lige en Sag at lukke og af-
hænde et Teater. Filmen har allerede lagt Beslag paa
enkelte, men i det store og hele egner den Slags
Etablissementer sig ikke for det praktiske Liv. Det
er derfor helt naturligt, at man prøver at finde en
»teatermæssig« Udvej. Og i denne Forbindelse fore-
kommer Tanken om et permanent skandinavisk Teater
i de tre nordiske Hovedstæder mig yderst nærliggende.
En saadan Plan kunde jeg i korte Træk tænke mig
realiseret paa følgende Maade:
Der oprettes et interskandinavisk Selskab med det
Formaal at overtage og drive ét af de allerede eksi-
sterende Teatre i henholdsvis København, Kristiania
og Stockholm. Selskabets Ledelse skal. ligge hos en
fælles Direktør med en fast Instruktør ved hvert af
Teatrene. Der skal udelukkende opføres Stykker af
nationale Forfattere og saaledes, at svenske Stykker
udføres af svenske Skuespillere i København og Kri-
stiania o. s. v.
Der skal ikke være Tale om noget fast Skuespiller-
personale, men derimod om et Samarbejde med Le-
delserne af de øvrige Teatre og disses Skuespillere,
saaledes at Hovedkræfterne herfra spiller deres lødig-
ste Roller paa de skandinaviske Scener, idet der med
dette for Øje vil blive etableret et Sammenspil under
de fornævnte Instruktørers Ledelse imellem Skuespil-
lerne fra de forskellige Teatre i Byen, da man selvføl-
gelig ikke kan tage en hel Rollebesætning fra et enkelt
Teater. Naar saadanne Prøver er færdige, spilles der
af Ensemblet efter ganske bestemte Regler skiftevis
paa de to andre Byers skandinaviske Scener. Lad os
f. Eks. sige, at Sæsonen for disse Teatre strækker sig
fra 1. Oktober—1. April, og at hvert Stykke uanset
Kassen opføres 14 Gange, betyder det, at der paa Kø-
benhavns-Scenen i én Sæson opføres 6 svenske og
6 norske Stykker.
Planen er kun gennemførlig ved Forstaaelse fra
saavel Direktørers som Skuespilleres Side. Den vil
maaske ved første Øjekast virke for skematisk. Men
netop dens faste Rammer vil sikkert vise sig som dens
Styrke. Dens Gennemførelse vil efter min Formening
betyde et stort Fremskridt for nordisk Teater i al Al-
mindelighed. Man vilde herefter sikkert kunne afskaffe
de saakaldte nordiske »Gæstespil«, hvor en fremra-
gende Kunstner fra et andet af Landene spiller Stjerne-
komedie blandt en Række Skuespillere med andet
Sprog. Og man vilde maaske ogsaa kunne spare os
for Invasioner af udenlandske Skuespillere og for den
noget perverse Kendsgerning, at disse kan fylde ved-
kommende Teater med et Publikum, hvoraf maaske
kun ti pCt. forstaar et Ord af, hvad der siges paa
Scenen.
Gennemførelsen af Planen om et skandinavisk Te-
ater maatte i hvert Fald kunne virke udviklende paa
saavel Publikum som Skuespillere og samtidig tjene
Udbredelsen af Kendskabet til hinandens Sprog og Li-
teratur paa en smuk Maade.
»Det nye Nord« vil gerne stille sig i Spidsen for
Planens Realisation. Men først vil vi anmode en Række
særligt interesserede og kompetente Personligheder om
Udtalelser i Sagen. Disse vil da fremkomme her i Bla-
det i Enpuéte-Form.
Ose. Smith.