Det Nye Nord - 01.09.1922, Blaðsíða 16

Side 150
DET NYE NORD
August—September 1922
SKANDINAVIENS UDLANDE
FÆRØSKE KULTURFORHOLD.
Den fremmede, som kommer til Færøerne eller
sejler tæt forbi paa Rejse til Island eller Grøn-
land, faar Indtryk af et imponerende, men nøgent
og ubeskrivelig fattigt lille Fjældland, trist og trøstes-
løst, som det hyller sig i Taage eller Regn, og han
vil næppe falde paa, at der hos dets Indbyggere skulde
findes Kulturværdier gemt. Maaske aner han det,
naar han inde fra Fjordens Rund ser en Sværm af
smaa, letbyggede og højstævnede Vikingebaade stævne
ud mod Skibet, roede med raske, faste Aaretag af
Mænd af en ægte nordisk Type, naar han skelner de
mange røde eller blaa Tophuer, de tykke, brunlige
Vadmelskofter af Snit som det attende Aar hundre-
des Rondekofter i Danmark, de korte, sølvknappede
Rukser, lange Hoser og nogle Sko, som man kan
tænke sig, at Palnatoke har ejet Mage til. Men veed
han, at Øernes samlede Folketal er tyve Tusinde og
for et godt Hundredaar siden kun fem Tusinde, saa
vil han undres, hvis han skulde høre nogen stille det
Spørgsmaal: »Hvad betyder dette Folk for Nordens
Kultur?« Og dog vover jeg nu at forsøge blot gennem
enkelte Strejflys — thi Materialet er overvældende,
dersom alt skal med — at belyse dette Spørgsmaal.
Jeg ved, at for Tiden yder Færingerne slet ingen kul-
turel Indsats, som har Betydning for hele Norden.
AI deres Kraft sættes ind i en bitter, endeløs Sprog-
strid eller i Arbejdet paa materiel Udvikling. Men
de betyder dog noget for Nordens fælles Kultur i Kraft
af den levende Tradition, som de har bevaret fra
Fortiden.
Sine Arnesteder for hjemlig Kultur, Bispestolen og
Præsteskolen i Kirkjubø, mistede Færingerne med Re-
formationen, sin Interesse for Fremtiden mistede de
i de følgende Aarhundreder, da Sørøvere stadig hær-
gede Øerne, og de fremmede Handelsselskaber, der fik
Øerne i Forpagtning, udnyttede dem samvittigheds-
løst, bistaaet af en ofte uværdig Embedsstand. Aar-
hundredlang Isolation umuliggjorde alle Impulser
udefra. I disse lange, mørke Aarhundreder, da Livets
Indhold kun var Slid og Kamp, dets Maal kun en
salig Død, vendte Færingen sig indad mod sig selv
og tilbage til Fortidens Minder. Han fik den lidt tung-
sindige og indesluttede, snart dybt religiøse, snart
løsslupne Natur, som har fundet et klassisk Udtryk
i Kvadets Ord:
»Leikum fagurt å foldum,
eingin treSur dans undir moldum,«
Han blev træg overfor nye Paavirkninger, stejl, iv-
rigt optagen af smaaligt Bygdekævl og uinteresseret
for den store Verdens aandelige Rørelser, men uende-
lig trofast mod alt, hvad der var blevet ham kært.
Og kærest af alt fik han det, som lyste op i hans
triste Tilværelse: Kristi Evangelium og Fortidens Min-
der. Gennem sit Liv deri: i Kirken med alle dens
Skikke og i Hjemmet med dets Overlevering af For-
tidens Sagn og Dans og Sang bevarede han i levende
Tradition, hvad de andre nordiske Folk tidlig mistede,
indtil der kom Tider, da alle Nordens Folk vaagnede
til national Bevidsthed og lærte at værdsætte og værne
det. Det blev Færingens Indsats for Nordens fælles
Kultur.
I Kirkens Liv paa Færoerne er nu meget gam-
melt svundet eller ved at svinde. Kun i enkelte af-
sides Bvgder lever endnu alle de Skikke, som mest
af alt viser, hvor trofast Færingerne har bevaret gam-
mel Tradition. Man er i en saadan afsides Kirkebvgd
en Lørdag. Ad en Vej langs en af Fjordens Sider gaar
man ind mod Bvgden langs med pvntelige, malede
Træhuse, som staar paa en flere Meter høj Stengrund
. og er tækkede med rødmalet Bølgeblik. Det er den
nye Del af Bvgden. Den gamle, som man ser foran
sig, ligger inde i Fjordens Bund, tæt sammenbygget
uden egentlige Gader eller Veje, samlet om Bvgdens
gamle Kirke. Den er lav som de omliggende Huse,
bygget af Gærede Fjæle og tækket med Birkebark og
Grønsvær, omgiven af en lille, græsklædt, fattig Kirke-
gaard uden Mindesmærker og uden Blomster. Kun
en lille, hvidmalet Tagrvtter over den vestre Gavl vi-
ser, at det maa være en Kirke, man har for sig. Ved
Aftenstid begynder Klokken at ringe, og det er, som
dens Klang spreder en højtidsfuld Stilhed over hele
den lille Bygd, hvor blaalig Tørverøg stiger op fra
alle Husene. Saa gaar vel Solen ned? Nej, Klokken
melder noget langt mindre dagligdags, naar den ringer
Lørdag Aften. Den fortæller, at Præsten kommer selv
næste Dag og holder »Messe«, Gudstieneste med Al-
tergang, og det er ikke Hverdagsnvt: thi i det store
Præstegæld med seks-svv Kirker og vældige Afstande
kommer Præsten kun sjælden til hver af Bvgderne
og endnu sjældnere netop en Søndag. Senere paa
Aftenen hører man en først ganske svag, efterhaan-
den stærkere Sang af mange kraftige Mandsstemmer
oppe paa Lien. Den er monoton, ret fremmedartet,
og det er umuligt at skelne Ordene. Det er Mænd
fra en nærliggende Bygd, som bærer en død til Kirke-
bygden, for at han kan blive begravet, medens Præ-
sten er i Bygden. De synger, fra de gaar hjemmefra,
til de naar Kirken. Endnu ser man nogle af de ældste
Mænd løfte lidt i Huen, naar de gaar gennem Kirke-
gaardslaagen, ligesom man i Syden ser Mændene
blotte Hovedet, naar de gaar forbi Kirken, hvor Her-
rens Legeme opbevares paa Højalteret i den indviede
Hostie. Inden de lader den døde tilbage, staar de en