Det Nye Nord - 01.09.1922, Blaðsíða 18

Side 152
DET NYE NORD
August—September 1922
ni Bedeslag. Man har nu overværet en Gudstjeneste,
der vel var lidt fremmedartet, men opløftende, fordi
den var rig paa Tilbedelse og Andagt. Men Menighe-
den bliver endnu i Kirken, og Klokken begynder at
kime før Barnedaaben, og Kimningen vedbliver al den
Tid, mens Børnene bæres fra Hjemmet til Kirken af
Mænd i raskt Løb, enkelte Steder syngende. Efter
Daaben kimer Klokken atter, medens Brudefolkene
gaar til Kirke. Man ser, at naar de efter Vielsen
ofrer, nejer de sig for Alteret som Udtryk for den
dybe Ærbødighed, den gammeldags Færing viser alt,
som er indviet til Gud, og at de unge Karle efter
Vielsen lader Bøsserne knalde, medens Brudefølget i
Procession gaar til Brudehuset. Saavel Kimningen,
Løbet og Skydningen er Skikke, som oprindelig stam-
mer fra gammel Aandeovertro, men nu har mistet sin
oprindelige Betydning ligesom vor Klokkeringning.
Præsten har endnu at kaste Jord paa de siden hans
Omrejse døde og gaar derefter til Brudehuset, hvor
han skal deltage i Maaltidet, inden hans Gerning er
færdig. Han gaar tidlig hjem: thi naar han næste
Morgen har givet alle de svge Alterens Sakramente,
vil han rejse videre over Fiældet til den næste Kirke-
bvgd. dersom Vejret ikke er altfor forrvffende. Ofte
hiiver han længere i Bvuden: thi naar han drager bort.
hilst med et: »Jesus fvlgi tygum«, varer det længe,
inden han kommer igen.
Dernæst træder den levende Tradition fra Fortiden
os i Møde i det gamle færøske Hiem. Den færøske
ældre Bondegaard er lille efter danske Begreber.
Stuehuset er bygget af Fiæle, hvis Tjære i Beglen er
halvt afslidt, og hvis Vægge ofte er saa lave, at Ind-
gangsdørene rager langt op i en lille Kvist, hvad der
architektonisk virker godt. Taget er belagt med Grøn-
svær. Stuehuset har ofte en Del Rum, men intet er
saa ejendommeligt som den store Røgstue uden Loft,
som endnu i Reglen er bevaret, selv om mange Gange
endnu kun Soden paa Bjælkerne vidner om, at der
engang stod en aaben Arne paa Komfurets Plads.
Ofte ser man dog Arnen endnu. I dette Hjem næredes
det religiøse Liv ved Andagter med Salmesang og Læs-
ning af gamle danske Bønnebøger, som naturligt er,
hvor de kirkelige Forhold medførte, at Menigheden
selv maatte sørge for sin aandelige Ernæring uden
synderlig Vejledning af Præsten. Men i det fik ogsaa
Børnene den eneste Undervisning, indtil Skolerne kom
efter Midten af forrige Aarhundrede, og i det danne-
des Ungdommens moralske Begreber og Kærlighed til
Fødelandets Historie gennem de ældres Overlevering
af Folkets Sagn, Kvad og rige Ordsprogsskat. Hele
den lange Vintertid samledes man i Røgstuen om Af-
tenarbejde ligesom i de jyske Bindestuer og forkortede
saa Tiden med Genopfriskning af det overleverede, og
selv efter at denne »Kvøldseta« gik af Brug for en
Menneskealder siden med Indskrænkningen af Bon-
dens Arbejdskraft og de nye Arbejdsmetoder, som
blev en Følge af den Kongelige Monopolhandels Op-
hævelse i 1856 og Kutterfiskeriets Udvikling, vedblev
Hjemmet at beholde noget af sin Betydning for Tra-
ditionens Bevarelse, især for Sproget, der kun i ringe
Grad lyder i Skolen, saa godt som aldrig i Kirken og
kun lidet benyttes i Bladene, fordi de fleste Færinger
aldrig har lært at læse det. Desuden drives der i de
færøske Bondehjem endnu en Del af den Husflid,
især Tilvirkning af Klæder, som for et Par Slægtled
tilbage var et betydeligt Værn for færøsk Bygdetra-
dition, og forhaabentlig vil Sansen for den atter blive
vakt til Live. I den Hensigt samlede afdøde Provst
A. C. Evensen en Mængde gamle Klædningsstykker og
andet Husflidsarbejde fra Bygderne for i Thorshavn
at faa indrettet et færøsk Museum af samme Slags
som de talrige danske Provinsmuseer; men det lvk-
kedes ham aldrig at gennemføre sin Plan, fordi denne
»forngripagovmsla« af mange ansaas for at være po-
litisk farlig ligesom de øvrige Bestræbelser for at be-
vare Øernes Bondekultur.
Men den Del af Hjemmets Liv, som har haft størst
Betvdning for Sprogets Renhed og de gamle Sæders
Bevarelse, er Dansen. I vore Dage er den saa godt
som fiernet fra Hiemmet oa henlaat til Bvgdens of-
fentlige Dnnse«al. og dermed er vist desværre dens
Dødsdom underskreven Thi til Dansesalen har alle,
o»san Rvadens dnnrlme Elementer Adaana: dér Ivder
ofte ran Tale fra halvberusede Mænd: dér finder den
nnne Libertiner sit naturlige Jagtdistrikt: dér bliver
Sangen let Skraal øg Dansen blot Tramnen' derhen
sender det gode Hiem nødig sine unge.
Men da Dansen kun undtaeelsvis traadtes i det Fri
'om efter Grindedrab og ved enkelte andre Lejlighe-
der. da den sædvanlige Dansestue var Hiemmets Røg-
stue. hvor Hiemmets værnende Aand holdt de unges
Lvstighed indenfor rimelige Grænser, var Dansen en
Kulturbærer af stor Værdi. Det er den middelalderlige
Kædedans, som, efter alle andre Steder at være uddød,
lige til vore Dage har bevaret den vældige færøske
Kvaddigtning, der er saa rig, at de færøske Kvad i
Antal kun staar tilbage for Danmarks, og endnu i
vore Dage er det aldeles fabelagtigt, hvor mange,
lange Kvad en ældre Færing bevarer i sin Hukom-
melse. Og gennem den er der reddet en stor Skat af
Melodier, som er en direkte Fortsættelse af de middel-
alderlige og har bevaret mange af disses Ejendomme-
ligheder. Hvordan er saa denne Dans? Det er en
Kædedans til Sang. En Forsanger træder frem paa
Gulvet med nogle faa Deltagere ved Haanden og be-
gynder et Kvad, hvoraf han med enkelte andre synger
Strofen, mens alle stemmer i ved Omkvædet. Flere
slutter sig til, indtil Ringen er sluttet, og saa bevæger
de sig taktfast fremad mod venstre i Takt med Melo-
dien, holdende hverandre i Hænderne med højre Arm
bøjet og venstre strakt naturlig frem til Sidemanden.
Trinene er meget enkle, ialt seks og altid de samme: