Det Nye Nord - 01.10.1922, Blaðsíða 9
Oktober 1922
DET NYE NORD
Side 171
NORDENS KIRKE
SØNDERJYLLANDS KIRKE.
Sønderjylland, Danmarks, hele Nordens Smer-
tensbarn, Grænselandet for nordisk Æt, Sprog og
Kultur med de stadige Brydninger indenfor sine
Grænser.
Sønderjylland, Mindernes Land; her stod den dan-
ske Kirkes Vugge; her foregik saa meget i vor ældre
og nyere Historie.
Sønderjylland, Sorgens Land under Fremmedherre-
dømmet 1864—1920; en Del blev endda ladet tilbage.
Sønderjylland, Haabets Land, hvor Folket ikke
glemte, hvor de hørte hjemme, men længtes mod Ret-
færdighedens Dag.
Sønderjylland, Glædens Land, hvor vi mødte en
Strøm af Jubel ved Genforeningen, som vist sjældent
har betaget et Folk.
Sønderjylland, Fremtidens Land, hvor der er saa
mange Saar at læge, saa meget Arbejde at gøre og-
saa i kirkelig Henseende, baade i den Del, som kom
tilbage, og i den Del, der blev under fremmed Magt.
8 0 0— 1 500.
Da Kristendommen kom til Norden, eksisterede Be-
grebet »Sønderjylland« ikke, Navnet paa Halvøen fra
Skagen til Ejder var: Jylland. Byerne Slesvig, Ribe,
Viborg laa i samme Landsdel. Kejser Karl den Store
havde allerede sin kristelige Omhu henvendt paa Nor-
den, hvis Vikingeflaade og Handelsskibe mindede ham
om de hedenske Nordboere, men det var først hans
Søn, Ludvig den Fromme, der benyttede et politisk
Øjeblik til at sende den franske Munk Ansgar (født
i Picardie) til Norden. En fast Stilling fik han som
Ærkebisp i Hamborg, og da denne By afbrændtes af
Vikinger, i Bremen; Norden var Missionsmarken, der
paa den Maade en Tidlang kom til at staa under tyske
Ærkebisper. Foruden sin Gerning i Bjørkø i Sverige
fik han bygget en Kirke i Slesvig og én i Ribe, og
dermed fik Kristendommen fast Fod i Norden. Endnu
mens den nordiske Kirke er en Missionskirke, falder
Inddelingen i Stifter, der fortæller om en stille Ger-
ning, der er ledet af Bisperne, thi Stiftet er det Om-
raade, der blev kristnet ud fra Stiftsbyen. Det, vi se-
nere har kaldt Sønderjylland, blev ikke nogen kirkelig
Enhed. Slesvig Stift strakte sig fra Ejder til Konge-
aaen, men Øerne mod Øst: Ærø, Als og Femern hørte
under Odense Bispestol, Vestkysten til Vidaaen og
Tønder hørte til Ribe Bispestol; disse Dele lagdes først
til Slesvig Stift efter 1864.
Den Forbindelse, som Vikingetogene knyttede med
det kristnede England, og som førte til, at Kong Knud
den Store af Danmark ogsaa blev Konge af England,
havde store Følger for den danske Kirke og dermed
vel ogsaa for Sønderjylland.
Fra 1103 fik Norden sin egen Ærkebisp, Asser, med
Sæde i Lund. Dette maatte ske, Norden dannede en
kirkelig Enhed, fremmed for det tyske Bremen. Biskop
Albert af Slesvig sluttede sig hjertelig til det nye Ærke-
sæde. Men Bremen søgte ved Intriger og forfalskede
Dokumenter at vinde Norden tilbage, hvilket afvær-
gedes af Eskil i Lund. Vi har et Minde om Udgangen
af denne Strid i den Indskrift, som endnu findes over
den søndre Indgangsdør til Slesvig Domkirke. Den
tyske Professor Haupt har læst den delvis udslettede
latinske Indskrift og gengivet det saaledes: »Uddriv
mig Tysken, Verdens Tyran, og kald de gudfrygtige
tilbage«. Samme Skrifttræk findes paa en Gravsten
i Lund over Klerken Herman, der var Eskils Med-
hjælp til at afvise Bremerbispens Krav.
I den følgende Tid afløses de oprindelige Trækirker
af Stenkirkerne, som vi for Størstedelen har endnu.
Slesvig Domkirke er vel Danmarks ældste, den blev
begyndt med tilhugget Granit, senere er Teglsten an-
vendt. I dens Spor gaar en Række Kirker af hugget
Granit i Angel, hvor Kendere finder Paarirkning fra
Lund. Fjendskabet med Bremen menes at have frem-
kaldt Afbildningen af Samson, der betvinger Løven;
den findes i Lund og i Sørup m. fl. Kirker i Angel.
Den vestlige Dels Kirker paavirkes fra Moderkirken i
Ribe. Ellers er det raa eller blot kløvet Granit, der
er brugt i vore Kirkemure her. Paafaldende er de
mange (ca. 50) romanske Kirker af Teglsten, mest
mod Vest.
Gothiken findes i de nyere Kirker i Købstæderne og
i enkelte Landsbyer. Alle Kirketaarne er gothiske. I
Oversø og ved enkelte andre Kirker har vi ejendom-
melige runde Kampestenstaarne ligesom i Skaane; det
behøver ikke at være bevidst Efterligning; det kan
være Bygmestres frie Komposition.
En Ejendommelighed er Klokketaarne af Træ,
hvoraf 47 er bevarede; i dem er ophængt Kirkens 1
til 3 Klokker. Taarnene er tjærede og er mere mær-
kelige end skønne. Tilsvarende findes paa de sydlige
danske Øer, f. Eks. Langeland. Oprindelsen er for-
modentlig blot, at man bar beklædt Klokkestabelen
med Brædder for at skærme mod Regn og Uvejr.
Efter Valdemar Sejrs Tid blev Sønderjylland For-
sørgelsessted for Kongens yngre Søn og blev arveligt
Lehn, blev »Hertugdømme«. Holstenske Grever tilrev
sig senere Embedet som kongelige Lehnsmænd; paa
tysk Manér opnævntes Hertugdømmet efter Hoved-
staden Slesvig (smign. Brunsvig, Oldenborg o. s. v.).
Dermed er Jyllands 3 sydlige Sysler blevet en Enhed
(Hertugdømmet) til Forskel fra det øvrige, Konge-
riget.
I øvrigt fik Sønderjylland de sædvanlige kirkelige
Institutioner, Klostre, f. Eks. Rykloster i Angel (nu