Det Nye Nord - 01.10.1922, Blaðsíða 11
Oktober 1922
DET NYE NORD
Side 173
land deltes i 3 Zoner. I den nordlige var alt dansk
(undtagen Købstæderne), syd for Flensborg—Tønder
var der 50 Sogne, hvor Folkesproget var Dansk, i alt
Fald hos de ældre; de fik vekselvis dansk og tysk
Gudstjeneste, mens de kirkelige Handlinger udførtes i
det Sprog, Folk forlangte. Den sydlige og vestlige
(frisiske) Del fik rent tysk Kirkesprog, selv hvor der
i det frisiske var mange dansktalende. Denne Ord-
ning kan ikke kaldes uretfærdig og staar højt over
den senere prøjsiske; den hilstes af mange med Glæde.
Men den betød et Tilbagetog for tysk »Kultur«, der
maalbevidst i Aarhundreder havde skudt tysk Sprog
frem i Kirken, Forvaltningen og Skolen; derfor brød
der en Storm af Forbitrelse frem i Tysklands Aviser.
Nogen rolig Forstaaelse af Nationalitetens og Moders-
maalets Betydning som Grundlag for aandeligt Kul-
turliv mærkede man ikke noget til. Den tyske Natio-
nalærgerrighed var krænket. Derfor rejstes den hef-
tigste Kamp mod Sprogreskripterne. Lægfolk kunde
ogsaa ophidses, fordi de ikke var spurgte ad. Des-
uden var det danske Sprog i Mellemslesvig jo slet ikke
kultiveret. Ord som »Discipel«, »den hellige Nadver«,
»Frelser«, lød ukendte; med god Vilje var man hurtig
bleven fortrolig med dem, men den stærke Agitation
med hele Tyskland bagved forstyrrede det rolige Ar-
bejde en hel Del.
18 6 4— 1 92 0.
Den sørgelige Erobring af Sønderjylland var Tysk-
lands første Skridt paa den Løbebane, der endte 1918;
det er ikke svært at finde Gangen i den Udveksling,
der er endt i den bitreste Nød. Efter 1864 ophævedes
det danske Kirkesprog paa faa Gudstjenester nær syd
for Linien Tønder—Flensborg, og selv i Nordslesvig
søgte de mere og mere Plads for det tyske i Kirken.
Det tyske Styre føltes saa pinligt, at 50.000 Nordsles-
vigere forlod deres Hjemstavn. Eftertiden vil und-
skylde, at de mange ledige Præsteembeder til Dels be-
sattes med tyske Præster, der talte Dansk ynkelig.
Siden blev det bedre, da man kunde skaffe indfødte
sønderjyske Præster. Som tysk-uddannede var de
fremmede for nordisk Aandsliv. At deres Sprog var
stærkt præget af Dialekten, hørtes derimod ikke stø-
dende for dem, som talte sønderjysk Dialekt. Værre
var det, at de var under streng Opsigt, hvis de ikke
arbejdede for Tyskhedens Sag; der skulde megen For-
sigtighed til at undgaa Retssager og Forfølgelser.
Af aandeligt Præg var en Del Præster ortodoxe, an-
dre indremissionske; Lægprædikanter virkede meget
ensidigt. Moderne tyske »liberale« mærkede man ikke
meget til; i Flensborg var der flere,, men paa Landet
vilde de støde an imod Konservatismen.
Indremission spaltede sig i 1912 i et nordligt Parti
med Føling med Danmarks Indremission og med no-
gen Forstaaelse af den nationale Kamp, og i et Parti
med 12 Præster, der samles om Bladet »Det gamle
Budskab« med mere Forbindelse med tysk Pietisme.
Luthersk Missionsforening (»Bornholmerne«) fik no-
gen Indgang. Som særlige Centrer for kirkelig Virk-
somhed kan nævnes Missionsskolerne i Krop (syd for
Dannevirke) og i Breklum (mod Vest) samt Brødre-
menigheden (Hernhuterne) i Christiansfeld mod Nord;
sidstnævnte har udøvet en Virksomhed ved at udsende
Lægprædikanter. Diakonisseanstalten i Flensborg har
udsendt Sygeplejersker ogsaa til mange Landsogne.
Om dem alle gælder, at de har virket i tysk og i pie-
tistisk Retning.
Endvidere skal nævnes, at der i Slesvig altid har
været rituel Frihed: Man har kunnet indrette Guds-
tjenesten og udføre de hellige Handlinger, som man
vilde. Meget mærkes det ikke, da de fleste har følt
sig bundne af det overleverede; kun er Daaben nogle
Steder bleven udført efter Adlers Agende og ikke paa
oldkirkelig Vis.
Hvor Forholdene blev alt for utaalelige, oprettedes
danske Frimenigheder, 6 i Tallet, med egne Kirkebyg-
ninger; af deres Præster havde kun én theologisk Uni-
versitetsuddannelse. Selvfølgelig blev de stemplede
som politiske og blev udsat for en smaalig Politifor-
følgelse. At Beskyldningen om Politik intet kar paa
sig, ses tydelig af den talmæssig ringe Tilslutning, Fri-
menighederne fik; selv om den grundtvigskprægede
Forkyndelse passede dem godt nok, var der hos de fleste
dansksindede en konservativ Ulyst til at melde sig ud
af Fædrenes Kirke, om end Sognekirkerne stod tomme
for en stor Del.
I Flensborg havde man fra gammel Tid én dansk
Kirke. Til Støtte for Kirkelivet dannedes et Kirkeligt
Samfund for Flensborg og Omegn; det virkede ved at
indkalde nordslesvigske Præster til at holde danske
Gudstjenester i Flensborg.
Krigen danner et særligt Afsnit med sin forfærde-
lige Spænding, Sorg og Nød. Nogle Præster stillede
sig i Statens Tjeneste og opflammede til Ofre og Død
for Fædrelandet o: Tyskland, som med Sværd havde
erobret denne Del af Danmark. Den »Trøst«, de gav
i Hjem og i Kirke f. Eks. ved Sørgegudstjenester, naar
én var falden, fyldte Sindene med Bitterhed; de satte
et dybt Skel mellem sig og Befolkningen. Andre Præ-
ster tog deres Gerning alvorlig og holdt sig fra det
politiske; naar de da ikke i Ensidighed lagde et utaa-
leligt Pres paa Befolkningen om at gaa ind i deres
Parti, har adskillige gjort en god Gerning, som mindes
med Tak endnu.
Tungt føltes det, naar Regeringen tog de gamle Kir-
keklokker for at omstøbe dem til Kanoner.
19 20.
Genforeningen skete ved »Folkenes Selvbestemmel-
sesret«, der fortolkedes som Folkeafstemning. Enhver
Afstemning forberedes ved et oplysende Forarbejde,
en Agitation. Betingelsen for et heldigt Udfald beror