Det Nye Nord - 01.10.1922, Blaðsíða 13

Det Nye Nord - 01.10.1922, Blaðsíða 13
Oktober 1922 DET NYE NORD Side 175 TRÆK AF KRIGENS FILOSOFI. Den tyske Desertør, Professor N i c o 1 a i, skrev en stor Bog om »Krigens Biologi« for at vise, at »Krigen — ikke blot denne Krig, men Krig over- hovedet — er et forbigaaende Fænomen her paa Jorden, som det ikke er værd at tage altfor høj- tideligt.« Om det virkelig engang, inden Jorden for- gaar, vil komme saa vidt, at Menneskene vil betragte Krig som noget, der hørte deres Barnetilstand til, er det jo vanskeligt at disputere om. Men det, Hr. Nicolai vilde bevise, kunde han ikke bevise, selv om han endog benyttede Udtalelser af et Par Englændere — Cooper og Norman Angell — til den i Belysning af Englands Historie naive Paastand, at »de praktiske Englændere har allerede tidligere erklæret Krigen for skadelig.« Den historiske Sandhed er jo nemlig, at saa længe Menneskene har eksisteret paa Jorden, har Krigen i den Grad været ikke et »forbigaaende Fænomen«, men en vedvarende Tilstand, at det turde være tvivl- somt, om der er nogen Væsensforskel mellem »Krig« og »Fred«. I de ældste skriftlige Beretninger — Veda- orne — der vel rækker 5000 Aar tilbage, tales stadig om Krig, som tilmed synes at have været en saa nor- mal Tilstand, at det ellers saa rige Vedasprog ikke skal eje noget særligt Ord for Fred. »Faderen« havde da allerede Navn af Forsvareren, Beskytteren; det var den største Ulykke at bo i »et Hus uden Helte«, og on af de Gaver, som Guderne hyppigst anraabes om at skænke, er »tapre Sønner«. Gibbons siger i sit berømte Værk om Roms Under- gang, at Historien er en Beretning om Menneskenes Daarskaber og Forbrydelser. Og Fænomenet har jo nylig vist sig i den største Krig, Menneskene har kendt, og fortsat sig i en »Fred«, der ikke er nogen fra Krigen væsensforskellig Tilstand, og som i sig selv rummer Nødvendigheden af — ja, straks har givet sig Udslag i — nye Krige. I en Fremtid, som der fornuftmæssigt kan regnes med, vil der ikke blive noget Grundlag for Talen om Krigen som et forbi- gaaende Fænomen eller om positive Resultater af etisk- eller nydelsesbestemte Fredsteorier. Det mystiske Væsen, der hedder Mennesket — hvis Jordtilværelse kun Buddhismen har søgt rationelt at begrunde — er i den Grad sammensat, at det til den ene Side kan udfolde et vidunderligt Maal af Uegen- nytte, Hengivenhed og Offervillie og til den anden Side rummer Tilbøjeligheder i Retning af Begær og Grusomhed, som det er en Fornærmelse mod Dyrene at kalde dyriske. Men det er — ogsaa efter hvad den højeste »Civilisation«, som dette Væsen hidtil har frembragt, har præsteret i den sidste halve Snes Aar — et uopklaret Spørgsmaal, om det netop er den »ædle« Side af Væsenets Indhold, der »her paa Jorden« vil gaa af med Sejren. I sin absolutte Renhed frem- træder ingen af Siderne hos noget Folk, vel næppe hos noget enkelt Menneske. Uden at det forstyrrer hans Nattero, dekreterer den kristne Lloyd George efter Krigens Ophør Hungerblokade overfor Kvinder og Børn, og den Guds Svøbe, Djingis-Kan, er religiøst tolerant og laver for sine Nomader en Religion, hvis eneste Trosartikel bestod i Læren om én Gud, Op- havet til alt godt, der opfylder Himlene og Jorden, som han har skabt. At adskillige Former skifter, at Kampene mellem de enkelte, mellem Slægter eller Stammer har veget Plads for »ordnede« Forhold indenfor større Omraader (Stater), er tilsyneladende mere Udtryk for Ændringer, affødte af nye organisatoriske og tekniske Metoder, og for en af Beregning omformet Vurdering af, hvor- ledes størst Udbytte kan naas, end Udslag af en Ud- vikling mod Krigens Afskaffelse og en Udryddelse af de Instinkter og Begær hos Menneskene, som afføder den. Indenfor det hedenske Romerriges vældige Græn- ser var der Fred i 200 Aar. Ikke engang indenfor det Europa, der ligger vest for Weichsel og Kar- patherne, har et lignende Resultat kunnet naas efter mere end tusinde Aar s »kristen« Kulturudvikling. Tværtimod! »Du skal ikke slaa ihjel,« skrev Moses paa Tavlen, og moderne Pacificisme fremhæver atter og atter dette Guds Bud. Men det gjaldt kun indenfor Stammen, Folket, indenfor den Magtorganisation, der kæmpede med andre. Den samme Jahve, der førte Moses’ Finger, sagde ogsaa til Israel: »Naar du uddrager til Krig mod din Fjende, og du ser Heste og Vogne, ja Folk, flere end du, da skal du ikke frygte dem: thi Herren din Gud er med dig .... Naar du nær- mer dig en Stad til at stride imod den, da skal du tilbyde den Fred. Og det skal ske, om den svarer dig fredelig og lader op for dig, da skal alt det Folk, som findes i den, være dig skatskyldigt og tjene dig. Men dersom den ikke vil gøre Fred med dig, men føre Krig imod dig, da skal du belejre den. Og Her- ren din Gud skal give den i din Haand, og du skal slaa alt Mandkøn i den med skarpe Sværd. Kun Kvin- derne og de smaa Børn og Kvæget og alt det, som er i Staden, alt Byttet deraf maa du røve for dig, og du skal nyde dine Fjenders Bytte, som Herren din Gud har givet dig! Du skal elske dine Fjender og vende den venstre Kind til, naar nogen slaar dig paa din højre! Men — de farisæiske Slanger og Øgleunger skal ikke undfly Helvedes Dom, med Svøben skal Veksellérerne ud- jages af Templet, og Jerusalem, som stener Profeterne, skal lægges øde!« *

x

Det Nye Nord

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Det Nye Nord
https://timarit.is/publication/1307

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.