Det Nye Nord - 01.10.1922, Síða 13
Oktober 1922
DET NYE NORD
Side 175
TRÆK AF KRIGENS FILOSOFI.
Den tyske Desertør, Professor N i c o 1 a i, skrev
en stor Bog om »Krigens Biologi« for at vise,
at »Krigen — ikke blot denne Krig, men Krig over-
hovedet — er et forbigaaende Fænomen her paa
Jorden, som det ikke er værd at tage altfor høj-
tideligt.« Om det virkelig engang, inden Jorden for-
gaar, vil komme saa vidt, at Menneskene vil betragte
Krig som noget, der hørte deres Barnetilstand til, er
det jo vanskeligt at disputere om. Men det, Hr.
Nicolai vilde bevise, kunde han ikke bevise, selv om
han endog benyttede Udtalelser af et Par Englændere
— Cooper og Norman Angell — til den i Belysning
af Englands Historie naive Paastand, at »de praktiske
Englændere har allerede tidligere erklæret Krigen for
skadelig.«
Den historiske Sandhed er jo nemlig, at saa længe
Menneskene har eksisteret paa Jorden, har Krigen i
den Grad været ikke et »forbigaaende Fænomen«,
men en vedvarende Tilstand, at det turde være tvivl-
somt, om der er nogen Væsensforskel mellem »Krig«
og »Fred«. I de ældste skriftlige Beretninger — Veda-
orne — der vel rækker 5000 Aar tilbage, tales stadig
om Krig, som tilmed synes at have været en saa nor-
mal Tilstand, at det ellers saa rige Vedasprog ikke
skal eje noget særligt Ord for Fred. »Faderen« havde
da allerede Navn af Forsvareren, Beskytteren; det var
den største Ulykke at bo i »et Hus uden Helte«, og
on af de Gaver, som Guderne hyppigst anraabes om
at skænke, er »tapre Sønner«.
Gibbons siger i sit berømte Værk om Roms Under-
gang, at Historien er en Beretning om Menneskenes
Daarskaber og Forbrydelser. Og Fænomenet har jo
nylig vist sig i den største Krig, Menneskene har
kendt, og fortsat sig i en »Fred«, der ikke er nogen
fra Krigen væsensforskellig Tilstand, og som i sig
selv rummer Nødvendigheden af — ja, straks har
givet sig Udslag i — nye Krige. I en Fremtid, som
der fornuftmæssigt kan regnes med, vil der ikke blive
noget Grundlag for Talen om Krigen som et forbi-
gaaende Fænomen eller om positive Resultater af
etisk- eller nydelsesbestemte Fredsteorier.
Det mystiske Væsen, der hedder Mennesket — hvis
Jordtilværelse kun Buddhismen har søgt rationelt at
begrunde — er i den Grad sammensat, at det til den
ene Side kan udfolde et vidunderligt Maal af Uegen-
nytte, Hengivenhed og Offervillie og til den anden
Side rummer Tilbøjeligheder i Retning af Begær og
Grusomhed, som det er en Fornærmelse mod Dyrene
at kalde dyriske. Men det er — ogsaa efter hvad den
højeste »Civilisation«, som dette Væsen hidtil har
frembragt, har præsteret i den sidste halve Snes Aar
— et uopklaret Spørgsmaal, om det netop er den
»ædle« Side af Væsenets Indhold, der »her paa Jorden«
vil gaa af med Sejren. I sin absolutte Renhed frem-
træder ingen af Siderne hos noget Folk, vel næppe
hos noget enkelt Menneske. Uden at det forstyrrer
hans Nattero, dekreterer den kristne Lloyd George
efter Krigens Ophør Hungerblokade overfor Kvinder
og Børn, og den Guds Svøbe, Djingis-Kan, er religiøst
tolerant og laver for sine Nomader en Religion, hvis
eneste Trosartikel bestod i Læren om én Gud, Op-
havet til alt godt, der opfylder Himlene og Jorden,
som han har skabt.
At adskillige Former skifter, at Kampene mellem
de enkelte, mellem Slægter eller Stammer har veget
Plads for »ordnede« Forhold indenfor større Omraader
(Stater), er tilsyneladende mere Udtryk for Ændringer,
affødte af nye organisatoriske og tekniske Metoder,
og for en af Beregning omformet Vurdering af, hvor-
ledes størst Udbytte kan naas, end Udslag af en Ud-
vikling mod Krigens Afskaffelse og en Udryddelse af
de Instinkter og Begær hos Menneskene, som afføder
den. Indenfor det hedenske Romerriges vældige Græn-
ser var der Fred i 200 Aar. Ikke engang indenfor
det Europa, der ligger vest for Weichsel og Kar-
patherne, har et lignende Resultat kunnet naas efter
mere end tusinde Aar s »kristen« Kulturudvikling.
Tværtimod!
»Du skal ikke slaa ihjel,« skrev Moses paa Tavlen,
og moderne Pacificisme fremhæver atter og atter dette
Guds Bud. Men det gjaldt kun indenfor Stammen,
Folket, indenfor den Magtorganisation, der kæmpede
med andre. Den samme Jahve, der førte Moses’
Finger, sagde ogsaa til Israel: »Naar du uddrager
til Krig mod din Fjende, og du ser Heste og Vogne,
ja Folk, flere end du, da skal du ikke frygte dem:
thi Herren din Gud er med dig .... Naar du nær-
mer dig en Stad til at stride imod den, da skal du
tilbyde den Fred. Og det skal ske, om den svarer
dig fredelig og lader op for dig, da skal alt det Folk,
som findes i den, være dig skatskyldigt og tjene dig.
Men dersom den ikke vil gøre Fred med dig, men
føre Krig imod dig, da skal du belejre den. Og Her-
ren din Gud skal give den i din Haand, og du skal
slaa alt Mandkøn i den med skarpe Sværd. Kun Kvin-
derne og de smaa Børn og Kvæget og alt det, som
er i Staden, alt Byttet deraf maa du røve for dig, og
du skal nyde dine Fjenders Bytte, som Herren din
Gud har givet dig!
Du skal elske dine Fjender og vende den venstre
Kind til, naar nogen slaar dig paa din højre! Men —
de farisæiske Slanger og Øgleunger skal ikke undfly
Helvedes Dom, med Svøben skal Veksellérerne ud-
jages af Templet, og Jerusalem, som stener Profeterne,
skal lægges øde!«
*