Det Nye Nord - 01.10.1922, Blaðsíða 14

Side 176
DET NYE NORD
Oktober 1922
Der kan paa et bestemt Terrain kun leve en vis
Mængde Vildt. Under en Samfundsordning med en
given Produktionsform kan der indenfor Statsomraa-
det kun leve et vist Antal Mennesker. De oversky-
dende maa enten dø eller udvandre, og Befolknings-
forøgelsen maa kunstigt indskrænkes — med mindre
Produktions- og Trafikudvikling og politiske Magtfor-
hold muliggør Eksport og Import. Dette afføder den
imperialistiske Kamp om Tilegnelse af Raastoffer og
Beherskelse af Markeder. Ikke blot Kapitalen, men
ogsaa Arbejdet, ikke blot Producenter, men ogsaa
Konsumenter er interesserede heri. De engelske Ar-
bejdere har Interesse af, at den indiske Bomuld gaar
til Lancashire og derfra som færdig Vare sælges til
Hinduerne — d. v. s. de er interesserede i, at Eng-
land behersker Indien, og at dette ikke selv udvikler
en Bomuldsindustri. De franske Arbejdere er interes-
serede i, at de lothringske Jernværker kan disponere
over Ruhrdistriktets Kokes — d. v. s. i, at Frankrig
direkte eller indirekte behersker dette Stykke tysk
Jord.
Kain slog Abel ihjel, fordi Gud med Velvillie saa
paa dennes Offer, hvorfor Kain maatte mene, at Abels
Fremtidsudsigter i dette Liv var gode, og hans egne
daarlige. Det Kampinstinkt, den Kamplyst, der ligger
i de enkelte Individer — the rugged fighting qualities,
som Rosevelt kalder det — organiseres af Staten til
Opnaaelse af fælles Formaal. Det er blevet det under
enhver Samfundstilstand: i Slægtsamfundet, Stammen,
det fevdalistiske Standssamfund, den halvt fevdalis-
tiske, halvt nationale Enevoldsstat og i den moderne
Nationalstat, der har gjort Krigene til Folkekrige.
I »Die grossen Måchte« slutter L. v. Ranke 1833
en Oversigt over den europæiske Statspolitik fra
Ludvig XIV til efter Napoleon med følgende Be-
tragtning:
»Det kan se ud, som om kun Besiddelsernes Omfang,
Militærets Magt, Rigdommens Størrelse og en vis
Andel i den almindelige Kultur har Værdi for Staten.
Men hvis der nogensinde har fundet Begivenheder
Sted, der ér egnede til at sønderrive en saadan Vild-
farelse, saa har det været Begivenhederne i vor Tid.
De har ladet Betydningen af den moralske Kraft, der
for Staten findes i Nationaliteten, paany træde frem
for den almindelige Bevidsthed. Hvad var der blevet
af vore Stater, hvis de ikke havde modtaget nyt Liv
gennem det nationale Princip, paa hvilket de er grun-
dede. Uden dette vilde de ikke bestaa. Verdenshi-
storien frembyder ikke en saadan tilfældig Kamp
mod hverandre, Overfald paa hverandre og Følgen
efter hverandre af Stater og Folk, som det ved første
Øjekast kan se ud til. Heller ikke er den ofte saa
tvivlsomme Fremme af Kulturen deres eneste Indhold.
Det er Kræfter, og tilmed aandelige, livsfrembringende,
skabende Kræfter, der selv er Liv, det er moralske
Energier, som vi øjner i deres Udvikling. De kan
ikke defineres, formes i Begreber; men man kan iagt-
tage, opfatte dem; man kan naa til en Indleven i
deres Eksistens. De blomstrer, opfylder Verden, træ-
der frem paa de mest forskelligartede Maader, be-
kæmper, indskrænker, overvælder hverandre; i deres
Vekselvirkning og deres Rækkefølge, i deres Liv, i
deres Forgaaen eller deres Genoplivelse, der da rum-
mer stedse større Fylde, højere Betydning, videre Om-
fang, ligger Verdenshistoriens Hemmelighed!«
Denne Hemmelighed er endnu ikke afsløret. Men
ud fra et lille Hundredaars senere Erfaringer har
K j e 11 é n i sine omfattende Værker ydet vægtige
Bidrag til det kalejdoskopiske Verdensbilledes Belys-
ning, og hans socialistiske Landsmand, Steffen,
siger i »Krig och Kultur«, at det overnationale Fæ-
nomen, Imperialismen, som Ranke ikke kendte i dets
mere moderne Form, er »som universelt verdenshi-
storisk Fænomen det absolutte Bevis for, at Verdens-
ekspansion af Samfund og Kultur, social og kulturel
Verdenserobring, udgør almenmenneskelige Grundten-
denser. De er universelt menneskelige Ytringer af en
sjælelig Vækst og Stræben, som principielt ikke aner-
kender andre ydre Grænser for en Stats Magtudvi-
delse end de af Jordklodens (»Verdens«) materielle
Udstrækning betingede Grænser.«
Jo mindre man er i Stand til rationelt — d. v. s.
ud fra rent materielt-mekaniske Grundsætninger med
Udelukkelse af imponderabile Faktorers Indvirkninger
— at beregne Udviklingens Gang, desto mere famlende
maa Statsmandens Gerning blive, Napoleon taler da
ogsaa om, at Politik er Skæbne, og Bismarck erklærer:
»Jo længere jeg arbejder med Politik, desto ringere
bliver min Tro paa menneskelig Beregning.« Eller i
et Brev til sin Hustru: »Man lærer sig i min Bestilling
let, at man kan være lige saa klog som de klogeste
i denne Verden, og dog vandrer man paa et hvilket
som helst Tidspunkt ind i det næste Minut som et
Barn i Mørke!«
Dette er næppe helt rigtigt. Ofte kan en Udviklings
Retning ses, selv om dens Hastighed ikke kan be-
regnes. Bismarcks Samling af det tyske Rige — og
de hertil førende Krige med Danmark, Østrig og
Frankrig — var ikke et Resultat af skjulte Kræfters
Virken, lige saa lidt som det er helt rigtigt, at det
britiske Imperium er skabt i Distraktion (in a fit of
absence of mind). Noget andet er, at Bismarck utvivl-
somt ikke i sin senere Kanslertilværelse gennemskuede
Fremtidens Slør, og at Lloyd George ikke har begrebet
Forskellen paa en opportunistisk Partipolitiker og et
Imperiums Statsstyrer.
Angelsakseren Homer Lea skrev i 1912 en Bog,
der danner et yderst interessant Sidestykke til Tyske-
ren Bernh ardis samme Aar udsendte Skrift om
»Tyskland og den næste Krig«. Homer Lea’s »The
Day of the Saxon« er kun endnu mere haandfast
realistisk: »De samme Aarsager og Midler, som skabte