Det Nye Nord - 01.10.1922, Blaðsíða 15

Det Nye Nord - 01.10.1922, Blaðsíða 15
Oktober 1922 DET NYE NORD Side 177 alle andre Storstater, frembragte paa tilsvarende Maade det britiske Empire. Ved Krig og Erobring, ved Tyveri og Intrige, ved den samme brutale Benyttelse af fysisk Magt blev det koblet sammen, Stykke for Stykke. Brutaliteten i al national Udvidelse er øjensynlig. Det er ogsaa kun lidt i Livet, som ikke er brutalt, undtagen vort Ideal. Naar vi forøger Sammenhob- ningen af Individer og deres fælles Aktivitet, forøger vi i tilsvarende Grad deres Brutalitet.« Det er bevidst, med velberaad Hu, at England samler Vragstumperne fra Portugal, Spanien, Holland og Frankrig og over- falder København: »Ved disses Letsind og Efterladen- hed og sin egen Tapperhed og Hensynsløshed greb England — som Forholdet er mellem Nationerne — deres Have og Besiddelser, en efter en.« Dette er imidlertid ikke noget for England særligt. »Thi,« siger Homer Lea, der formentlig, om han havde levet, i det Forhold, der i Efteraaret 1922 er mellem England og Frankrig, vilde have øjnet en hundrede Aar gammel Revanchetanke hos det sidste Land dukke frem, »Fred og Krig er kun relative Ud- tryk, der tjener til at betegne menneskelig Kamp, saa- ledes som denne adskilles i to Faser. Absolut Fred mellem Nationer eksisterer kun forud for den Tid, da deres gensidige Berøring begyndte. I alle den men- neskelige Races Kampe er vi ude af Stand til med Nøjagtighed at bestemme Begyndelsen til en eneste Krig. Forskellen mellem Krig og Fred er ikke det, der adskiller Ro fra Konflikt. Det er kun en Forskel i Maade og Grad. International Krig har ingen Be- gyndelse og ingen Ende, saa længe Menneskeheden føres sammen i politiske og individuelle Kampe. Krig eksisterer, længe før den offentlige Be- vidsthed har fattet det, idet Nationerne, især de, der befinder sig paa et lavt Standpunkt af Krigs- beredskab, saa længe som muligt lukker Øjnene for den stedfindende Overgang. En Krig med dens Felt- tog og Slag staar i samme Forhold til den forud- gaaende Fred, som et Slag gør det i Forhold til den Krigsperiode, der gik forud for det. Vi kan ikke af- gøre, hvor den ene ender og den anden begynder. Og derfor — under Fred at nægte Forberedelse til Krig er en lige saa stor Dumhed som at nægte at gøre sig parat til Slag, efter at Krigen er begyndt .... Det er imidlertid vanskeligt at gøre en Nations store Masse begribeligt, at Krig nærmer sig, og i samme Grad, som Mængden behersker Regering og Lovgiv- ning, bliver Krigsforberedelserne almindelige i deres Karakter i Stedet for maalbevidste og vil derfor kunne vise sig unyttige, naar de skal anvendes. Dette For- hold skyldes et almindeligt psykologisk Træk: Man skyder Krigstanken fra sig paa samme Maade som Dødstanken — gennem Selvbedrag, saaledes som man skjuler en hemmelig Frygt. Man anerkender vel, at begge er uundgaaelige, men man anvender ikke denne sin Kundskab. De, der anvender den og anlægger deres Liv efter den, er de stærkeste.« Nogen væsentlig Forskel paa denne Angelsaksers Opfattelse i 1912 — en Opfattelse, der hidtil er ble- vet grundig bekræftet — og den berømte, tyske Krigs- filosof Clausewitz’ Betragtning et lille Aarhun- drede tidligere, er der øjensynlig ikke, naar denne sidste karakteriserer Krigen som en Magthandling, der foretages for at paatvinge Modstanderen vor Villie, og som derfor i Virkeligheden kun er et Insti’ument for Politiken, ikke noget i og for sig selvstændigt: »Krigen er intet andet end det politiske Samkvem (des politischen Verkehrs) Fortsættelse med Indblan- ding af andre Midler. Vi siger: Med Indblanding af andre Midler for dermed at fastholde, at dette politi- ske Samkvem ikke ophører med Krigen selv, ikke forvandles til noget helt andet, men at det vedbliver at bestaa i sit Væsen, hvorledes end de Midler for- mer sig, hvoraf det betjener sig, og at de Hovedlinier, ad hvilke de krigerske Begivenheder forløber, og til hvilke de er bundne, kun er Lineamenter, der trækker sig gennem Krigen fra Fred til Fred. Og andet vilde være utænkeligt. De politiske Forhold mellem forskel- lige Folk og Regeringer hører jo ikke op sammen med de politiske Noter. Er Krigen ikke kun en anden Art af Skrift og Tale som Udtryk for deres Tænken? Den har ganske vist sin egen Grammatik, men ikke sin egen Logik.« Sagde ikke svenske Statsraadet Niels Brahe i 1666 under Sveriges Forsøg paa at beholde Bremen: »Låtom oss gora som kopmån, hvilka soka sin vinding; traktom efter de villkor, som fordelaktigast kunna vara, såsom att få pengar nog och ej gora annat dår- for an sitta stilla« — hvortil han føjede: »Dog saa, at vi har vore Tropper rede for alle Hændelser.« Mon ikke Aalandsspørgsmaalets Skæbne var blevet en noget anden, hvis Sverige positivt havde ydet Fin- land Støtte i dets Kamp mod den røde Bolsievisme? Og mon ikke — ja, Norden var ikke ved Tammer- fors i 1918, og det var ikke ved Dybbøl i 1864! * Fredsvenner og Fredsbevægelser — hvis Motiver og moralske Værdi forøvrigt er højst forskellige — er ikke noget nyt, ikke noget Resultat af en særlig, mo- derne Kultur. Ogsaa mange af »de gamle« fordømte Krig og priste Fred. Midt under den peleponesiske Krig afsluttede Sparta og Athen Voldgiftstraktater. I Odysseens sidste Sang siger Zeus: Glemme vi vil vore Sønners og Brødres Myrden; elsker hverandre som fordum — at Rigdom maa trives og evig Fred .... Det samme siges nu efter halvtredie Aartusindes Forløb, gennem hvilke ogsaa Rigdommens Trivsel har

x

Det Nye Nord

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Det Nye Nord
https://timarit.is/publication/1307

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.