Det Nye Nord - 01.10.1922, Blaðsíða 16

Det Nye Nord - 01.10.1922, Blaðsíða 16
Side 178 DET NYE NORD Oktober 1922 været tusinde Kriges Aarsag. Og Verden sidder i en »Fred«, hvis Virken er forøget Armod, og som just ikke er Udtryk for Glemsel, men i sit Indhold er mere krigsmæssig og mere krigsskabende end nogen anden Fred, Verden har set, siden Grækerne plyndrede Troja. Var ikke Tysklands »Trivsel« fra 1870 til 1914 en af Aarsagerne, de ydre som de indre, til Verdens- krigen? Jo rigere England blev, desto flere Krige førte det. Jo mere Jord Rusland lagde under sig, desto mere vilde det have. Da Amerika omkring Aarhundred- skiftet naaede et Højdepunkt af indre teknisk-mate- rialistisk Udvikling, blev det imperialistisk. Har den store Psykolog Shakespeare gennemskuet en af Kri- gens Hemmeligheder, naar han lader Hamlet udbryde om Grunden til Fortinbras’ Krigstogt: Det er en Byld, frembragt af Fred og Velstand, som bryder op indvendigt .... Da Mennesket er et højst sammensat Væsen, vil en Krigens Filosofi være nødsaget til som Begrundelse for de Sammenstød, der kaldes Krig, at operere med en Mangfoldighed af Faktorer, der ogsaa er til Stede og virkende i Fredstid, og som strækker sig fra Krav om Tilfredsstillelse af alle Arter af Begær til Uegennyttens højeste OlTervillie. Den engelske Historiker, I. A, Cram b, gik i en Række Forelæsninger i 1913 — i hvilke han forudsagde en stor Krig mellem England og Tyskland — stærkt ind paa de imponderabile Ele- menters Betydning i Folkenes Kampe. Han fortæller først om Sydpolsfareren Scott, der •— døende i Isørkenen — skrev Ordene: The greatness of England — my nation! Og hævder derefter: En Forklaring af det mærkelige Paradoks i Menne- skehedens Historie — Krigenes Vedvaren paa Trods af, at den synes at stride mod Fornuften — er da denne: At der efter alt at dømme er noget i Krig, som er i Overensstemmelse med denne Heroisme i den antarkiske Is, noget der gaar ud over det fornuftmæs- sige; a t i Krig og Retten til Krig ejer Menneskene en Besiddelse, som de vurderer højere end Religion, højere end Vindskibelighed, højere end socialt Velvære; a t i Krig værdsætter Mennesket den Magt, som gennem Krigen gives Livet til at hæve sig over Livet, den Magt, som muliggør det for Menneskets Aand at søge Idealet. I alt Liv paa dettes Højde, i Tanke, i Kunst og Hand- ling er der en Bestræbelse efter at naa det uoverskue- lige .... En Regering, en Minister kan synes at be- sidde Magten til at fremkalde en Krig, der betyder Lidelser og Død for Tusinder. Men det er ikke for dem, Soldaten falder. Liggende i Dødskamp, synkende i Mørke har han i sig selv Bevidstheden om denne langt større Ting, denne mystiske, dødløse, fremaddrivende Magt — kald den Gud, kald den Skæbnen — men dens Navn er England. For England er det! Og Cramb hævder — og de forløbne Aar har givet ham Ret —, at »paa Verdenshistoriens nuværende Punkt vil det, selvfølgelig, være unyttigt at søge en praktisk Løsning gennem Voldgift. Det vilde være et Spild af Ord blot at paavise Urimeligheden af denne Udvej. Det vilde heller ikke være formaalstjenligere at diskutere Værdien af Alliancer som et permanent Middel til Sikring af Evropas Fred. En Traktat med en Fjende er kun bindende, saa længe man kan se Glimtet af en Sværdspids bag Papiret. Historiens Dom i saa Henseende er tydelig og klar. Hvilke Principer der end maa beherske Individers Venskab — Alliancer mellem Nationer og Stater er udelukkende dikterede af Egoisme. De gælder kun saa længe, som fælles Frygt og fælles Ønsker bestaar med lige Styrke. Thi Venskab mellem Nationer er et tomt Ord; Fred er i det højeste en Vaabenstilstand paa Tidens Slagmark. Den gamle Mythe eller den gamle Historie om Kampen for Tilværelsen ligger bag os; men Kampen om Magten — hvem kan trække Græn- serne for dens Rige eller opfinde et Instrument til Maaling af dens Styrke?« — Under de af højst blandede og ofte forskelligartede Motiver frembragte Krigstilstande maa — naar Kri- gene er Folkekrige — de enkelte Individer være over- tydede om, eller i hvert Fald bringes til at tro paa, at det ikke blot er for deres egne individuelle Krav, deres egen Fremtid, men ogsaa for højere Interesser, de kæmper og dør. Den i dem boende, bevidste eller slumrende Trang til Samhørighed med noget evigt, maa føle sig tilfredsstillet. Et typisk Eksempel er i saa Henseende et Kampraab, der i 1918 fandtes i det ansete American Law Review: »Det siges jævnligt, at vi kæmper for at sikre Ver- den for Demokratiet, hvilket er sandt. Kampen staar mellem Despoti og Demokrati. Men der er et andet og større Maal. Vi kæmper for at sikre Verden for Civilisationen. Kampen staar mellem Barbari og Ci- vilisation. Vi kæmper ogsaa for at sikre Verden for Kristendommen! Kampen staar mellem Kristendom paa den ene Side og et groft Hedenskab paa den anden. De forenede Stater og deres Allierede kæmper for menneskelig Frihed, for kristen Civilisation og for den kristne Religion! Centralmagterne kæmper for militært Despoti, for Barbari og for Hedenskab!« Det er sandsynligt, at Forfatteren virkelig troede paa denne Krigsmotivering. Og Tusinder er gaaet i Døden i Tro paa dens Sandhed. For over hundrede Aar siden begejstredes Revolutionens Franskmænd for Kravet om »Menneskerettighedernes« Gennemførelse i et paa Frihed, og Lighed bygget Broderskab, der skulde om- fatte alle Folk. I Dag er Frankrig den snævre, selv- forgudende Nationalismes mest militariserede Repræ- sentant. Hvert Folk, i hvilket den nationale Livsvillie er stærk, ser i selve sin Nationalstat en Slags Inkarnation af Gud — eller i hvert Fald et upersonligt Væsen, som Gud har

x

Det Nye Nord

Beinir tenglar

Ef þú vilt tengja á þennan titil, vinsamlegast notaðu þessa tengla:

Tengja á þennan titil: Det Nye Nord
https://timarit.is/publication/1307

Tengja á þetta tölublað:

Tengja á þessa síðu:

Tengja á þessa grein:

Vinsamlegast ekki tengja beint á myndir eða PDF skjöl á Tímarit.is þar sem slíkar slóðir geta breyst án fyrirvara. Notið slóðirnar hér fyrir ofan til að tengja á vefinn.