Det Nye Nord - 01.10.1922, Síða 16
Side 178
DET NYE NORD
Oktober 1922
været tusinde Kriges Aarsag. Og Verden sidder i en
»Fred«, hvis Virken er forøget Armod, og som just
ikke er Udtryk for Glemsel, men i sit Indhold er mere
krigsmæssig og mere krigsskabende end nogen anden
Fred, Verden har set, siden Grækerne plyndrede Troja.
Var ikke Tysklands »Trivsel« fra 1870 til 1914 en
af Aarsagerne, de ydre som de indre, til Verdens-
krigen? Jo rigere England blev, desto flere Krige førte
det. Jo mere Jord Rusland lagde under sig, desto mere
vilde det have. Da Amerika omkring Aarhundred-
skiftet naaede et Højdepunkt af indre teknisk-mate-
rialistisk Udvikling, blev det imperialistisk. Har den
store Psykolog Shakespeare gennemskuet en af Kri-
gens Hemmeligheder, naar han lader Hamlet udbryde
om Grunden til Fortinbras’ Krigstogt:
Det er en Byld, frembragt af Fred og Velstand,
som bryder op indvendigt ....
Da Mennesket er et højst sammensat Væsen, vil en
Krigens Filosofi være nødsaget til som Begrundelse for
de Sammenstød, der kaldes Krig, at operere med en
Mangfoldighed af Faktorer, der ogsaa er til Stede og
virkende i Fredstid, og som strækker sig fra Krav om
Tilfredsstillelse af alle Arter af Begær til Uegennyttens
højeste OlTervillie. Den engelske Historiker, I. A,
Cram b, gik i en Række Forelæsninger i 1913 — i
hvilke han forudsagde en stor Krig mellem England
og Tyskland — stærkt ind paa de imponderabile Ele-
menters Betydning i Folkenes Kampe.
Han fortæller først om Sydpolsfareren Scott, der
•— døende i Isørkenen — skrev Ordene: The greatness
of England — my nation! Og hævder derefter:
En Forklaring af det mærkelige Paradoks i Menne-
skehedens Historie — Krigenes Vedvaren paa Trods
af, at den synes at stride mod Fornuften — er
da denne: At der efter alt at dømme er noget i Krig,
som er i Overensstemmelse med denne Heroisme i den
antarkiske Is, noget der gaar ud over det fornuftmæs-
sige; a t i Krig og Retten til Krig ejer Menneskene en
Besiddelse, som de vurderer højere end Religion, højere
end Vindskibelighed, højere end socialt Velvære; a t
i Krig værdsætter Mennesket den Magt, som gennem
Krigen gives Livet til at hæve sig over Livet, den Magt,
som muliggør det for Menneskets Aand at søge Idealet.
I alt Liv paa dettes Højde, i Tanke, i Kunst og Hand-
ling er der en Bestræbelse efter at naa det uoverskue-
lige .... En Regering, en Minister kan synes at be-
sidde Magten til at fremkalde en Krig, der betyder
Lidelser og Død for Tusinder. Men det er ikke for dem,
Soldaten falder. Liggende i Dødskamp, synkende i
Mørke har han i sig selv Bevidstheden om denne langt
større Ting, denne mystiske, dødløse, fremaddrivende
Magt — kald den Gud, kald den Skæbnen — men dens
Navn er England. For England er det!
Og Cramb hævder — og de forløbne Aar har givet
ham Ret —, at »paa Verdenshistoriens nuværende
Punkt vil det, selvfølgelig, være unyttigt at søge en
praktisk Løsning gennem Voldgift. Det vilde være et
Spild af Ord blot at paavise Urimeligheden af denne
Udvej. Det vilde heller ikke være formaalstjenligere
at diskutere Værdien af Alliancer som et permanent
Middel til Sikring af Evropas Fred. En Traktat med
en Fjende er kun bindende, saa længe man kan se
Glimtet af en Sværdspids bag Papiret. Historiens Dom
i saa Henseende er tydelig og klar. Hvilke Principer
der end maa beherske Individers Venskab — Alliancer
mellem Nationer og Stater er udelukkende dikterede
af Egoisme. De gælder kun saa længe, som fælles
Frygt og fælles Ønsker bestaar med lige Styrke. Thi
Venskab mellem Nationer er et tomt Ord; Fred er i
det højeste en Vaabenstilstand paa Tidens Slagmark.
Den gamle Mythe eller den gamle Historie om
Kampen for Tilværelsen ligger bag os; men
Kampen om Magten — hvem kan trække Græn-
serne for dens Rige eller opfinde et Instrument til
Maaling af dens Styrke?« —
Under de af højst blandede og ofte forskelligartede
Motiver frembragte Krigstilstande maa — naar Kri-
gene er Folkekrige — de enkelte Individer være over-
tydede om, eller i hvert Fald bringes til at tro paa,
at det ikke blot er for deres egne individuelle Krav,
deres egen Fremtid, men ogsaa for højere Interesser,
de kæmper og dør. Den i dem boende, bevidste eller
slumrende Trang til Samhørighed med noget evigt,
maa føle sig tilfredsstillet. Et typisk Eksempel er i
saa Henseende et Kampraab, der i 1918 fandtes i det
ansete American Law Review:
»Det siges jævnligt, at vi kæmper for at sikre Ver-
den for Demokratiet, hvilket er sandt. Kampen staar
mellem Despoti og Demokrati. Men der er et andet
og større Maal. Vi kæmper for at sikre Verden for
Civilisationen. Kampen staar mellem Barbari og Ci-
vilisation. Vi kæmper ogsaa for at sikre Verden for
Kristendommen! Kampen staar mellem Kristendom
paa den ene Side og et groft Hedenskab paa den anden.
De forenede Stater og deres Allierede kæmper for
menneskelig Frihed, for kristen Civilisation og for den
kristne Religion! Centralmagterne kæmper for militært
Despoti, for Barbari og for Hedenskab!«
Det er sandsynligt, at Forfatteren virkelig troede paa
denne Krigsmotivering. Og Tusinder er gaaet i Døden
i Tro paa dens Sandhed. For over hundrede Aar siden
begejstredes Revolutionens Franskmænd for Kravet
om »Menneskerettighedernes« Gennemførelse i et paa
Frihed, og Lighed bygget Broderskab, der skulde om-
fatte alle Folk. I Dag er Frankrig den snævre, selv-
forgudende Nationalismes mest militariserede Repræ-
sentant.
Hvert Folk, i hvilket den nationale Livsvillie er stærk,
ser i selve sin Nationalstat en Slags Inkarnation af Gud
— eller i hvert Fald et upersonligt Væsen, som Gud har