Det Nye Nord - 01.11.1922, Blaðsíða 3

November 1922
DET NYE NORD
Side 185
S KANDINiWIEN
ET SKANDINAVISK TEATER.
Vi begynder hermed Offentliggørelsen af Indlæg-
gene i vor Enquete om et skandinavisk Teater. Neden-
for tindes Udtalelser af Dr. Egill Rostrup, Bi-
bliotekar Julius Clausen, Teaterdirektør Ivar
Schmidt, alle af København, og Dr. Wilhelm
K e i 1 h a u, Kristiania.
Planen om at etablere et samarbejde mellem skan-
dinaviske theatre forekommer mig i høj grad til-
talende, og den burde — saafremt den bliver grebet
rigtig an — kunne blive af stor og inciterende betyd-
ning.
Men i den i »Det nye Nord« skizzerede form kan
det ganske utvivlsomt ikke gøres. Af to grunde:
1°. Kunstnerisk set — og her maa stilles de aller
strængeste kunstneriske krav — er den enkelte skue-
spillers præstation ganske værdiløs. Ja, det er trist
og et uhyggeligt vidnesbyrd om, hvor langt vi er
kommet nedad i kunstnerisk cultur, at man skal
yære nødt til at pointere, at den eneste værdi
i theaterkunsten er det solidt sammenarbejdede
ensembles udførelse af digterens intensioner. Prima-
donnakomedie, stjærnekomedie er simpelthen gøgl.
Aldrig kunst.
Ublufærdig privatreclame og ansvarsløs theater-
»kritik« har i aarevis arbejdet paa at tilsløre dette
skæbnesvangre factum, og dette er en af hoved-
grundene til vor sceniske kunst’s forfald. Men sand-
heden er jo dog ubønhørligt den, at selv den
brillanteste enkeltpræstation kun har curiositetens
interesse. Kun den samlede udførelse af digterens
værk har kunstnerisk betydning.
Deraf følger, at det har saare liden betydning at
pille den enkelte skuespillers ydelse ud af det ensemble,
i hvis samarbejde den oprindeligt blev skabt, for at
overføre den til et andet, forholdsvis tilfældigt com-
pagni, og exportere resultatet. Det er muligt — men
lidet sandsynligt—, at et saadant experiment kunde
lykkes en enkelt gang, O: at der kunde skabes en ny
og lige saa værdifuld fortolkning af digterværket som
den, hvoraf den »interessante« primadonna-præstation
var et enkelt led, men qua permanent fremgangs-
methode vil experimentet meget hurtigt vise sig
værdiløst.
Det er kunst, et skandinavisk samarbejde har
brug for. Det er ikke surrogater for kunst.
2°. Den foreslaaede arbejdsmethode vil i praxis
øjeblikkeligt vise sig uigennemførlig. Selv under den
— noget hasarderede — forudsætning, at alle de
theaterdirecteurer og alle de skuespillere, som skulde
støtte sagen, virkelig var rene engle, ledede af de
mest ideelle motiver og den mest opofrende idealisme,
vil sagen ikke kunne gennemføres som foreslaaet.
Thi — ja, lad os tage et concret exempel: Jeg
sætter, at »det interskandinaviske theater« ønskede
f. ex. at vise Stockholm og Christiania Rasmus Chri-
stiansens ypperlige gengivelse af Holberg’s »Den
Stundesløse«. »Det nye Theater« skulde da — til
fordel for et concurrerende foretagende — ikke alene
give manden mindst en maaneds orlov til at rejse,
men desuden mindst 3 ugers orlov fra prøver før
denne tid, for at han kunde sammenarbejde sig paa
forsvarlig vis med et helt nyt ensemble, og det vilde
derefter være afskaaret fra at kunne benytte ham
i mindst 3 uger efter gæstespillet, mens han nemlig
indstuderede en ny forestilling, o: hvert enkelt gæste-
spil vil kræve, at den paagældende kunstner — der
jo i følge sagens natur altid vil være blandt theatrets
værdifuldeste kræfter — bliver sat ud af sin egent-
lige virksomhed i mindst 2Va maaned af saisonen.
Er der virkelig nogen, der tror, at sligt vil kunne
gøres? At det vil kunne blive en regelmæssig insti-
tution, som alle theatre vil være glade ved at støtte?
Og dertil kommer, at man foreslaar at tage de
skuespillere, som skulde udgøre det øvrige tourne-
rende personale, blandt samtlige theatrenes kunstnere.
Lad os blive ved det valgte exempel: Rs. Christiansen
skulde altsaa in casu optræde sammen med skue-
spillere fra de andre personaler i København. Tror
man virkelig, at det vil være theatrene muligt at
undvære saa mange af deres engagerede kunstnere i
de paagældende maaneder? Thi det maa jo ogsaa
erindres, at naar Rs. Christiansen, efter 3 ugers prøve-
tid, rejste af sled, saa skal jo den næste danske
forestilling indstuderes, o: at der, omkring en anden
skuespiller, f. ex. fra det kgl. theater, skal skabes et
nyt ensemble, hvortil in casu det omtalte »nye
theater« eventuelt skulde stille yderligere een eller
flere af sine engagerede kræfter, som nu fik den op-
gave i ca. 2V2 maaned at være ubrugelige til den
tjeneste, de var engagerede til!
Der er ikke skygge af tvivl om, at den foreslaaede
fremgangsmaade ikke alene vil være kunstnerisk util-
fredsstillende, men ogsaa praktisk uigennemførlig.
Jeg kan ikke se rettere, end at den eneste mulige
form for interskandinavisk samarbejde maa være den,
at de theatre, som har udarbejdet kunstnerisk værdi-
fulde forestillinger, under en eller anden form bytter
theatre, O: at et københavnsk ensemble rejser til
Stockholm og optræder der paa et theater, hvis per-
sonale samtidigt flytter til København (eller Chri-
stiania) etc. etc.
Ogsaa et saadant arrangement vil sikkert — selv
med den bedste vilje fra alle sider — komme til at
møde store vanskeligheder. Men der er dog en mu-
lighed for, at disse under en energisk arbejdende
ledelse vil kunne besejres.